Højt hår, høje hæle, højt humør

The 1975, NorthSide Festival, Green Stage

Højt hår, høje hæle, højt humør

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Ganske som Bastille var det i fredags, er The 1975 fra sørgeligt aktuelle Manchester et arketypisk NorthSide-band: De har lidt kant og ungdommelig friskhed, men er ikke alt for avancerede, og så har de allerede en stribe hits i bagagen, selvom de kun har udgivet to album. Absolut en solid opvarmning til de noget mere eksperimenterende Radiohead.

Bandet går på til tonerne af sangen, der også hedder ”The 1975” og lægger ud med ”Love Me” med den karakteristiske funky rytmeguitar fra Adam Hann, der driver mange af deres sange fremad. Nile Rodgers og Chic, der gæstede Tivoli i fredags, har ikke levet forgæves. Det har alverdens rockstjerner heller ikke i forhold til gruppens sanger Matt Healy. Iført højhælede støvler og højt og krøllet år indtager han scenen med en selvtillid, som ikke lader byfællerne med efternavnet Gallagher meget efter. Vokalen er også solid, om end den for min skyld godt kunne være mikset lidt længere frem i lydbilledet.

Tre firkanter i stil med gruppens firkant-logo lyser over scenen, og en enorm storskærm bag bandet viser minimalistiske animationer i stærke farver blandet med billeder fra scenen, hvor de seks musikere spiller glimrende. Som sagt er en funky rytmeguitar et fremtrædende element i adskillige sange, men The 1975 har også sange som den afdæmpede ”Change of Heart”, den elektrofunky ”Someone Else” og den rockede ”Sex” på repertoiret. Vi får dem alle til stor glæde for det talstærke publikum, og ud over den klassiske sang-guitar-bas-trommer-keyboard-lineup har The 1975 også en tenorsaxofonist til at spille solo på udvalgte sange. Respekt til The 1975 for at give dette i mange år lidt uncool instrument en fortjent revival.

Gruppen har gemt de fleste af deres hits i sættet, hvor de til gengæld kommer i trængsel: ”Girls”, ”Sex”, ”Chocolate” og ”The Sound”. På disse sange fylder korpassagerne en del, og de lyder en smule syntetiske, som om de er kørt gennem et digitalt filter. Det trækker ned i helhedsindtrykket på en ellers veloplagt koncert, hvor Matt Healy først smider jakken og senere T-shirten. Hans forholdsvis veltrænede og nydeligt tatoverede overkrop vækker jubel, hvilket Healy lader til at undre sig lidt over, men han falder hurtigt tilbage i rollen om rockstjerne, med hvad deraf følger af tilbedelse. ”The Sound” slutter med fællessang og -hop, og så er vi vist varmet godt op til Radiohead – og lader som om, vi ikke har lagt mærke til, at det er begyndt at regne igen.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA