Brusende bølge af r&b-rock

Miguel, Heartland Festival, Lowland Stage, Egeskov

Brusende bølge af r&b-rock

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Det var både trygt og vemodigt, da Miguel satte sig ned for at tale et meget overordnet alvorsord med publikum. Ikke noget med skælde ud eller pege fingre, man vidste bare, at der var tilpas mange ting galt med verden til, at hans ønske om rummelighed og kærlighed kunne henvises til mange meget aktuelle begivenheder, koncerter og festivaler. Og Heartland har gudskelov været en udsøgt triumf med Miguel som en vulgær fanfare af overdramatisk elguitar og trommesoli. Det var ikke mindst en kæmpe hyldest til det dansende, smilende, rummelige og begejstrede Heartland-publikum, der med iver råbte tilbage på ethvert overgjort call-response, som for at sige “vi lytter, vi er her stadig”.

Mangen en r&b-stjerne og pop-musiker havde gjort sit ypperste for at levere sine sange, nøjagtigt som vi kender dem og som de lyder på diverse streaming-tjenester. Der har Miguel været, sådan rundt regnet dengang han spillede på Roskilde i 2013. På Heartland lyder hvert nummer som den obligatoriske og ret så amerikanske bombastiske intro, hvor guitar og trommer gerne må ruske den sidste energi ud af nogle publikummer, der har festet igennem siden Choir of Young Believers og Bryan Ferry. Desværre blev det hurtigt mudret og rodet, at Miguel sådan skulle dalre rundt og sløse sig gennem solide kendinge som “Hollywood Dreams” eller “Kaleidoscope”.

Vokalen var utydelig og det hjalp ikke med skæve gimmicks som en lille detour i Bob Marleys “Stir It Up” under “Do You” eller den ligegyldige inkluderen af Kendrick Lamar-sample på “How Many Drinks”. Man kunne blive helt irriteret på den mest opmærksomhedskrævende guitar, som selvfølgelig gav koncerten sin festival-nerve, men også gjorde meget af koncerten til en skuffende og monoton oplevelse.

Oven på 2010-nummeret “Sure Thing” skete der til gengæld noget. Som en længe ventet afveksling tog Miguel sig tid og tanke til at indlede “Candles in the Sun” med førnævnte omsorgs-reminder. Og sangen var fænomenal. Vokalen i den skrællede live-version viser præcis, hvordan Miguel har lidt mere Marvin Gaye i sin musik end de andre og det gav et overordentligt skift i koncerten til stramt optrukket ballade-r&b fra øverste hylde.

“waves” og “coffee” var præcis som resten af koncerten skulle have været det, og den stjerne-performance Miguel leverede var helt perfekt til det publikum, der har brugt de sidste par dage på at danse ved enhver lejlighed. Dertil var det ekstra elegant at spille “face the sun”, mens de blå nuancer forsigtigt indtog den sorte nattehimmel ude i horisonten uden for den mageløse slotshave, der endnu engang har været kulisse for en pumpende hjertefest.

 

Sætliste:

...goingtohell

The Thrill

Do You / Stir It Up (Bob Marley-cover)

Hollywood Dreams

Kaleidoscope Dream

How Many Drinks / Swimming Pools-sample

Sure Thing

Candles in the Sun

Adorn

waves

coffee

face the sun

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA