Inderlige lydflader med en betagende stemme

Future Islands, Roskilde Festival, Arena

Inderlige lydflader med en betagende stemme

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Jeg skal være ærligt at indrømme, at jeg hidtil ikke har oplevet Future Islands før. Under Roskilde Festival i 2014 var jeg endnu ikke helt blevet overbevist af hypen, og senest på Jazzhouse i foråret måtte jeg overlade tiden til Skunk Anansie. Men jeg har glædet mig til Roskilde Festival, og muligheden for endelig at opleve Future Islands på en scene, der er større end nogen anden, bandet fra Baltimore hidtil har optrådt på i Danmark. Teltet er tætpakket længe inden koncertstart, og det var på ingen måder overraskende. Jeg er løbet afsted fra P6 Beats sendevogn til tonerne af Future Islands' seneste hitsingle ”Ran” fra bandets seneste album The Far Field, for at være stensikker på at nå hvert et øjeblik af koncerten. Ingen flaskehalse til mig.

Den efterhånden ikoniske frontmand Samuel Herring har i dagens anledning anlagt sig et skæg, og som et kryds mellem Lemmy og Michael Carøe snor han sig omkring på scenen. Arena er som udgangspunkt en alt for stor scene til Baltimore-kvintetten, men Future Islands formår at fylde den godt ud. Under ”Ran” danser Herring allerede rundt fra den ene ende af scenen til den anden, og de kiksede dad-moves falder i god jord. Her er en mand, der ikke lader sig begrænse af noget som helst og formår at tryllebinde publikum med sine enorme karisma og imponerende vokalvariation. Future Islands er et band, der skal opleves live, for her tillægges der en tyngde, som ellers ikke fremstår så tydeligt på deres studieindspilninger.

Samuel Herring er i fuld kontakt som frontmand i et ellers anonymt band under ”A Dream of You and Me” fra gennembruddet Singles. Han synger direkte til publikum, og det er som om, at hver enkelt har modtaget en privat invitation til musikkens hjertesorger. Det er tydeligt Herrings vokal, der bærer musikken, men selvom bandet måske fremstår en smule anonymt, bliver det aldrig kedeligt. De kraut-rockede lydflader sender tankerne afsted mod New Order, Neu! og Joy Division, når de ikke momentvis lander på de industrielle rytmer fra Nine Inch Nails. Det er i sig selv imponerende at kunne formidle et så bredt lydbillede.

Samuel Herring er badet i sved og veksler mellem sin bløde soul-stemme under ”Beauty of the Road”, der afløses af tørre growls under ”Spirit”, som er af en så overbevisende intensitet, at han kunne lægge vokal til Cannibal Corpse. Her forenes Roskilde Festivals metalpublikum med dem, der er kommet for at danse, og det er på alle måder underholdende, når Herring byder op til dans under ”Walking Through That Door” fra albummet In Evening Air.

Det umiddelbart skrabede lydbillede, der kun består af synths, energiske trommer og post-punkede basgange, lider ikke under den manglende guitar. Det gøres mere stramt og af den grund fængende. Future Islands formår at bevare et kun voksende fokus fra publikum, der undervejs kulminerer under ”Seasons (Waiting on You)” fra Singles. Selvom det er tydeligt, at mange er mødt op med en særlig forhåbning om at høre netop det nummer, bliver det alligevel ikke ligesom, når Oasis spiller ”Wonderwall”. Nummeret besidder stadig den inderlighed, vi her i Danmark først oplevede under The Late Show med David Letterman, og der kvitteres med en gengældt og velfortjent entusiasme.

Future Islands ført an af Samuel Herring, fortæller, at de noget så gerne ville være blevet resten af festivalen igennem, så de kan danse med til Nas. Desværre skal de videre til Belgien, og når det kommer til det næste besøg fra Baltimore-kvintetten, er jeg nok ikke den eneste, der glæder sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA