Velsmurt afvikling af et fastlagt program

Norah Jones, Tivolis Koncertsal

Velsmurt afvikling af et fastlagt program

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Hun blev udråbt som vokaljazzens nye store navn, da hun i 2002 albumdebuterede med Come Away With Me – et album, der nok udkom på det traditionsrige jazzlabel, Verve, men genremæssigt befandt sig i grænselandet mellem vokaljazz, singer-songwriting, folk, country og pop. Siden har hun udgivet yderligere fem album, solgt mere end 50 millioner eksemplarer af disse, vundet hele ni Grammyer og inspireret en lang stribe jazzsangerinder i hele verden. Men selv om hun lørdag optrådte i København i Jazz Festivalens sidste weekend, var det ikke som del af Festivalens program. 38-årige Norah Jones, der er på en Europa-turné, passerede bare igennem København i netop den weekend.

Første gang jeg oplevede hende live var for 14-15 år siden – kort tid efter, at hun var brudt igennem lydmuren med sit debutalbum. Dengang gav hun en koncert på et mindre spillested i Paris. Og den gang fremstod hun som ung, usikker og bange for at miste kontrollen. Lørdag aften i København – 14-15 år senere – fremstod hun moden, sikker og helt i kontrol. Ikke dermed sagt, at hendes koncert gav plads til impulsive tiltag, for det gjorde den ikke. Alt var orkestreret og gennemplanlagt. Men hun udviste alligevel et større mod til at tviste de store numre, et større mod til at udnytte sine distinkte fraseringer, en større ro i det hele taget – selv om koncerten lørdag antog karakter af velsmurt afvikling af et fastlagt program. Sætlisten, set-uppet, alt var planlagt. Som tinsoldater udskiftedes besætningen fra nummer til nummer afhængigt af instrumentering – det ene øjeblik trompet, det næste pedal steel-guitar. Det ene øjeblik spillede Norah Jones selv klaver, det næste guitar. Showet blev i den forstand forløst som efter en vel orkestreret plan. Uden overraskelser, uden åbenlyse fejl.

Hun lagde – som på flere tidligere stop på sin europæiske turné – ud med en velturneret version af I’ve Got To See You Again fra debutalbummet og fortsatte over i et miks af numre fra størstedelen af bagkataloget – numre som Don’t Be Denied, Those Sweet Words, Day Breaks, Chasing Pirates og Nightingale. Enkelte numre havde hun meget befriende ”klædt ud” som langsomme stomps, andre forblev velsmurte jazz-folk-popballader. Og teknisk var der ikke noget at komme efter: Både Norah Jones og hendes sidemen var på højde med materialet. De var teknisk dygtige, lyden var god, lyset var godt. Og alligevel – eller måske netop fordi alt var så veltilrettelagt og formfuldendt og kontrolleret og ufarligt – forblev koncertens helhedsindtryk lidt ferskt. Og dét indtryk blev bare understreget af den afmålte kommunikation med publikum. Vel fungerede det fint med de to ekstranumre – sunget og spillet akustisk i et fortættet set-up midt på scenen, men der blev ikke engang levnet tid til at modtage folkets hyldest, tid til at bukke, tid til andet end at vinke på vejen ud. I den forstand virkede hun afmålt – uanset om dette skyldtes generthed, eller at tour-bussen hurtigt skulle videre til næste stop. Generøst var det ikke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA