Chic fik Tivoli til at danse regndisco

Chic featuring Nile Rodgers, Fredagsrock, Tivoli, København

Chic fik Tivoli til at danse regndisco

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Forestil dig, året er 1977. Du står i Studio 54 i New York, discomusikken pumper ud af højttalerne, sveden drypper ad væggene, og kokainen flyder i stride strømme. Spol så 40 år frem, erstat Studio 54 i New York med Tivoli i København og erstat sveden med regn og kokainen med endnu mere regn, så har du scenen fra gårsdagens koncert med discokongerne Chic. At det blev en kæmpe fest alligevel, fortæller hvor langtidsholdbar Nile Rodgers' musik har vist sig at være. 

Regndisco til den store guldmedalje 

Fredagsrockkoncerterne begynder altid klokken 22, men ikke denne aften. Her startede den nemlig fem minutter før, hvor Nile Rodgers smilende entrerer scenen armeret med sin guitar og et bredt smil, der ikke forlader ansigtet de næste to timer. Uden de store armbevægelser præsenterer han sit orkester, The Chic Organization, hvorfra han er det eneste oprindelige medlem efter bandets anden hovedkraft, bassisten Bernard Edwards desværre døde i 1996. Chic bygger groovet op til Everybody Dance, og det er præcis, hvad der sker på plænen foran scenen, hvor publikum, vejret og danser regndisco til den store guldmedalje. 

Man kunne jo nærmest have skrevet hjemmefra, at lyden ville være alt for lav, det er kun til et par af koncerterne, at Tivoli skruer op til 11, og dette var ikke en af dem. Alligevel er lydbilledet temmelig lækkert, og alle stemmer og instrumenter kommer til deres ret. Nu er den polerede vellyd også et af Nile Rodgers’ vartegn, så det er måske ikke så underligt, men når man skal høre versioner af numre, som tusinderne af bryllupsbands har spillet, er det dejligt at høre, der er en speciel klang, når de bliver fremført af sangskriveren himself. Skal man hæve sit kritiske anmelderøjenbryn, kunne jeg godt have ønsket mig, at der var skruet mere op for Rodgers’ guitar, så den fik lov at stå frem, for selvom der er dygtige kræfter over hele linjen, og han nok betragter sig mere som en del af et band end en regulær frontmand, er det primært ham vi er kommet for at høre. Det er først, da vi efter tre Chic-numre bevæger os over i de sange, Nile Rodgers har skrevet for andre artister, at han får mere plads.  

Groovet er den røde tråd 

“I’ve written a lot of songs for a lot of great artists,” storsmiler Rodgers, “Duran Duran, Diana Ross, Sister Sledge, Madonna, David Bowie…like a lot”. Det er unægteligt en imponerende liste, og når man lytter efter på guitarlicket på We Are Famiy, som bandet herefter bevæger sig over i, kan man sagtens høre hans groove, der går som en rød tråd gennem de utallige verdenshits. 

Sangerinderne Kimberly Davis og Folami Ankoanda skiftes til at levere vokal til numrene. De har begge smukke stemmer, der komplementerer hinanden godt, men Kim Davis er måske mere en konventionel soulsanger, mens Folami har en mere poppet vokal. De laver så medrivende versioner af Diana Ross’ I’m Coming Out og Sister Sledges He’s The Greatest Dancer, at man nærmest forventer Puff Daddy og Marvelous Mosell laver the running man ind på scenen. Den eneste sang, de ikke formår at løfte er desværre Like A Virgin, hvor Folamis trænede, pæne vokalpræstation mangler den vildskab, Madonna leverede på originalen. Det siger egentlig lidt om, hvad Nile Rodgers kunne, netop tilføje groove og velklang til de kunstnere, han skrev for, men når deres egen karakteristiske attitude fjernes, står man altså tilbage med en mand, der virkelig godt kan lide at blankpolere et stykke musik. 

Festen er dog ingenlunde gået i stå, og da Rodgers et øjeblik stopper musikken for at fortælle om det cancerforløb han har været igennem, er der stormende klapsalver, måske især fordi vi lever i en tid, hvor mange af de store kunstnere har forladt os. Blandt andet David Bowie og hans Let’s Dance (som så er det 117. nummer, vi hører i aften, der enten indeholder dance eller dancer), bliver fremført i en dejlig udgave, hvor den korpulente trommeslager leverer en potent vokal. “Chic is a disco band, a pop band and a funk band,” fortæller Rodgers og tilføjer “Oh…and a a soulband”, hvorefter comebacket Get Lucky som han lavede med Daft Punk og Pharrell Williams serveres med en gudesmuk indledning, hvor Kim Davis’ stemme får lov at stå alene, hvorefter sangen virkelig kommer til sin ret som det funky stykke popmusik, den er. 

Tivoli har the greatest dancers 

På den måde er ringen sluttet, og Nile Rodgers får vist, at han ikke har mistet sit magiske touch med hverken plekter eller sangskrivning. Efter et par timers fest sendes vi tilbage til virkeligheden med en pudsig afslutning, hvor Chics Good Times med noget af musikhistoriens mest groovende basarbejde går over i Rappers' Delight, hiphoppens første hit, som Sugar Hill Gang som bekendt stjal rytmen til fra netop Good Times. På en måde er det spøjst, at Nile Rodgers ikke selv har forsøgt sig som rapproducer, når hans stiil er nærmest skræddersyet til den cluborienterede del af hiphoppen, men måske er han tilfreds med blot at se sine sange blive samplet igen og igen. Han ser i al fald tilfreds ud, mens han rapper Wonder Mikes indledende vers og et hær af festglade publikummer får lov at komme på scenen. Her viser Tivolis greatest dancers de moves, som vi allesammen har bustet til privatfester, bryllupper, halballer og alle de andre steder, hvor Nile Rodgers musik er blevet spillet de sidste 40 år. 

Det var et dejligt gensyn både med numrene og dansetrinnene og ikke mindst var det dejligt at se en mand være så glad for at spille sine sange for os. Tak for det og tak for dansen.      

      


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA