Drømmende fremmedgørelse

Beach House, Haven Festival, Meadow

Drømmende fremmedgørelse

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

På Refshaleøen er det svært at forestille sig sand skønhed. Industriens gamle bygninger bidrager noget billedligt til landskabet, og de golde facader med meterhøje vinduer kigger grumt på de forbipasserende. Industri kan bære en vis skønhed i sig, men ikke den slags, som Haven umiddelbart forsøger at iscenesætte. Men alligevel formår Haven at skabe noget naturskønt, som det i Danmark ellers kun er kommet til udtryk på Heartland Festival ved Egeskov Slot. Tanken om, at vi er tæt på vandet, at vi kan høre lyden fra bølgerne, hvis musikken slukkes, men nok mest af alt se byens lys, der reflekteres på den mørke midnatshimmel. Ind i alt dette er det svært at forestille sig et mere passende band end Beach House. Min sidemand deler ud af sin mening om, hvordan Iggy Pop skulle have efterfulgt Beach House, og jeg er til dels enig. Men der er nu alligevel noget særligt over at lytte til de drømmende lydflader, imens natten er mørkest.

Beach House bevæger sig i et lydbillede, der egentlig ikke kræver særligt mange ord at beskrive. Det er storslået, men enormt introvert. Det er drømmende og fremmedgørende, imens Victoria Legrand og Alex Scally kun kan ses ved deres silhuetter. Det er dragende og æstetisk smukt. Og for nogle måske uforståeligt, men alligevel betagende og spændende. Variationen kan ikke altid ses eller høres, men den er der, og nogle gange, hvor i aften er et særligt godt eksempel, kommer den tydeligere til udtryk. I begyndelsen, hvor Beach House går fra drømmende lydflader i ”Levitation” fra Depression Cherry til ”Wild” fra Bloom, bliver ikke alene den tekniske udvikling bragt i centrum, men også en rytmisk variation, der sætter sig fast i kroppen. Som lytter lader man sig drage og betage, som kun Slowdive og Jesus And Mary Chain ellers kan gøre det. Der dykkes ned i drømmenes melankoli, imens støjen langsomt overrumpler.

Det er svært at nævne få højdepunkter undervejs i koncerten. Overværer man kun halvdelen, er oplevelsen ikke fuldendt, for hele koncerten med Beach House har et nærmest installationskunstnerisk element over sig. Musikken er det primære talerør, men alligevel er det rødglødende lys, de mørke skikkelser og den langsomt stigende røg også en stor del af bandets æstetiske udtryk. Victoria Legrand taler lidt til publikum som optakt til ”Master of None” fra det selvbetitlede debutalbum, hvorefter Alex Scally optrapper de psykedeliske lydflader. Det hele virker enormt gennemtænkt og nærmest kunstnerisk, men alligevel er det uhøjtideligt og ydmygt. Fremmedgørelsen ved Beach Houses mørkeomsluttende fremtoning på scenen formår ikke at være adskillende, men derimod omfavner den publikum på en måde, der ellers kan være umulig på en festival. Igennem koncerten er publikum fokuseret – i hvert fald fra, hvor jeg står. De er blevet trukket ind i Beach Houses betagende lydunivers, og igennem de drømmende lydflader.

 

Sætliste:

Levitation

Wild

Walk In The Park

PPP

Equal Mind

Silver Soul

Space Song

10 Mile Stereo

One Thing

New Year

Master Of None

Wishes

Elegy To The Void

Take Care

Sparks

Wherever You Go


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA