Volbeat peakede i Parken

Volbeat, Parken, København

Volbeat peakede i Parken

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Jamen rent ud sagt: Mage til københavnsk folkefest havde de gode to tilbageværende medlemmer af det oprindelige Volbeat fra 2001 (Michael Poulsen og Jon Larsen på trommer) næppe forestillet sig: Et udsolgt nationalstadion i Parken, som var det danske landshold tæt ved at vinde en turnering (hvilket som bekendt er RET lang tid siden – med mindre de er damer).

Og her kom vi så alle sammen med en nærmest overgearet forventning om, hvad Volbeat nu måtte have i ærmet. Der var lagt op til noget stort på dette sted. Og ja, som mange sikkert har hørt kom både en Lars Ulrich & Mikkel Kessler lige forbi.

- Den nyhed er vist strøget, så lidt mere om det senere.

Det var heller ikke bare de små gimmicks, der fik Parkens sammenrullelige tag til at krympe og løfte sig lidt (vist nok!). Nej, det var en fornemmelse af et tændt og toptunet band, der bare ville denne fest, som udløste den sidste af seks stjerner denne aften.

Den stærke stil begyndte lige fra starten. Brølet ved åbningsnummeret The Devil's Bleeding Crown nåede kun til nød frem, da Jons stortomme og Kaspar Boye Larsen ret nye bas (han kom med i bandet sidste år) sad som en morgenbrosten i maven og blæste al anden small talk væk fra Parken.

Vi var i den grad i gang allerede fra første nummer.

Med Heaven Nor Hell var vi stadig i hithumør, mens Radio Girls rockabilly helt ærligt virkede en smule letkøbt så tidligt på aftenen, hvor humøret var klar til de tungere riffs.

Men blæse være med det. Det er en del af Volbeats DNA, at en aften med dem er som en pose blandede bolsjer. De kan ikke være lige gode alle sammen, men i forening lavede de sammen med publikum Danmarkshistorie: Ikke siden Gasolin’ har et dansk band fyldt Parken – og dengang var Parken meget mindre.

Der var skruet op for Volbeat-effekterne – selvfølgelig – som da Let It Burn kom på med gigantiske flammekanoner (virkelige) og på bagtæppet (de virtuelle).

Der er ikke meget mere af den slags, der imponerer, hvis man har set for mange store koncerter, som denne anmelder. Men når det hele er timet og virker synkront og helt selvfølgeligt sammen med musikken, så er det en anden sag. De flotte effekter overskygger heller ikke, når nu Rob Caggiano skal lave den der fremragende guitarsolo i samme nummer.

Og så et af de rå bolsjer: Doc Holliday mindede os lige om, at Volbeat i sit udgangspunkt rent faktisk er et heavy metal-band. Man kan glemme det lidt, når der går Johnny Cash i den, men for hulen, når metalknappen trykkes ned, hører Volbeat til noget af det mest rå, der kan opdrives en højhellig lørdag aften på Østerbro.

Lidt for meget Johnny Cash gik der så i den som optakt til og under Sad Man's Tongue. Jeg ved ikke…. Mig fanger det ikke rigtigt – ikke lige denne aften i hvert fald. Men det har en funktion af et glimt i øjet, inden vi får lov at buldre løs i det nummer også – og så er vi på hjemmebane igen. Ligeså i 16 Dollars.

Humoren er lige under det hele i meget af Volbeats show – og det er en befriende faktor, der får publikum til at føle sig i godt og trygt selskab, hvor der synges godt med.

Volbeat har aldrig været for fine til at invitere gæster på scenen. På 7 Shots fik vi både growl fra Kreators Mille Petrozza og banjo fra Rod Sinclair. De blandede bolsjer slog til igen, men med Fallen kom et af de hits, som er tæt på at gøre Volbeat udødelige.

Melodiøst uden at være pop. Råt uden at være RIGTIG heavy. Folkeligt uden at være dansktopagtigt.

Det er uden tvivl med til at trække de imponerede mange mennesker ind i Parken, at der her er et bredt appellerede band, som ikke virker til at gå på kompromis eller lefle for de nemme løsninger på laveste fællesnævner. Både teenagere og pensionister var med i aften.

Nåh ja – dette hersens med heavy: For dælen en heavy version af Slaytan/Dead But Rising.

Det var her, vi kunne mærke en fortid i Anthrax hos Rob Caggiano. Når først det rykker igennem, må de for min skyld da også gerne synge ”tre døde måger” (eller hvad den sang nu hedder) – eller andet fra det såkaldt folkelige katalog bagefter. Alt kunne tilgives, mens varmen fra flammekasterne nåede helt ned på de bagerste rækker, så vi alle trygt kunne gå vinteren i møde. 

Og hvem andre end Volbeat i denne genre kan finde på at invitere et helt gospel-kor på scenen som i Goodbye Forever. Det virkede virkeligt, som var der kærlighed og fed lykke til alle!

Vi måtte jo komme til den: For Evigt (selvfølgelig med Johan Olsen på denne store aften). Det er vel her Volbeat for alvor er kommet HELT ud til et bredt publikum – den del af det, der ikke allerede havde opdaget bandet. Der er vel bare én ting at sige: Jo – det er en fed sang! Punktum. Og mens den kunstige sne dalede ned over publikum, var det lige ved vi troede på, at det der ”for evigt…” faktisk holder.

Og så et af mine egne yndlings-Volbeat numre: Seal the Deal fra seneste og sjette udgivelse: Seal the Deal & Let's Boogie (2016). Mere flammer – mere rock. Det nummer rummer meget af, hvad Volbeat er og handler om: Et band helt fremme i den til lejligheden opstillede boksering foran scenen, hvor vi fik værdierne hegnet ind: Overblik, energi – og humor.

Og SÅ kom Lars Ulrich med sine Metallica-trommer på Guitar Gangsters & Cadillac Blood. ”Var det okay – eller hvad?” spurgte Michael Poulsen bagefter. Dumme spørgsmål behøver man ikke følge op, så vi fik også lige Enter Sandmen med samme Lars Ulrich (selvfølgelig) og resten af Volbeat. Min Gud (hvis Satan nu holder fri): Hvad kan man forlange mere?

Ja, måske bokse-Mikkel Kessler i ringen under den sang, der faktisk er skrevet til ham: A Warrior’s Call. Mikkel lavede sjov, og Michael missede et par linjer. Det var helt i orden for sikken folkefest! Med i overflod Pool of Booze, Booze, Booza.

Der er ikke meget mere at sige, hvis denne anmeldelse ikke skal blive for laaang. Men Volbeat har denne anmelder aldrig set spille bedre. I dansk kontekst var det et peak, der kom på det rette sted i Parken, hvor en masse børn også nåede at få autografer på scenen, mens de klumpede sig sammen i den fremskudte boksering – den næste heavy metal-generation – Still Counting.

Der er håb for dansk rock.

 

Sætliste:

The Devil's Bleeding Crown

Heaven Nor Hell / Radio Girl

Lola Montez

Let It Burn

Doc Holliday

Sad Man's Tongue

16 Dollars

7 Shots

Fallen

Slaytan/Dead But Rising

Goodbye Forever

Maybellene i Hofteholder

The Everlasting

For Evigt (m. Johan Olsen)

Evelyn (m. Mark ”Barney” Greenway)

The Lonesome Rider

Seal the Deal

Guitar Gangsters & Cadillac Blood (m. Lars Ulrich)

The Garden’s Tale (m. Johan Olsen)

 

Ekstra:

Enter Sandman (m. Lars Ulrich)

A Warrior’s Call/The Hangman’s Body Count

Black Rose (m. Danko Jones)

Pool of Booze, Booze, Booza

Still Counting

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA