Ride: Weather Diaries

Ride
Weather Diaries

Shoegazer-heltene mangler de forløsende sange

GAFFA

Album / Wichita
Udgivelse D. 16.06.2017
Anmeldt af
Finn P. Madsen

De glimtende guitarflader og højsvævende vokaler forløses i et kæmpebrus og indfinder sig efter få minutter på Lannoy Point. Oxford-bandet Ride har børstet støvet af sig og genoplivet sig selv. 2017 har budt på flere gendannelser med gamle koryfæer fra den britiske alternative scene, der atter samler op på fortidens bedrifter og prøver at tilpasse sig nutiden. The Jesus And Mary Chain og ikke mindst Slowdive har forstået at regenerere de ingredienser, der gjorde dem interessante for to årtier siden. Med Weather Diaries er Ride klar til at sætte deres aftryk for første gang i 21 år.

Gruppens tre første ep'er og debutalbummet Nowhere var om noget toneangivende for shoegazerscenen. Lige dele sonisk støj og hypnotisk melankoli blev aftappet til et banebrydende og elektrificerende lydtapet af statiske højder. Trods moderat succes nåede Ride aldrig at bestige disse tinder igen. Bandets fjerde og sidste album Tarantula var en forkrampet affære, der udstillede manglen på gode sange.

Den kendte dj og producer Erol Alkan (Franz Ferdinand, The Chemical Brothers, Goldfrapp) er nu hentet ind som fødselshjælper, og det skaber indimellem grus i maskinrummet. De vage Charm Assault, All I Want og titlenummeret er sært fordrejede i deres klang og udstiller atter Mark Gardener og Andy Bells mangler som sangskrivere. Efterhånden som albummet skrider frem formår bandet delvis at finde formlen til de gode sange, som på Cali med de dunkende baslinjer og glidende guitarlicks og den døsige Impermanence, der med en brusende effekt minder os om, hvorfor Rides debut var så fremragende. På Weather Diaries kommer de ikke i nærheden af den bedrift. Shoegazer-heltene mangler de forløsende sange til at være interessante.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA