Diskret overrumplende forløsning

Kwamie Liv, Haven Festival, Mindfield

Diskret overrumplende forløsning

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg havde lovet mig selv at være der fra første færd. Men kom lidt for sent. Som man bare ikke må, når et talent forløses foran det rette publikum. I dette tilfælde Kwamie Liv, som med rødder i både Zambia og Danmark og en masser rejser, fysiske såvel som æterbårne, som ballast for et udtryk, som er af de sjældne.

Hendes EP og de forskellige singler har vist os, at her var en kunstner, der allerede har et originalt udtryk, som parret med hendes åbenlyse skønhed gør, at ingen glemmer hende, når først øjne og ører har smagt en bid. Men et er film og velproducerede gennemtænkte udtryk. Nu stod hun live midt i indspilningen af et med spænding ventet album, kun med dette ene job i denne omgang, og hendes sitrende forventning mødtes med tilhørerne i noget der havde karakter af alkemisk trylleri.

Kwamie Liv har en stemme og en musikalsk timing, som er de få forundt, og at have så meget fornemmelse for, hvordan stemmen doseres og en så original kompositorisk tilgang, er altså usædvanligt. MØ ville måske være Sporty Spice. Kwamie vil langt længere, og er der retfærdighed til kommer hun det også.

Sættet bød på de skamhørte singler, så som Higher, Lost In The Girl og Pleasure This Pain, og orkestret med blandt andre Simon Littauer, kendt fra netop MØ og Reptile Youth blandt mange andre, spillede virkeligt godt, og specielt keyboardspilleren Nicolai Kornerup - kendt fra mange sammenhænge, ikke mindst klezmerbandet Mames Babegenush - ville skabe isnende underlægning med sit el-piano, så jazzens blå univers kunne blive skabt af Kwamie Liv's røgede blå sangforedrag.

Kwamie Liv mestrer simpelthen det lavmælte og underspillede, som er så svært, og modenheden er parret med originale udtryk, som skriger TALENT - vel at mærke af den slags, der erobrer hjerter - og verdener.

Hun ville til slut invitere en af festivalens bagmænd - Aaron Dessner fra The National - til en ny skæring, der altså her fik premiere, og hvor hun ville skifte til sin tykke, tillærte amerkanske accent og sige "we'll just jam it out". Hvis det var en jam, var det en af de lovende. For Kwamie Liv og hendes band har jo en hang til psykedeliske sfærer og ville divertere med et forløb, der smagte af tid og rum. Og længsler.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA