Watermusic: en magisk totaloplevelse – med blandt andre Oh Land

Oh Land, Randers Egnsteater, Aarhus 2017, Watermusic

Watermusic: en magisk totaloplevelse – med blandt andre Oh Land

Anmeldt af Lise Sastakauskas | GAFFA

Folket skal vide, at fordommene om Randers som værende en Brian-by kommer til kort, når Randers Egnsteater – i samarbejde med kulturhovedstaden Aarhus 2017 – byder på en storslået og kunstnerisk oplevelse som Watermusic.

Mens solen går ned, strømmer grupper af folk mod den gamle industrihavn i Randers, hvor bygningerne, kranerne og siloerne forvandles til en urban teaterkulisse denne weekend. Aftenen i aften er kulminationen på to års arbejde. Alle billetter til Watermusics tre visninger er på forhånd udsolgte, og det med god grund. Den spektakulære ide bag stykket, der forener lyd, lys og dans til vands, lands og i luften, har fanget opmærksomhed fra både nær og fjern, selv hos Kronprinsesse Mary, der i aften ser med fra tilskuerpladserne. På nær enkelte, lette skyer er det en stjerneklar aften, og set i lyset af den våde sommer, vi har haft i år, kunne det opsigtsvækkende teaterstykke sådan set ikke opføres under bedre vejrforhold.

 

Det moderne format giver kulturarven et ansigtsløft

Klokken 22.00 springer i alt fire lysbeklædte faldskærmsudspringere ud fra et fly, der kredser rundt over havnen. Først ligner udspringerne faldende stjerner, derefter svævende ildfluer. En rumlende og mekanisk lyd er mikset sammen med lyden af bølgebrus. Mens faldskærmsudspringerne skiftevis lander på et oplyst dæk, toner dalende svanefjer frem på industribygningernes mure. Ved havnens udmunding kommer en båd vuggende med en af forestillingens hovedpersoner, havdronningens udkårne pramdrager, mens i omegnen af 50 pramdragere står opstillet på kajen. Ligesom hovedpersonen i båden holder de stavene på skrå, som var kajen en kæmpe pram, de skal styre, og én efter én lyser stavene op, som pramdrageren på vandet sejler forbi. Dybe rytmer buldrer til et højstemt herrekor, mens en ensom svane flyver tværs over industribygningerne. Det er lige til at få gåsehud af.

Da pramdrageren går i land skifter billederne mellem små klip af det, der sammentømrer pramdragerflokken: drikkelse (som formentlig er øl) og mand til mand-tjat. Tilværelsen er umiddelbart ligetil, men også barsk for 1700- og 1800-tallets pramdragere i Randers, der er kendt for at fragte varer op ad Gudenåen. Med den lokale kulturarv in mente er linjerne trukket op til en klassisk eventyrfortælling, hvor den fattige almenmand mod alle odds vinder prinsessen og det halve kongerige. Det får undertegnede til at frygte en forudsigelig klichéfortælling, men eftersom alt, hvad der forbindes med et traditionelt teater er blevet erstattet med nytænkt dans, lyd-, lys-, og vandkunst, bliver der levnet lidt plads, hvis ikke ingen, til kedsommelighed.

Som pramdragernes dag går på hæld, slår musikken over i drømmende toner, mens fortællingens anden hovedperson – havdronningen, der er spillet af Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land – troner frem på en damper, hvis styrhus er udsmykket som en lysende muslingeskal. Under introduktionen af havets dronning går muslingefiguren igen på både vandskærme og bygninger, hvilket leder tankerne mod den romerske myte om kærlighedsgudinden Venus, der fødes af havet, og som i særdeleshed er kendt fra den italienske renæssancemaler Sandro Botticellis mesterværk. Igen er der trukket på kulturarven, denne gang den europæiske, men bestemt ikke på en trættende måde. Vandartister på flyboaders, der springer op af vandet som delfiner, de britiske Motionhouse-danserne samt de cirka 600 lokale medvirkende formår at fremføre både europæisk- og lokal kulturarv på en forfriskende måde.

 

Klokkeklar symbolik og minutiøs timing

Havdronningen længes, synger hun, mens muslingeskallen lægger til midt i havnen, og her går havdronningen i land for at finde kærligheden. Oh Land – der i øvrigt synger med en håndholdt mikrofon under hele showet, hvorfor der ikke kan være tvivl om, at det er live og ikke playback – forsvinder i mørket og erstattes på kajen af en kvindelig danser, som er iført en glitterdragt, der ligner Oh Lands kostume. Da havdronningen går i land, finder hun straks sin pramdrager.

Som spotlightet fokuserer på det forelskede pars dans, viser deres kroppe sig som et skyggespil på de bagvedliggende industribygninger. Under den ekstatiske akt springer pramdrageren op, hvortil hans skygge i samme sekund forvandler sig til en computeranimeret silhuet, der ligner den virkelige skygge så godt, at man kun kan se, at den er animeret, fordi pramdragerens skygge hastigt svæver på tværs af muren ­– uden nogen artist i syne. Det vidner om, at forestillingen har krævet planlægning af hvert enkelt sekund i den 45 minutter lange forestilling.

Pramdragerens skygge fader over i efterårslignende naturbilleder, mens Motionhouse-danserne fires ned fra de høje industribygninger, som de danser på siden af, mens de interagerer med de levende billeder. Samtidig viser en animeret svane sig på hver sin bygning, hvor hver svane finder en gren, som de lægger sammen på den midterste bygning, mens pramdragerstavene med ét lyser op i krydser rundt omkring. Straks viser projektionerne animerede menneskehænder, der ligesom de to svaner samler grene, og som senere bliver til bindeværkshuse. Symbolikken taler tydeligt: Trods forskelligheder er havdronningen (som med lidt godt vilje kan siges at være en personificering af moder natur) og pramdrageren begyndt at bygge en rede, hvor byen Randers bliver til. 

 

Historien bliver en metafor for livets cyklus

Den lykkelige stemning slår dog brat over i lyn, torden og en stormflod, der skyller det gamle Randers-samfund i havet, hvilket på den ene side skildrer overgangen fra det traditionelle bondesamfund til vor tids moderne informationssamfund, men som på den anden side også kan forstås som en kommentar, der fortæller, at byens bølle-ry ikke længere kan leve. Liv forsvinder, og nye kommer til – og ligeledes skifter samtiden.

Efter den sørgelige destruering af det gamle Randers toner der sig langsomt billeder frem af moderne, forskelligartede boligkomplekser. Stemningen er grå og mut, men et efter et oplyses vinduerne i de animerede så vel som virkelige bygninger. Et nyt samfund erstatter det førhenværende, og forestillingen slutter i en højstemt dur-melodi, hvor der synges om at være hjemme, hvor vi er nu. 

Det virker på ingen måde til, at noget har været overladt til tilfældighederne, og derfor rummer dommen over aftenens forestillingen kun lidt kritik. Et enkelt minus har været de bagerste pladser, hvor det efter sigende skulle være svært at følge med i stykkets gang, og dertil har musikken ikke kunne bære showet alene. Men – og det håber jeg inderligt – har de fleste tilskuere formentlig kunne se og følge med i den magiske totaloplevelse, der blev opført på den gamle industrihavn i Randers; en oprigtig innovativ og veludført opførelse, hvor både musik, lyd og lys gik op i en højere enhed, der formåede at samle både unge og gamle. 

Som en begejstret publikummer udbrød efter showet: “Randers rocks!”

Og et stort bravo skal der lyde herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA