Mesterklasse i fuldfed soul

Little Steven and the Disciples of Soul , Amager Bio, København

Mesterklasse i fuldfed soul

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Arkivfoto

Det er tankevækkende, hvor meget vejret og humøret betyder for at gå til koncert og lade sig rive med, lade sig begejstre og uden forbehold skråle og danse med. Tag nu onsdag aften, hvor weekendens sol og varme var afløst af regn og kølig blæst, og hvor dagen derpå med stor sandsynlighed ville byde på endnu en arbejdsdags trælse udfordringer. Og så kan der alligevel ske det lille under, at ethvert tilløb til mismod bliver skyllet væk helt uden brug af kemiske hjælpemidler – hvis man altså ser bort fra et krus fadøl eller to.

I en fyldt Amager Bio skulle der ikke spilles mange toner og takter af ”Soulfire”, før Little Steven and the Disciples of Soul fik sat barren nærmest naturstridigt højt i aftenens dagsorden. ”There's an adventure that's forever waiting for ya – But only if your spirit is ready to take that ride”. På den ene side en forventning om, at vi dernede foran scenen giver los og lader os rive med – og på den anden en indadvendt programerklæring for det eventyr, der venter forude, når man beskæftiger sig med og virkeligt brænder for sin metier.

Det kan ingen være i tvivl om, at Little Steven gør. Der er nerve, gejst, holdning og en særdeles velfungerende fornemmelse for at sikre en symbiose af tekst og toner, der hæver sange om kærlighed markant over hjerte-smerte-banalitet.

 

Selv forme og arrangere

”I’m Coming Back” kan umiddelbart rumme en smule trods over langt om længe at gøre krav på noget af den berømmelse, som andre har vundet på sange, som Little Steven faktisk selv har skrevet. Det er nok lige så meget trangen til selv at bestemme, selv at forme og arrangere uden at ligge under for, at andres stemme tæller mere end éns egen.

Så selv om blandt andet Southside Johnny & The Asbury Jukes har lagt sjæl i mange af Little Stevens sange, sker der noget helt specielt, når Little Steven selv lægger stemme til den umulige kærlighed i ”Love On The Wrong Side of Town”. En virkning, der ikke mindst skyldes, at der ikke er sparet på noget, når det handler om at samle lige præcis de rigtige folk omkring sig til at perfektionere det musikalske udtryk. Den turne, der blev indledt i Amager Bio, byder således ud over hovedpersonen på fem blæsere, tre korpiger, to keyboardspillere, en percussionist, en bassist, en trommeslager plus en ekstra guitarist. Et overflødighedshorn af musikere, der på ene side kender deres plads og på den anden side har den fornemste sans for timing og dynamik.

Måske har Little Steven nået en alder, hvor det er naturligt at være tilbageskuende, at reflektere over livets ups and downs. Det virker dog på ingen påtaget eller kunstigt, når han i ”Until The Good Is Gone” igen med en ungdommelig kådhed holder liv i trangen til op- og udbrud – selv om nummeret med 35 år på bagen klart må betegnes som en oldie.

 

Politiske budskaber

Little Steven har for nyligt udtalt, at rollerne på det nærmeste er byttet om mellem Bruce Springsteen og ham selv. I dag er det Bruce, der udtrykker sig i skarpe politiske vendinger, mens Little Steven selv søger ind til musikkens oprindelse og kerne. Det lå nu ikke i vejen for, at sætlisten omfattede et nummer som ”Leonard Peltier” – ”native american” af Lakota-stammen – som Little Steven, Amnesty International og andre finder er blevet uretfærdigt behandlet i det amerikanske retssystem. I næste nummer signalerer alene titlen ”Solidarity” en klar politisk parole. En sang, der tager afsæt i, at livet i høj grad handler om … ”simple” ønsker som at kunne leve af den løn, man tjener og at kunne værne om sine børn. Krav, som nærer nødvendigheden af solidaritet. En sang, der desuden naturligt ledte videre til ”I Am A Patriot”.

På dette tidspunkt var koncerten så småt ved at nå frem til opløbssvinget. I det sarte arrangement af ”I Don’t Want To Go Home” satte tekstens ukuelige tro på kærligheden endnu en gang nakkehårene på overarbejde. Et tema, der gik igen den lidt mere pågående ”Ride The Night Away”, hvorefter der igen blev fyret op under de politiske synspunkter med ”Bitter Fruit”, som trak sangens oprindelige kritik af Reagan-administrationens politik i Sydamerika op til en nutidig kontekst. Derefter blev det ordinære sæt bragt i mål med ”Forever”, hvor det igen – trods skrøbelighed og indre smerte – er håbet om, troen på og søgen efter kærligheden, der holder … for evigt.

Som ekstranummer fik vi en ualmindeligt veloplagt udgave af Marvin Gayes ”Can I Get A Witness”, der ikke efterlod meget tvivl om Little Stevens musikalske referencer – eller om, at han er en hårdt arbejdende, bredt favnende og ihærdigt – men kærligt – indpiskende frontfigur for sine disciple.

Efter næsten to en halv time var det slut. På vejen ud måtte jeg lige et smut forbi baren for at sunde mig – der var jo Rød Tuborg på hane – og knibe mig selv i armen. Det er ikke hver aften, man oplever en så helstøbt koncert – eller en karismatisk kunstner, der i dén grad holdt mesterklasse udi soul af den mest fuldfede slags.

 

Sætliste:

Soulfire

I'm Coming Back

Amomg the Believers

Blues Is My Business

Love On The Wrong Side Of Town

Until the Good is gone

Standing In The Line Of Fire

I Saw The Light

Some Things Just Don’t Change

Saint Valentine's Day

Salvation

The City Weeps Tonight

Down And Out In New York City

Princess Of Little Italy

The Time of Your Life

Solidarity

Leonard Peltier

I Am A Patriot

I Don't Want To Go Home

Ride The Night Away

Bitter Fruit

Forever

---

Can I Get A Witness


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA