I godt og intenst selskab med Lorenzo Woodrose

Lorenzo Woodrose, Roskilde Festival, Gloria

I godt og intenst selskab med Lorenzo Woodrose

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Det er meget svært ikke at holde af den store skæggede bamse Lorenzo Woodrose, som bl.a. synger nogle af verdens mest out datede sange – i hvert fald i Danmark – kun akkompagneret af hans 12-strengede guitar og helt vild brug af ekko. Han slap forbløffende godt fra det hele oppe fra en Gloria-scene med publikumspladserne fyldt til bristepunktet.

Jeg bed især mærke i Røde Mors ”Lil' Johnnys mund (er fuld af bloooood)” fra 1970 og ”Sang om Merværdi” skrevet af Jesper Jensen og fremført af Benny Holst i 1971 (!) – selvfølgelig på Demos.

Hør lige:

”Jeg står op om mor’nen/og går hen på mit job/og jeg laver noget/og jeg får min løn./Men det jeg laver/ er mere værd/end det jeg får./Hvordan sku nogen men'sker ellers blive rige uden at lave no'et?”

Mine damer og herrer:

Mage til støvet verdensopfattelse her i 2017 skal man nok lede længe efter (med mindre man tilhører en lille klike af uddøende, faste abonnenter på Socialistisk Arbejderavis). Og spørg lige en selvstændig tømrermester med et par svende, hvor mange timer han arbejder om ugen. 

Nå, hvorfor virker det alligevel?

Jo, Lorenzo Woodrose har en naivistisk og helt uimodståelig humanistisk, skæv (og syret) indgang til hele verden. En verden, man gerne vil være en del af, når man træder ind.

Som når han fortæller om tilblivelsen af en sang i 10 kilometers højde – også i overført betydning. Og han har helt klart noget på hjerte, når han i sangen ”Dansker” spidder ”verdens lykkeligste folk” som en hob, der er forbrugsslaver, og ikke ænser verdens dårskab udenfor.

Også i "Jorden Kalder" fucker han rundt med publikums sind i syrede sprogblomster med euforiserende virkning. 

Uffe Lorenzen aka Lorenzo Woodrose er ikke som de andre – og tak for det.

Bagudskuende på mange planer, og født i et helt forkert årti 30-40 år for sent, når han sender sin kærlighed til ”min flippertøs”, som i våde drømme skal inviteres på Loppen og i Floss’ kælder i København.

Ak, ak. Det er nok ikke de mest oplagte scorereplikker blandt de høje hæle på Copenhagen Business School, eksempelvis.

Det fantastiske er, at det hele leveres med en så intens energi, at alle føler sig i godt selskab og stærkt underholdte. Det bragende bifald talte for sig selv, for Lorenzo Woodrose er blevet en institution i dansk musik.

En hel (og god) dokumentarfilm er der lavet om ham, og jeg må anbefale alle at se hans band Baby Woodrose på Avalon ved midnat lørdag. Særligt kendt er han naturligvis også for bandet Spids Nøgenhat (selvfølgelig opkaldt efter en euforiserende svamp), som pustede nyt liv i dansk, psykedelisk rock. Og i begge konstellationer har han før optrådt på Roskilde Festival, hvor publikum, der så det, næppe glemmer hippiehittet "Lolland Falster" og albummet ”Kommer med fred” (selvfølgelig, red.)

Denne formiddag blev reddet efter en kold nat af al den varme, som Lorenzo Woodrose kan mobilisere, når han tryllebinder publikum med en verden af i går, de ikke lige havde set komme. Han spiller godt, har en spændende stemme, om end en anelse monoton i de lyse toner, når der kun er en akustisk guitar med.

Når den 12-strengede til gengæld får lov at hvile i sin kasse til rockudladningerne lørdag aften med Baby Woodrose, så ved vi, der var med denne formiddag, hvorfor også Woodroses rock er så nærværende og intens. Paraderne i en hektisk og stressfyldt hverdag får lov at blive nede, når det psykedeliske lydlandskab får os alle til at se farver.

Kom glad!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA