Hjalmer charmerer Smukfest med klassiske popfraseringer om flygtig kærlighed

Hjalmer , Smukfest, Sherwood Scenen

Hjalmer charmerer Smukfest med klassiske popfraseringer om flygtig kærlighed

Anmeldt af Cæcilie Kallehave | GAFFA

Når din far hedder Larsen til efternavn og Kim til fornavn, så kan det være svært at skille sig ud – specielt når mimikken til lige ligner til forveksling. Ikke desto mindtre var det en opgave, som Hjalmer valgte at tage op, da han spillede på Sherwood Scenen i Bøgeskoven – og faktisk klarede han det ganske glimrende med sit band, som gav plads til Hjalmer og hans guitar.

På en solrig torsdag eftermiddag fik Hjalmer også tiltrukket et blandet publikum med sine popballader; én del som formentligt var nysgerrig på, hvorvidt Kim Larsens søn kan leve op til sin far – og en anden del, som sikkert knap kender til Kim Larsen, men som derimod kender alt til at blive forelsket, få knust sit hjerte og blive glad igen og derfor stod klar foran scenen, da Hjalmer gik på.

For netop kærlighed må siges at være omdrejningspunktet for en stor del af Hjalmers musik. Med sit krøllede hår, strikhue og guitar er der ingen tvivl om, at Hjalmer er en charmende kunstner, men også en kunstner med noget på hjerte, hvilket han også illustrerede med små historier om sangenes tilblivelse. 

Flygte forelskelser   
Ingen tvivl om, at mange af numrene kredse om oplevelser, tanker og overvejelser fra den unge musikers eget liv, men alligevel virkede det til, at gruppen af teenagepiger på første række kunne leve sig ind i de store følelser.

Trods de entusiastiske teenagepiger på første række var publikum primært med i korte øjeblikke, men ingen tvivl om, at numre som ”Marie” og ”Hjem Til En Anden” fik lidt gang i publikum. Mange af de andre sang var dog noget ukendte, da Hjalmers ep endnu ikke er udkommet. Dette begrænser selvsagt muligheden for at synge med, men det lykkedes dog alligevel at få publikum til at klappe, danse og synge lidt med ind i mellem – det lykkedes bare ikke at fastholde publikum under hele koncerten, hvilket var en smule ærgerligt.

Ind i de voksnes rækker
Hvorvidt Hjalmer har formået at finde sin egen lyd og blive kendt for sin egen musik, må tiden vise, men uanset hvad, så har han bestemt fået nogle musikalske talenter med sig, som blot skal udfoldes. De klassiske popfraseringer levede i bedste velgående – måske de endda lever lidt for godt, men man kan jo håbe, at det finder et leje med tiden. For når Hjalmer får lov at stå alene med sin guitar, som han gjorde på sidste nummer ”Mandag morgen”, så kan man virkelig fornemme, at der er noget potentiale i den unge sangers stemme.

Generelt virkede Hjalmer veloplagt og tilpas på scenen, men med sit ekstranummer kunne han dog godt have skruet lidt for ”dudida” og ”åh-åh” – specielt fordi sangen netop skulle handle om at blive voksen, så hvis Hjalmer virkelig skal blive voksen, kunne han passende minimere det.

Alt i alt var Hjalmer en nærværende og taknemmelig kunstner, som virkede til at tage koncerten alvorligt, men også efterlod plads til det karakteristiske store smil og sjove anekdoter imellem sangene. Anekdoter, som blot bekræfter, at Hjalmer tumler med præcist de samme ting, som de fleste andre 21-årige gør – og netop derfor virkede det også passende, at han rundede koncerten af med ”Mandag morgen”, som eftersigende skulle handle om tømmermænd:

”Måske I alle har det i morgen?” – og det har de fleste formentligt, men hvis du lider lidt af tømmermændsblues i morgen, så kan du passende lytte til Hjalmers musik dér, hvor de mere melankolske toner formentligt vil gøre det godt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA