Posen fyldt med velovervejet smagløshed

Die Antwoord, Tinderbox, Blue Stage

Posen fyldt med velovervejet smagløshed

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Arkivfoto - billeder følger snarest muligt

Den sydafrikanske duo eller trio var både helt malplaceret og ganske perfekt til den altopslugende profil på tredje års Tinderbox. Rapperen Ninja, produceren God og den altoverskyggende magnetiske frontkvinde-rapper-sanger Yolandi Visser havde hevet de mest bombastiske tendenser med op fra Magicbox og leveres zef-vildskab fra en verden meget langt fra den, de danske bands arbejder i.

De mørke skyer kom som kaldet, da “We Have Candy”s sortkomiske lyrik flød ud til et ungt og jublende publikum. Jo tættere man var på galskaben og den rullende bas fra “Fatty Boom Boom”, jo tættere var man på den oxymoroniske zef-side, hvor dårlig smag bliver båret med stil. De to ambitiøse mc’er lå sjældent særlig godt på den heftige, men udfordrende raver-musik, men med guldtandsblottende smil, røvrysteri og adskillige hurtige besøg i den smagløse garderobe gik koncerten lige i hjertet på publikum.

Det gav rigtig meget til koncerten, at publikum kom med på skærmen, også på tidspunkter hvor Ninja ikke lige havde kastet sig ud i et stagedive med efterfølgende usikker crowdsurf. Skam-serien har uden tvivl gjort sit for, at Die Antwoord har levet længe efter den både højrøvede og åndssvage vittighed som de startede på. En joke, der stadig hyldes med de rummelige shorts, som prydes af prismet fra Dark Side of The Moon-albummet. De ejer deres egen selvironiske og iscenesættende vits og det mærkes i de små altafgørende øjeblikke, hvor Ninja, som den mere menneskelige hypeman lader til at reflektere under sin speciallavede hættetrøje til øredøvende klapsalver.

“Love Drug” var et definitivt højdepunkt, som tonede den kompromisløse attitude ned i en simpel kærlighedssang, for glidende at lade musikken overrumples af Gods tæskende produktioner, der låner fra edm, trap og hip-hop uden nogensinde at blive nogen af delene. Under koncertens sidste par sange fandt Ninja og Yolandi en lidt skarpere levering og publikum smilte tilbage med løftede arme og fødder, der hastigt forlod jorden.

“Baby’s On Fire” er eksemplet på at Die Antwoord har udviklet deres lyd i en retningen, hvor man kun kan stå tilbage og spejde i horisonten efter mening med galskaben. Da vi alle blev sprøjtet til i gul og hvid konfetti var det ganske svært at finde sin fornuft bag den hidsige krybdyrhjernes id. Alle os inden for et rimelig omrids af koncerten var trådt ind i den bizarre og vulgære sydafrikanske mainstream-modkultur. Livet var som et videospil, for en kort stund.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA