Kærlighed, blues, druk – og nærvær

Madeleine Peyroux, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Kærlighed, blues, druk – og nærvær

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto, billeder fra koncerten er på vej

Den amerikanske sangerinde, fortolker og lejlighedsvise sangskriver Madeleine Peyroux er et af hovednavnene på Aarhus Jazz Festival, hvor hun næsten kan fylde Store Sal i Musikhuset, og hun er da også en sjælden gæst i Danmark. Med sig har kvinden, der udgav sit debutalbum i 1996, herefter levede som gademusiker i Paris i syv år og har syv studiealbum på bagen, sin faste trio alias Jon Herington på el-guitar og Barak Mori på kontrabas.

De tre indtager punktligt scenen klokken 20 med Peyroux siddende bag en akustisk guitar og lægger ud med ”Getting Some (Fun Out of Life)”. En sang, der blandt andet er blevet sunget af Billie Holiday, som Peyroux ofte er blevet sammenlignet med. Og nu bliver hun det igen, for der er klare fællestræk mellem deres stemmer, som begge er såvel rå som sødmefulde, ret dybe og ikke særlig store i registermæssig forstand, men til gengæld evner at betone de små nuancer og falde ind de helt rigtige steder.

Modsat Holiday, som levede et liv i frit fald med diverse misbrugsproblemer, synes Peyroux at være i fuld kontrol, som hun sidder der på scenen, skifter mellem den akustiske guitar, en guitarlele og at synge uden instrument, og fyrer små anekdoter og jokes af mellem sangene. Og i øvrigt er i total samklang med sine to fremragende musikere, hvor begge får plads til at spille adskillige soloer, især guitarist Jon Herington, som har en elegant solo i næsten hver sang. De to falder i udvalgte sange også ind med flotte korstemmer.

Blues-standarden ”Worried Life Blues” præsenteres på finurlig vis som et telefonopkald til Peyroux’ byfælle, der indtil for nylig boede i sit eget tårn, inden han flyttede ind i Det Ovale Værelse. Herefter følger Tom Waits’ ”Tango ’til They’re Sore” med lange, dramatiske strøg på bassen og Randy Newmans ”Guilty”, der præsenteres på følgende vis: ”Alle de sange, jeg synger, er enten kærlighedssange, bluesnumre eller drikkesange – denne her er alle tre”. I denne sang når Peyroux ned i et dybt register, hvor hendes stemme lyder som en knirkende dør – det er en kompliment.

”Our Lady of Pigalle” er en af aftenens få delvist hjemmegjorte sange, der viser, at Madeleine Peyroux selv er en solid sangskriver, og den vemodige ballade sendes af sted med smukt fingerspillet guitarlele og slide-guitar.

En anden standard, ”I Ain’t got Nobody”, har fået en tekstmæssig opdatering med den for mange amerikanere desværre højaktuelle linje ”I ain’t got no healthcare” og noget med Facebook-venner, og sådan fortsætter Peyroux med sine helt egne udlægninger af kendte og mindre kendte sange. Beatles’ ”Getting Better” præsenteres som ”den eneste glade sang, jeg kan – jeg arbejder på at kunne flere, det er et nytårsfortsæt”, som får folk til at klappe i takt. Vi får også lidt franske ord i form af Joséphine Bakers ”J’ai deux amours” og portugisisk med den brasilianske bossanova-konge Antonio Carlos Jobims ”Água de beber”. Sister Rosetta Tharpes søstersolidaritetssang ”Shout, Sister, Shout” får lidt lokalkolorit med tilføjelsen af ordet ”Danish” før ”rat” i linjen ”Sister, I can even understand why a rat eats cheese”, og selvom sangen selvfølgelig bliver varieret for hvert land, virker det alligevel vedkommende.

Leonard Cohens ”Dance Me to End of Love” med en smuk, længselsfuld vokal får lov at slutte hovedsættet, men vi får heldigvis to ekstranumre, standarden ”Careless Love” og ”This is Heaven to Me”, der ligesom åbningssangen også er sunget af blandt andre Billie Holiday, og stående ovationer. Ligefrem himlen har denne koncert ikke været, men Madeleine Peyroux og hendes to kumpaner har dog gjort det fremragende, med enkle, men virkefulde midler: Stærke sange, fremragende musikerskab og ikke mindst nærvær. Forleden så jeg Norah Jones i Tivolis Koncertsal, og selvom Jones også er en gennemmusikalsk og topprofessionel kunstner, virkede hendes indadvendte optræden og manglende publikumskontakt som en dag på kontoret. Sådan var det ikke med Peyroux, som meget gerne må komme til landet igen snart – og gerne tage lidt flere af sine egne sange med næste gang.

 

Sætliste: 

Getting Some (Fun Out of Life)
Worried Life Blues
Tango ’til They’re Sore
Guilty
If the Sea Was Whiskey
Our Lady of Pigalle
Isn’t This a Lovely Day
Ain’t Got Nobody
You Can’t Catch Me
Hard Times Come Again
No More Getting Better
Don’t Wait Too Long
Don’t Cry Baby
J’Ai Deux Amours/New Orleans Hot Scop Blues/Trampin’
Shout Sister Shout!
Everything I Do Gonh Be Funky
More Time
Água de Beber
Dance Me to the End of Love
Ekstra: Careless Love
Ekstra-ekstra: This Is Heaven to Me


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA