Jackpot fra Las Vegas

The Killers, Tinderbox, Red Stage

Jackpot fra Las Vegas

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er otte år siden, Las Vegas-gruppen The Killers sidst spillede i Danmark – på Skive Festival – så de er længe ventet på Tinderbox. Også selvom de ikke har haft så mange hits siden dengang, med kun et album ude, et på vej og derudover to soloplader med forsanger Brandon Flowers. Og gruppen lægger nærmest ud, hvor de slap dengang, med det store 2008-hit ”Human”. Så er festen i gang, folk synger med, og med et velspillende orkester og et imponerende storskærmsshow med bankende hjerter har bandet lagt fra land i fin stil.

Brandon Flowers er stilig med jakkesæt og anderumpefrisure, og hans fyldige stemme, der sine steder når højt op, ligger solidt i lydbilledet. Manden er den fødte showman og dirigerer fællessang, når han ikke spiller på sit keyboard bag det store, lysende ”K”, som matcher med det, man kan se på storskærmen, selvom lead-guitarist Dave Keuning også får en del tid i spotlighten.

Et par knap så store hits – men heller ikke ligefrem det modsatte – følger, inden ”Smile Like You Mean It” fra 2004-debuten”Hot Fuss” følger. Det karakteristiske keyboardtema i omkvædet drukner desværre lidt i mikset, men ellers har gruppen styr på deres virkemidler. Det gælder også i det nye nummer, ”The Man”, der netop er udgivet som single. Nummeret viser også live orkesteret fra en usædvanlig funky side, tilsat kor fra tre soulsangerinder, men samtidig lægger Brandon Flowers sig i sin smådesperate frasering ganske tæt op ad Arcade Fires Win Butler – især på den indspillede version. Det er dog tilgiveligt, og The Killers har aldrig holdt sig tilbage fra at lade sig inspirere hørbart af andre. På debutalbummet var det især af britisk 80’er-post-punk og new romantics-pop som Joy Division og Duran Duran, på toeren ”Sam’s Town” var det amerikansk stadionrock som Bruce Springsteen, og nu gælder den så åbenbart de canadiske indierockere.

Apropos Joy Division får vi senere Killers’ rimelige fortolkning af ”Shadowplay”, nu med laserlys ud over publikum. Inden da har Brandon Flowers alene ved klaveret givet storhittet ”When You Were Young” i en kort version, som giver forventninger om, at vi senere får den med fuldt band. Og det får vi også, ikke overraskende, men inden da har The Killers blandt andet serveret den afdæmpede musikalske mininovelle ”A Dustland Fairytale” med animerede westernfigurer på storskærmen, ”Jenny Was a Friend of Mine” med Flowers på pumpende el-bas og ”Runaways”. En nyere sang, som også lægger sig lige bag Springsteens turbus på highwayen, uden at det gør det store, når nummeret nu er så fængende og bliver fremført så intenst. Soulkoret dukker op flere gange undervejs i sættet og gør det glimrende.

”When You Were Young” kommer som sagt med fuldt orkester og mere fællessang, inden The Killers slutter med gennembrudshittet ”Mr. Brightside” og slutter halvanden time med højdepunkt på højdepunkt. Hele seks af numrene stammer fra debutalbummet ”Hot Fuss” – hvis man medregner bonussangen ”Glamorous Indie Rock & Roll”. Og det kan godt være, at gruppens senere albums ikke er helt så veloplagte som debuten, hvis man hører dem i deres helhed, men orkestret har alligevel godbidder nok til, at The Killers kan pakke et træfsikkert sæt med numre fra alle årene. Aftenens nye sang fra det kommende femte album understreger samtidig, at kreativiteten er intakt hos gruppen, også selvom den låner lidt her og her. Lad der nu ikke gå otte år, inden vi ses igen!

 

Sætliste:

Human

Spaceman

Somebody Told Me

The Way it Was

Smile Like You Mean It

The Man

When You Were Young (kort klaverversion)

Bling (Confessions of a King)

Shadowplay

Jenny Was a Friend of Mine

Glamourous Indie Rock & Roll

For Reasons Unknown

A Dustland Fairytale

Read My Mind

Runaways

All These Things That I've Done

Ekstra:

Shot at the Night

When You Were Young

Mr. Brightside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA