En halvlunken hit-affære

Bryan Adams, Nibe Festival, Store Scene

En halvlunken hit-affære

Anmeldt af Brett Tootle | GAFFA

For nu mere end tre årtier siden udgav Bryan Adams sit debutalbum af samme navn. Gennem 80'erne - og særligt efter '83 - brød den canadiske sangskriver igennem med de to albums "Cuts Like a Knife" og "Reckless", hvor kæmpehits som "Summer of 69", "Straight From The Heart" og "Heaven" kunne tælles.

Altså er Nibe Festival denne halvlune aften inviteret til en lille hitparade i Skalskoven. Som Adams også selv indikerer, er han en glædelig hyppig gæst i det danske. Vi starter da også fornuftigt ud med "Do What Ya Gotta Do", som præsenterer den blandede skare af publikum for en drivende rock-formel, der i høj grad præger aftenens sæt. Det er let at rocke med på, men det er også ret så forudsigeligt. På "Run to You" er der ikke meget ny inspiration at hente, men det særdeles tilgængelige omkvæd løfter lidt op i danseskoene.

Oppe fra scenen bliver vi heller ikke præsenteret for så meget nyt i kæmpehittet "Heaven", der desværre bliver leveret i en noget trist version. Selvom der synges med i stort set alle kroge, fornemmer man alligevel en snert af forundring blandt publikum. Adams og co. burde absolut kunne levere et så stort nummer bedre. Herefter får guitarist Keith Scott dog rusket os lidt op med en ordentlig bunke guitarsoli, der virker en tand mere inspirerede.

Hovedpersonen selv synes i pænt humør, men vi udsættes lige lovligt ofte for de samme små-speaks, hvor det i længden virker som om, at sangeren ikke helt selv ved, hvad han skal sige. Selvsamme er desværre lidt symptomatisk for de rockede numre, der endnu ryger i den samme formel gang på gang. På "Somebody", "Cuts Like a Knife" og "18 til I Die" trækker bandet uden undtagelse guitarsolo-kortet lidt over halvvejs. Vi er på ingen måder vidner til et orkester, der ikke spiller godt eller ikke prøver at levere, men når de flotte billeder på stormskærmen næsten er mere overraskende end musikken, så siger det lidt.

Kredit skal der alligevel gives til Adams selv, hvis stemme endnu kan i det høje leje. Noget, man ellers kunne frygte for ikke var tilfældet med den karakteristiske hæse klang, frontmanden besidder. Hertil skal nævnes, at publikumsønsket "Please Forgive Me" leveres med præcis den vokale nerve, som "Heaven" manglede. Også "Summer of 69" bliver skudt afsted i en pæn udgave – med masser af fællessang til følge.

Alt i alt er vi dog beskuere til en halvlunken hit-affære. Lidt ligesom en engang god ret, der bare er blevet genopvarmet lidt for mange gange.

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA