Vital rockvækning

Jimmy Eat World, Tinderbox, Red Stage

Vital rockvækning

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto, billeder fra koncerten er på vej

Tinderbox er en festival, som favner vidt på mange måder og rummer en del kontraster. På vej ind til festivalpladsen ser jeg en mor og en datter af anden etnisk herkomst end dansk, som samler pant i en pose med et logo for Dansk Folkeparti, og fredag begynder musikalsk med Arizona-gruppen Jimmy Eat World. En gruppe, som spiller rock, eller rettere emo eller pop-punk. Et udtryk, som havde sin storhedstid for 10 år siden med navne som My Chemical Romance, Panic at the Disco og Green Days comeback. I forhold til disse, især først- og sidstnævnte, har Jimmy Eat World ikke haft helt så stor kommerciel succes i Danmark, hvor de ikke har spillet siden 2008, og – også grundet det tidlige tidspunkt – der er kun mødt få hundrede personer frem, da gruppen går på scenen 14.05. De får til gengæld en solid koncert fra et orkester, der på intet tidspunkt lader sig mærke med det sparsomme fremmøde.

Jimmy Eat World lægger ud i højt tempo med ”Bleed American” fra 2001-albummet af samme navn. Sanger og lead-guitarist Jim Adkins er veloplagt og velsyngende i front, hvor hans ret lyse stemme ligger klart i det velafbalancerede lydbillede, hvor hele tre guitarer i det fem mand store band – den ene er en ekstramusiker på skiftevis guitar og keyboard – sørger for en solid bund. Sangen handler om at bedøve sig selv mentalt med tv, medicin og alkohol og er som sådan en arketypisk emo-tekst om livslede, selvom den ironisk nok bliver fremført med en opløftende, iørefaldende melodi, og en del blandt publikum synger med af fuld hals. ”A Praise Chorus” har en mere optimistisk ”gør noget ved dit liv”-tekst til en tilsvarende energisk sang, inden ”Sure and Certain” fra bandets seneste album, sidste års ”Integrity Blues”, viser dem fra lidt en mere afdæmpet side.

Ellers kører bandet i femte gear i store dele af koncerten, hvor Jim Adkins også sørger for korte, velspillede guitarsoloer i de melodiske sange, om end de gasser ned i ”Pass the Baby”, som dog skifter markant karakter mod slutningen, hvor den udvikler sig til en mindre rockeksplosion. Rytmeguitarist Tom Linton synger leadvokal på ”Blister” og står i øvrigt for solidt korarbejde under hele koncerten sammen med bassist Rick Burch.

Senere får vi det helt stille, vuggende ”Hear You Me” med akustisk guitar og fællessang fra adskillige koncertgængere, heriblandt nogle, som må have været børn, da sangen udkom i 2001. ”Vi har brug for noget mere røg til denne her,” siger Jim Adkins og fortsætter, da røg derpå vælter ind på scenen: ”Det var en joke”. Ellers er Adkins fåmælt mellem sangene, men han virker til at være i godt humør, og han har ingen problemer med at få publikum til at klappe og synge med.

Bandet slutter med endnu en optimistisk og højenergisk sag, 2001-hittet ”The Middle” og takker publikum med noget, der virker som oprigtig glæde. Rick Burch kaster sin bas over til roadien, der heldigvis griber den, og hermed slutter Jimmy Eat World med en vaskeægte god rock’n’roll-kliché.

Jeg tillader mig at antage, at Jimmy Eat World, med deres relativt sparsomme kommercielle succes i Europa i de senere år, har været en forholdsvis billig booking for Tinderbox. Det var en god investering.

 

Sætliste:

Bleed American

A Praise Chorus

Sure and Certain

Big Casino

I Will Steal You Back

Let it Happen

Pass the Baby

Pain

Futures

Blister

Work

Hear You Me

Always Be

Get Right

The Authority Song

Sweetness

The Middle

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA