Britiske synth-veteraner viste klassen

Pet Shop Boys, Tinderbox, Blue Stage

Britiske synth-veteraner viste klassen

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Pet Shop Boys har ved flere lejligheder, også på dansk grund, demonstreret, at de godt kan spille et festivalpublikum op, så man kunne godt på forhånd mene, at den legendariske engelske synth-duo om noget var et sikkert es for Tinderbox; nogle ville måske endda mene lidt for sikkert, og jo, det kan der velsagtens være noget om, men omvendt: en festival af Tinderbox' størrelse skal jo altså have nogle topnavne, der virkelig kan sælge billetter, og set i det lys er Pet Shop Boys måske nok et relativt sikkert valg, men også et fint valg, netop fordi gruppen har lidt en særposition i moderne musikhistorie som den faktisk ikke deler med så forfærdelig mange andre.
 
Pet Shop Boys er nemlig utvivlsomt folkelige og med et imponerende katalog af hits-du-kender i bagagen, og samtidig er Pet Shop Boys intelligent og veleksekveret popmusik. Det er fire-til-gulvet, nu endda til tider spædet op med lidt edm her og der – man må jo følge med – men det er også tekster med bid, humor og samfundskritik og velskrevne melodier, der ofte parrer det oplagt iørefaldende med noget længselsfuldt melankolsk – det hele pakket ind i superflot lydproduktion og funklende laserlys.

Pet Shop Boys stillede op i samme formation som sidst de gæstede Danmark i december sidste år, Operaen, København, naturligvis med d'herrer Tennant og Lowe på vokal og synthesizere samt med yderligere forstærkning i form af Afrika Green, Christina Hizon og Simon Tellier på elektronisk percussion, synthesizere, violin og vokaler. Og heldigvis, fristes jeg til at sige, for de tre ekstra livemusikere gjorde det nok engang godt og betød at langt flere dele af Pet Shop Boys' musik kunne spilles live, i fin balance med backing tracks. Det betød naturligvis, at ikke alle niveauer og synth-riffs var 100 procent perfekte hver gang, om end vi kom tæt på, men det betød samtidig at Pet Shop Boys fremstod som et velspillende band, akkurat som i Operaen sidste år, og det klæder dem virkelig godt. Og læg så hertil et lasershow, som ville imponere Luke Skywalker.

Visuelt blær
Visuelt var der bestemt noget over-the-top over Pet Shop Boys' show – som altid. Sådan er deres udtryk og det er en del af charmen. Og typisk for de engelske dyrehandlere, så er der nok tale om visuelt gejl, men gejl med omtanke; de hidsige laserformationer sender nik i retning af ravekulturen, som Pet Shop Boys alle dage har haft parløb med på samme måde som de Tron-agtige hjelm-masker i brug flere gange undervejs signalerer science fiction-romantisk æstetik, dog med bevidst fascistiske undertoner på den glimrende "The Dictator Decides", der med sin dystert humoristiske tekst og sit teatralske synthesizerarrangement kan minde lidt om slovenske Laibach.

Lidt kostumeskifte blev det også til undvejs, men ingen dansere. Dansen, fristes man til at sige, tog laserstrålerne sig af, i alle farvekombinationer og symmetriske former, nåja laserstrålerne og så publikum, selvsagt. Hvor gruppens koncert i Operaen sidste år på den ene side utvivlsomt fandt sted i flotte omgivelser, så blev den måske lidt hæmmet af siddepladserne, hvilket naturligvis ikke var tilfældet her, hvorfor publikum da også dansede mere og mere med efterhånden som koncerten skred frem.
 
Fællessang og klap blev det også til, ja Neil Tennant kundgjorde ligefrem at han næsten kunne føle sig fristet til at stagedive. Næsten, altså. For det er jo sådan, at nok er Tennant popstjerne, men han er også distingveret engelsk gentleman, og det gør, at han faktisk stadig, efter alle disse år, godt kan se lidt charmerende kejtet ud på en scene, når han klapper er det mest i hoftehøjde og når publikum skal synge omkvæd, ja så i stemmer Tennant typisk kort efter. Og tak for det – det betyder nemlig at lige meget hvor løssluppen stemningen ellers måtte blive – og det bliver den jo med udødelige hits som "It's A Sin", "Go West" og "Always On My Mind" – så forfalder Tennant aldrig til stadionrockens værste sortiment af skål-i-skuret-derude-klichéer. 
 
God lyd
Til festivalkoncerter har man typisk ikke de samme lydmæssige forventninger som til koncerter på egentlige spillesteder; festivaler skal afvikle en masse forskellige navne, og det levner som oftest ikke megen tid til sådan noget som lydprøver. Men dette til trods havde Pet Shop Boys næsten lige så god lyd, som de havde, da de optrådte i Operaen sidste år, og det betyder en del for musik som denne, hvor lyd- og produktionsmæssige detaljer er væsentlige og hvor melodier, temaer er af afgørende betydning, så her vinder man nok en stjerne ekstra.

Jeg lander på seks af dem, stjernerne, og hvorfor så det? Ud over den gode lyd, så gjorde musikerne det alle godt og Neil Tennant sang også fornemt. Visuelt var showet flot og overdådigt, og især laserstrålerne kom rigtigt til deres ret, efterhånden som mørket faldt mere og mere på. Men sidst og absolut ikke mindst – Pet Shop Boys stiller altså med fremragende materiale; flere numre tilmed kreativt rearrangerede. Jo, man kan godt sige at Tinderbox har valgt det sikre med et navn som Pet Shop Boys, men samtidig må man så også bare sige, at gruppen rent faktisk leverede, og det kræver jo dog også sit, når forventningerne er så høje.
 
Og så er Pet Shop Boys samtidig en lektion i popmusik; sammenligner man f. eks. gruppens særdeles slidstærke elektroniske pop med den man det meste af Tinderbox igennem fandt repræsenteret på Magicbox-scenen, så var der jo netop klasser til forskel. Forskellen består i at Pet Shop Boys kan stå som hovednavn også i 2017 og leve op til egen legendestatus, og det kan de på grund af den gode lyd, på grund af det flotte lasershow, men først og fremmest fordi de har skrevet sange, der er gode nok til at holde i alle disse år.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA