Stilhedens kontraster

Bon Iver, Haven Festival, Meadow

Stilhedens kontraster

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

I Wisconsin er det koldt. Nogle gang så koldt, at man ikke kan gå udenfor. Sådan er historien om Bon Iver, da Justin Vernon for ti år siden rejste til en afsides hytte for at komme til bunds i sine kærestesorger. Han tog afsted for at finde ro – en ro, han havde i sinde at formidle igennem musikken. Det er en ro, der kan være svær at formidle, og kun meget få har formået at gøre efter.

Imens den sidste støvregn falder over Haven, imens vinden griber fat i vandet og skaber små bølger, der plasker mod betonøen, hvor festivalen foregår, er der stille på festivalpladsen. Blandt publikum er der stille, på scenen er der stille. Kun Justin Vernons forvrængede stemme flyder ud over scenekanten og griber fat i kroppene hos de tilhørende. Hans vokal er alene, og bagved står otte mænd med instrumenter og ser til.

Justin Vernon besidder en betagende indlevelse på ”715 - CR∑∑KS” fra Bon Ivers seneste album 22, A Million. Det er en indlevelse, der mødes af støj, ambiente blæsere og buldrende trommer. Men uanset hvor høj stilheden er, hvor skinger støjen bliver, eller hvor betagende bassens buldren kan være, er intensiteten overvældende.

Det avantgardistiske lydunivers, hvor Bon Iver befinder sig på 22, A Million, sætter sig i kontrast til det tidligere materiale. På For Emma, Forever Ago og Bon Iver, Bon Iver er der en lettere tilgængelighed, men på det seneste udspil er det noget andet. Det er ikke nødvendigvis vellydende lyde, skilles det fra hinanden, men sammensat er der noget smukt over det. Bon Iver er ikke alene blevet til Justin Vernons helt eget kunstprojekt, men ligeledes er det et udtryk for, hvor langt man kan komme ind i musikkens betagende univers.

Bon Iver holder sit fokus på 22, A Million igennem sættet, og uanset hvad man må mene om projektets seneste album, formidles der et musikalsk element, der ofte kun udgør noget underliggende i lydbilledet. Men på scenen bringes det frem i lyset. På ”29 #Strafford APTS” befinder det overordnede aspekt sig i sumpet og hjerteskærende country, og på ”21 M◊◊N WATER” mødes den musikalske ro af den industrielle støj, der står i kontrast til den dragende vokal. Vokalen veksler imellem dybe og beroligende stemmer til udfoldende r&b, imens de varierede lydbilleder og genrekryds udgør bindeleddet.

Det er intimt at opleve Bon Iver. Uanset for mange tilhørende, der nu må befinde sig foran scenen, er det svært at forestille sig, hvordan intimiteten kan påvirkes. Justin Vernon har sammen med Bon Iver fat om publikum, der suges dybere ind i den hjerteskærende atmosfære. Bon Iver bevæger sig uden om konventioner, der omhandler musikken, og skaber nye og ukendte lydbilleder, imens vokalen er den eneste status quo.

 

Sætliste:

"22 (OVER S∞∞N)"

10 d E A T h b R E a s T ⚄ ⚄

715 - CR∑∑KS

33 "GOD

29 #Strafford APTS

666 ʇ

21 M◊◊N WATER

8 (circle)

____45_____

00000 Million

re: stacks

Perth

Minnesota, WI

Holocene

Creature Fear


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA