Kulminationen på havefesten

The National, Haven Festival, Meadow

Kulminationen på havefesten

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Den sporadiske sommerregn falder hen over betonøen i København. Melankolien ligger som et tykt, gråt tæppe henover Haven, imens bytagene udgør festivalens kulisse. Publikum lader sig drage af musikken, de spiser gris fra kulgril og hælder øl fra Mikkeller i sig. Kontrasten mellem det mørke og sørgmodige, lyspunkterne og det smukke er central på Haven. Det er en festival, der viser, hvordan alle kan lade sig drage af melankolien uden samtidig at miste grebet. I sin kulmination på det positive og det melankolske står The National, badet i blåt lys, imens Matt Berninger, sortklædt og introvert udkrænger desperate skrig. Det er svært at forestille sig Haven uden The National. Rundt omkring på festivalen har Bryce og Aaron Dessner aflagt besøg i forskellige sammenhænge. Der er blevet showcaset nye projekter, Bon Iver fik besøg på scenen, sågar gjorde Nelson Can og listen fortsætter. Haven er et musikkollektiv, hvor artister mødes, genrer krydses og magien forsøges skabt.

På Haven er meget gået uden om konventionerne. Men alligevel følger The National den velkendte formel. Bryce og Aaron Dessner bryder periodevis ud i ukontrolleret guitarstøj, imens Matt Berninger kigger ned i glasset med hvidvin, der bliver mere og mere tomt. Vildskaben kigger momentvis frem, men tager kun kortvarigt fat. Men alligevel skaber The National en helt særlig magi, som verdenspressen sikkert vil skrive om. Det er i løbet af Haven blevet mere og mere tydeligt, hvordan Aaron Dessner og Justin Vernon fra Bon Iver er blevet gode venner. De har begge været i Danmark hele ugen, og de har præsenteret et nyt musikalsk projekt i Göteborg til publikums store uvidenhed. Og som The Nationals eksplosive begyndelse med ”Don’t Swallow The Cap” fra Trouble Will Find Me og ”Bloodbuzz Ohio” fra High Violet så småt begynder at udvikle sig, bydes Justin Vernon velkommen på scenen.

Den opfattelse jeg hidtil har haft af The National, og hvordan de ofte bevæger sig i et helt særligt lydunivers, vendes nu på hovedet. Den semielektroniske postpunk svæver over i et ambient lydunivers på ”Nobody Else Will Be There” fra det kommende album Sleep Well Beast, imens Justin Vernons bløde vokal sætter sig i kontrast til Matt Berningers dybe stemme. Der skabes smukke vokalharmonier, som forstærkes yderligere af Kvamie Liv, der under ”I Need My Girl” besøger scenen og skaber drømmende lydflader.

The National gør, som der på Haven bliver forventet, men alligevel kommer det hele som en overraskelse. Musikkollektivet oplever sin kulmination, imens The National velsker imellem de velkendte kompositioner og eksperimenterende skæringer med Kate Staples fra This Is The Kit. Men det måske mest overraskende element er, da den islandske performancekunstner Ragnar Kjartansson, der hidtil har opholdt sig i installationskunstværket Dope & Korruption, kigger forbi scenen til en udgave af Kim Larsens ”Smukke Unge Mennesker”. The National er pludselig et dansk folkeeje, og Aaron Dessners danske forbindelse giver pludselig et element, som ellers kun Metallica har kunnet leve op til. Selvom indslaget virker enormt useriøst og komisk, er vi vidne til noget særligt. Den alvorlige maske, der ellers sidder tæt til ansigtet på The National, er ved at krakelere, og de melankolske lydflader og den sorgmødige tematik bliver mødt af en positiv løssluppenhed.

 

Sætliste:

Don’t Swallow The Cap

Day I Die

Bloodbuzz Ohio

Walk It Back

Afraid Of Everyone

The System Only Dreams In Darkness

Nobody Else Will Be There

Guilty Party

I’ll Still Destroy You

Apartment Story

I Need My Girl

This Is The Last Time

Turtleneck

England

Fake Empire

Ekstra:

Carin At The Liquor Store

De Smukke Unge Mennesker

Mr. November

Terrible Love


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA