Flået fra hinanden og fortæret

Baest, Roskilde Festival, Rising

Flået fra hinanden og fortæret

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Jeg var ikke overrasket, da jeg hørte, at Baest var blevet booket til Roskilde Festival. Og så alligevel, for umiddelbart er det svært at forestille sig, hvorvidt god gammeldags dødsmetal skulle få tag om Roskilde-publikummet. Men det kan det, og det gjorde det. Få dage forinden splittede Baest metalhovederne på Copenhell i to, og i aftes var det nået til Roskilde Festival, hvor Escobar-klientellet, andre heavyhoveder og dem med guilty pleasures, var mødt op for at blive tæsket igennem dødsmaskinen.

Baest indtog scenen, som var det deres egen – og på den måde menes der, som når det kun er de mest trofaste venner, der kigger på. For forsanger Simon Olsen er i sin lædervest præcis, som en frontmand skal være. Omfavnende og ondskabsfuld. Under ”Goat” viser Simon Olsen, hvad han kan, og er man opmærksom på, at han også råber ad folk i Livløs, ved man også, at han kan en ting eller to med sine lunger. Imens står de to guitarister, Lasse Revsbech og Svend Karlsson og svinger nakkerne i takt, imens bassist Mattias ”Muddi” Melchiorsen følger med. Og med et backdrop, der er vokset betydeligt, siden jeg sidste år oplevede dem på Stengade, sidder den visuelle del af koncerten lige i skabet.

Den melodiske svenskerdød har godt fat om publikum, der lader circle-pittet vokse, imens Baest leverer en optræden, som gælder det livet. Baest har længe opbygget koncerterne på Copenhell og Roskilde Festival, og det er imponerende at se, hvordan de alligevel giver den lidt mere under ”Bones”, hvor den klassiske død mødes med thrashede guitarriffs. På mange måder skulle man tro, at Baest har opbygget en hype omkring sig. Det har de måske også, men personligt troede jeg ikke, den var nået meget længere en metalmiljøet. Men publikum foran Rising er der udelukkende til ære for Baest. I det mindste virker det sådan, når ”Wormlord” banker sig fast i publikums kroppe. Simon Olsen er lige så meget scenens joker og fortæller, hvordan ”Atra Mors” har så store nosser, at selv de har svært ved at følge med, hvorefter T-shirten ryger sig en tur. Under ”Marks of the Undead” serveres en skæring a la 90’ernes Opeth eller Bloodbath, imens publikums eufori stiger. Energien på scenen er stødt stigende, og da Simon Olsen under ”Marie (Magdalene)” opfordrer til en god gammeldags wall of death går den hele vejen ned til lydteltet.

Baest var blevet kategoriseret som en højrisikokoncert. Den slags, hvor der er flest mennesker, der kommer til skade. Publikum hamrer mod hinanden under koncertens afslutning, og kropsdele flyver i (næsten) bogstavelig forstand, så samaritterne må tilkaldes. Baest flår publikum fra hinanden – i nærmest bogstavelig forstand, og får altså levet op til forventninger om, at de er det helt nye skud på den danske metalscene, der stensikkert vil nå forbandet langt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA