Ørkenens stolte skib reduceret til luftspejling

Tinariwen, Haven Festival, Mindfield

Ørkenens stolte skib reduceret til luftspejling

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Tinariwen var af en eller anden grund blevet hidkaldt til Haven. Man fornemmede, at ingen blandt de danske arrangører vidste, i hvor dårlig form orkestret er for tiden. Ligesom man kunne frygte, at de ved første øjekast usædvanlige navne på sproget tamachek gjorde, at udenforstående uden et vist niveau af indsigt ikke ved det: at manden der frem for nogen er Tinariwen er den gamle rebel og sangskriver bag alle de store hit, Ibrahim Ag Alhabib.

Dette tidligere kraftcenter, der altid optrådte med det lange hår blottet frem for iført det vanlige traditionelle lange tørklæde, manglede nemlig i opstillingen, og det var en sørgelig, om end ikke uventet udvikling. Ibrahim Ag Alhabib har nemlig kræft, og var egentlig vendt tilbage i forbindelse med turneen tidligere på året, men så træt og mærket ud til koncerten i Store Vega, som han kun deltog sporadisk i. Og backstage bagefter var det forstemmende at se, at han sad tavs for sig selv i et hjørne, mens han stak til maden.

Ibrahim Ag Alhabib er en af grundlæggerne fra dengang Tinariwen opstod i eksil i flygtningelejre i et Libyen under diktatoren Gaddafi, som blandt sine mærkesager havde en udbredt samhørighed med nomadefolkene fra Sahara. Da bandet for alvor var store for 10 år siden, var det med stor besætning, hvor Ibrahim var omkranset af karismatiske kvinder, der var direkte reference til den Tinde-musik, som er fremherskende blandt kvinder i området Adrar des Ifoghas, som ligger midt i den enorme ørken på grænsen mellem Mali og Algeriet. Den musik der sammen med inspirationer fra alt fra amerikansk blues til Dire Straits og marokkanske orkestre som Nass El Ghiwane var grund til, at de tidligere rebeller skiftede geværet ud med den elektriske guitar og satte gang i den usædvanlige og stærkt succesfulde verdensrejse, der har gjort dem unikke. Men som også som borgerkrigen hærgede på hjemegnen har gjort de gamle rebeller til nomader og kastebolde over hele verden, frem for blot på konstant rejse med kamelerne fra oase til oase hjemme i Sahara.

Orkestret var jo altså pionerene og blandt dem, som salig Ali Farka Toure (1939-2006) støttede, og vis musik han mestrede, ligesom de var centrale omkring den berømte Festival In The Desert, som kørte indtil terror satte en stopper for musikalsk aktivitet i området omkring Timbuktu og længere oppe i det nordlige Mali. De inspirerede mange både fra den lokale stamme og fra eksempelvis nabolandet Niger, men det betød også, at en masse talenter har søgt andre græsgange, eksempelvis spændende musikere som guitaristen og sangeren Sanou Ag Ahmed, der sammen med Tinariwen-grundlægger Liya Ag Ablil, kaldet Diara, tilbage i 2001 dannede Terakaft, som jeg i dag vil vurdere er det bedste Desert Blues-orkester. Men listen er lang, og jeg vil opfordre til at tjekke kunstnere som Anansy Cissé, Tamikrest, Bombino og mange andre ud. For Tinariwen er altså i sin nuværende udgave en fuser.

Som det så ud både på Store Vega og til koncerten er den næste veteran i rækken, Abdallah Ag Alhousseyni, der mestendels spiller lidt klodset på sin westernguitar, den umiddelbare frontmand, når nu mesteren selv ikke er til rådighed. Og den godt 50-årige har da karisma, men er hverken som sanger eller guitarist over gennemsnittet, hvorfor vokalerne mestendels blev stødt frem, aldeles uden det messende kor, som normalt præger orkestret. Her var det tydeligt, at går man sammen med Kurt Vile og andre vestlige fans, så kan man i studieomgivelser stadigt producere fede ting, men ude på scenerne var det et helt andet udtryk.

Også rytmisk er balancen tippet i forhold til det oprindelige udtryk. Hvor vi før faldt for den kantede charme, når sprukne guitarer var akkompagneret af 6/8-rytmerne spillet med sticks og dumpe slag fra roden af hånden på de halve kalabasser, så havde djembens mere braldrende lyd nu taget over, og dertil var der bassisten, som desværre opførte sig som en vestlig sådan, så det i høj grad blev den kombination, der sammen med mudrede og overstyrede guitarer blev det samlede udtryk.

Til koncerten på Havens næststørste scene, var der - bevares - godt fyldt op - vi var også lige ved siden af udgangen - og der var også de naturlige løft, når orkestret skiftede stil og forlod den vante lidt gumpetunge Tinde-blues og gik over i det mere uptempo-fede Takamba, som er fra Songhaï-kulturen, og også i Mali har sine sande eksponenter i kunstnere som Baba Salah og Super Onze. Så rykkede det lidt og de mange fans oppe foran syntes underholdt, mens de mange øldrikkere nede bagved kunne få sig en ordentlig sludder.

I Tinariwens nuværende situation var vokalerne desværre elendige, og fraværet af virkelige personligheder gjorde, at der mest var tale om seks musikere iført flot tøj, som spillede en sumpet og overstyret gang halvfjerdserjam. Hvor det elegante lette fjed, som var der før, nu totalt var afløst af en lyd, der bare ikke holder, når navnet på plakaten er det forpligtende Tinariwen.

Nej, Tinariwen uden lederen Ibrahim Ag Alhabib er som et skib uden styrmand. For en gammel fan, der tidligere på toppen af det hele har uddelt 6 stjerner til orkestret, var det et sørgeligt syn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA