Lorde gav en fest på Roskilde Festival, men ikke mere end det

Lorde, Roskilde Festival, Arena

Lorde gav en fest på Roskilde Festival, men ikke mere end det

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Det er fire år siden, den dengang 16-årige Lorde udgav det anmelderroste debutalbum Pure Heroine og brød igennem på den internationale musikscene med hittet ”Royals” i 2013. Den nu 20-årige newzealænder udgav den svære toer, pladen Melodrama, tidligere på måneden. Jeg kvitterede med fem stjerner, og samtidig har Lorde aldrig optrådt i Danmark før. Så alt i alt havde jeg høje forventninger, da Lorde gik på Arenascenen efter en umådeligt regnfuld dag på dette års Roskilde Festival.

Lorde åbner ballet iført hvide Adidas-sneakers, sort kjole og en selvtillid, som man ikke ofte finder hos en 20-årig, ung kvinde, hvilket er forfriskende. Lorde, der bærer det borgerlige navn Ella Maria Lani Yelich-O'Connor, lægger stærkt ud med ”Tennis Court” fra debutalbummet. Bandet er placeret bagerst i billedet, og Lorde står således alene på den store Arena-scene. Det kunne måske knække en grøn (no pun intended) musiker, men Lorde er iskold: Hun danser rundt og ejer scenen, som er vi vidne til en rockkoncert.

Men charme og selvtillid får dig ikke i mål. Og Lordes svaghed er, at hendes setup ikke matcher hendes vokale evner. Lorde er en virkelig god sangerinde, og det ville i den grad klæde hende, hvis hun gjorde brug af korsangere frem for backtracking. Det er desværre ikke tilfældet fredag aften i Roskilde. Det, sammen med det anonyme band, giver en lidt flad fornemmelse. Et højdepunkt er balladen ”Liability”, hvor Lorde sætter sig på scenekanten med publikums telefoner og lightere lysende foran sig. Så sidder hun der, en ung kvinde, der ikke lader som om, hun er mere voksen end hun er. Og det er så umådeligt befriende at opleve en 20-årig, der tør blotte sin sårbarhed. Samtidig er det nærmest rørende at se de unge kvinder blandt publikum, der synger, og føler, med. Det efterfølgende nummer, ”Supercut”, skærer igennem og lader emopiger være emo, med sin synthpop. Lorde går amok og lader sine hæmninger ligge derhjemme sammen med alt, der hedder ungpige-usikkerheder. Respekt.

Lorde slutter af med singlerne ”Perfect Places”, den ældre ”Team” og det nyeste radiohit ”Green Light”. Med lige over 60 minutters koncert lander Lorde på fire stjerner: Hendes udgivelser og hendes talent trækker op, og fredag aften på Roskilde Festival var en legitim første gang på dansk jord med en helt i orden fest, men koncerten lod alt i alt de helt episke momenter vente på sig.

Sætliste

  1. Tennis Court
  2. Magnets (Disclosure-cover)
  3. Buzzcut Season
  4. Homemade Dynamite
  5. The Louvre
  6. Ribs
  7. Sober
  8. Liability
  9. Supercut
  10. Royals
  11. Team
  12. Green Light

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA