Fredsduen lettede over hjertegribende jubilæumskoncert

Savage Rose, Roskilde Festival, Orange

Fredsduen lettede over hjertegribende jubilæumskoncert

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er i år 50 år siden, Savage Rose blev dannet. I den anledning er de taget på en turné, der begyndte i januar på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor de i 1972 fejrede triumfer med musikken til Flemming Flindts ballet ”Dødens Triumf”. Turen fortsætter året ud med et markant stop på Roskilde Festivals Orange Scene – en festival, som de første gang optrådte på i 1974 og siden igen i 1991 og 2002. I grunden ikke så mange gange, når man tænker på, at orkestret har været konstant turnerende siden starten.

Siden tangentspiller og komponist Thomas Koppels alt for tidlige død i 2006 har Annisette været eneste oprindelige medlem af gruppen, men hun har siden kapelmesterens bortgang videreført orkestret med en stribe fremragende musikere, som alle kunne være hendes børn, og den ene, korsanger Naja Rosa, også er det.

Konferencier Per Vers præsenterer bandet med et citat af Tupac Shakur om en rose, der bryder igennem betonen, hvilket må siges at være yderst velvalgt. Savage Rose med Annisette i hvid kjole lægger ud med den afdæmpede ”Romano Song”, som indtil i år sjældent er blevet spillet, og som Annisette, uden resten af bandet, lavede med elektronikaduoen Lulu Rouge i 2013. Et bevis på, at hun stadig er klar til at lade sig inspirere af meget yngre musikere. Stemmen er stor, smuk, udtryksfuld og hæs på den kraftfulde måde, og bandet spiller som sædvanlig fremragende.

Det bliver endnu bedre, da klassikeren ”You’ll Know in the Morning” følger, og en trompetist og en tenorsaxofonist slutter sig til tangentspiller og trombonist Frank Hasselstrøm som en effektiv udvidelse af Savage Roses sædvanlige syvmands lineup, der også tæller den hyperaktive og virtuose organist og keyboardspiller Palle Hjorth, guitarist Rune Kjeldsen, bassist Jacob Haubjerg, trommeslager Anders Holm og korsangerne Amina Carsce Nissen og førnævnte Naja Rosa.

Blæsersektionen fortsætter på den reggaepåvirkede ”The Joker”, og Rune Kjeldsen spiller en heftig slideguitarsolo på en anden klassiker, ”Wild Child”, hvor Palle Hjorth også brillerer på sumpet orgel. Den nye sang ”Homeless” fra gruppens snarligt kommende 25. studiealbum er en flot ballade, hvor koret træder i karakter, som de i øvrigt gør mange gange i løbet af koncerten. ”A Girl I Knew” er aftenens ældste sang, helt tilbage fra det selvbetitlede debutalbum fra 1968 og bliver fulgt af endnu en nyt stærkt nummer, ”Woman”, igen med fyldige blæsere.

Titelnummeret fra det store 90’er-comebackalbum ”Black Angel” bliver heldigvis spillet i uptempo-versionen og ikke den interessante, men ikke helt så vellykkede balladeudgave på 2014-albummet ”Roots of the Wasteland”. Den instrumentale klassiker ”Byen vågner” fra "Dødens triumf" viser begge klaviaturspillere på alle tangenter og Anders Holm skinne på trommer og slagtøj, mens Annisette giver endnu en vokal kraftpræstation i den gospelpåvirkede ”Happy Day Angel”, og bandet viser sig fra deres mest bluesrockede side i ”The Storm”. ”Screams of Captured Birds” fra ”Wild Child”-albummet fra 1973 er ikke blevet spillet så meget i de senere år, og det er et skønt genhør med den stærke antikrigs- og frihedssang.

Endnu to klassikere, ”The Messenger Speaks” og ”What Do You Do Now?, inden Annisette nærmer sig en afslutning med en opfordring til fælleskram og en bøn om kærlighed og frihed for alle ude i verden. Det virker, og store dele af det ganske talstærke publikum knuger hinanden. Så sender Annisette en fredsdue ud over publikum, og ville den gestus have virket hul og klichépræget hos mange andre, tror man på den, når den kommer fra Annisette, der alle dage har talt og sunget for fred og global forståelse. Det er decideret rørende.

Med en gæst på mundharpe bliver den rockende ”Freedom to Love” en intens afslutning på en fremragende koncert. Annisettte råber i flere minutter herefter ”What do we want?” ”love”, ”freedom” i call-repsonse-kor sammen med publikum, hvilket er stærkt, selvom det er lidt komisk, at publikum ikke helt kan finde ud af, om de skal synge ”love” eller ”freedom”.

Vi får også et ekstranummer i form af en helt nedbarberet version af Charlie Chaplins klassiker ”Smile”, og så er en hjertegribende jubilæumskoncert slut. Man kunne have ønsket sig et par af Savage Roses ganske udmærkede dansksprogede sange fra 70’erne og 80’erne, nu, de fejrer et rundt tal, men ellers var det aldeles fremragende. Jeg tager gerne 50 år mere.

 

Sætliste:

Romano Song

You’ll Know in the Morning

The Joker

Wild Child

Homeless

A Girl I Knew

Woman

Black Angel

Byen vågner

Happy Day Angel

The Storm

Screams of Captured Birds

The Messenger Speaks

What Do You Do Now?

Freedom to Love

Ekstra:

Smile

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA