LCD Soundsystem: American Dream

LCD Soundsystem
American Dream

Fremragende dancepunk-comeback

GAFFA

Album / Columbia Records
Udgivelse D. 01.09.2017
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Endelig... Endelig er James Murphy og kompagni klar med et nyt album – siden den i forvejen længe ventede gendannelse i starten af 2016 har vi sukket efter dette øjeblik; øjeblikket, hvor LCD Soundsystem frigav deres første album siden This Is Happening (2010).

Og hvilken plade, vi har ventet på, hvilken smukt forløst forventningsglæde – Murphy, der traditionen tro selv har stået for størstedelen af produktionen, synger mere overbevisende end nogensinde, og hans karakteristiske, alsidige stemme hører til American Dreams absolutte hovedattraktioner.

Samtidig er der tale om et både alsidigt og raffineret værk, der nok besidder energien fra signatur-genren dancepunk, men som i højere grad end tidligere også dyrker en betydelig postpunk-tristesse, og som selvfølgelig også i perioder bare svælger i æggende, ukompliceret synthpop.

Nok vrimler det med insisterende beats, og numre som Other Voices og Tonite er regulære, hårdtpumpede festbomber, men tempoet skrues ned i en udstrækning, vi ikke er vant til i denne kontekst – tag bare den sløve, bombastiske åbner Oh Baby og den ni minutter lange, klagende midtvejs-sang How Do You Sleep?, der begge i dén grad tager sig tid.

American Dream er et overordentlig stærkt comeback-album – også de postpunkede Call the Police og Emotional Haircut er medrivende aktiver med deres snurrende guitarer og hektiske trommespil. Murphy og kompagni har kreeret et effektivt, mangefacetteret og ikke mindst usentimentalt værk, der på forrygende vis bygger videre på deres allerede suveræne dancepunk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA