Hyldest til den gamle skole

MONTI, Roskilde Festival, Countdown

Hyldest til den gamle skole

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Dansk hiphop på engelsk er ikke noget, man hører om så ofte. Faktisk er Felix De Luca og Noah Carter umiddelbart de eneste, der ringer en klokke. Og selvom associationerne endnu ikke er så store, er der MONTI. Det seks mand store band fra Aarhus, der tager sit navn fra gruppens rimsmed, Sebastian Monti. I bund og grund virker MONTI som et soloprojekt, men på scenen tillægges der en ekstra tyngde, som er hjulpet på vej af det resterende band. Det er hiphop med kærlighed til de gamle rødder, tillagt en frisk energi, der udfolder sig på Roskilde Festivals Countdown-scene.

Imens den tunge bas flyder ud over scenen, og trommerne sætter i gang, hopper frontmand Sebastian Monti ud på i scenen. Det er aggressivt og energisk, og øjeblikkeligt omfavnende, og som ”Whirlwind” udfolder sig, får publikum den sen-eftermiddagsfest, de har ventet på siden i morges. Sebastian Montis overbevisende flow og nonchalant engelsksprogede rim falder i god jord, og det soul-prægede lydbillede fungerer som en oplagt kontrast til de aggressioner, der formidles på scenen. Det er retrospektivt, og med en tydelig kærlighed til 70’erne og 80’ernes urban-musikkultur.

Hele MONTI tripper tydeligvis totalt over at stå foran et stærkt beruset campingområde på Roskilde Festival, og det er vel ondt, for det er i høj grad et band, der fortjener at stå netop der, trods bandets forholdsvis korte levetid. Under ”Oh My Jesus” tages der et skridt tilbage til 90’ernes westcoast-rap, som under ”Mighty Fine” udveksles med en mere rocket lyd, der forener det publikum, hvis Spotify-playlister er udgjort af musikkens hårdere genrer.

I lige så høj grad som sættet er eksperimenterende og varieret, forsøges der også med ting, der umiddelbart falder udenfor forventningerne. Under ”She’s Not Fine” stikker kammersjukken The Chairman ind på scenen og forsøger sig på AutoTune. Den forfærdelige tendens i populærmusikkens er tydeligvis kommet for at blive, hvilket får mig til at ærgre mig en smule over musikkens stigende digitalisering. Det introverte og lavtempo nummer forekommer desuden lidt for intetsigende, men da MONTI derefter sætter gang i ”Let It Flow”, er der igen gang i lydsystemet.

Da jeg første gang oplevede MONTI sidste år under Uhørt Festival, var jeg ikke i tvivl om, at projektet var værd at holde øje med. Jeg har tydeligvis haft ret i mine forudsigelser, og heldigvis for det, for den nonchalante attitude tilsat en ordentlig omgang ydmyghed fortjener at blive båret mod toppen. Roskilde Festival er en kæmpe skridt på vejen, og MONTI omfavnede det fremragende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA