Den kollektive drøm om festen

LCD Soundsystem, Store Vega, København

Den kollektive drøm om festen

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Når den store discokugle køres i stilling, ved man, hvad klokken er slået. Selvom New Yorker-gruppen LCD Soundsystem er lige dele æstetisk inspireret af punk, no-wave og disko er det sidstnævnte, som konnotationerne ryger fluks over til, når det hvide projektørlys afspejles i kuglens tusinde spejle. Efter en længere pause, efter et stort anlagt show i Madison Square Garden tilbage i 2011, er gruppen atter vendt tilbage. Ikke kun til alverdens livescener, men også med et dugfrisk album, "American Dream", der tager teten op med den håndspillede ekvilibrisme og til tider rablende vokale udskejelser fra frontmand James Murphy.

København er blevet udpeget til fornemt at skulle huse gruppen til hele tre shows i Vegas stemningsfulde lokaler. Noget, som Murphy meldte til publikum blev foretrukket af bandet frem for en større arena, der nok ville have været Forum. Og det klæder LCD at optræde for et mindre publikum med samme energi-niveau som tre gange de 1500 mennesker, der kan huses i Vegas store sal. For energi var der rigeligt af, da gruppen lagde ud med det tungt groovende nummer ”Yr City’s A Sucker”. Det rablende element blev cementeret i nummerets repeterende tekst og en vokal spændvidde fra Murphy, der ikke er ældet en dag de sidste seks år. De 1500 par øjne, der iagttog scenen, havde hele otte medlemmer at beskue, og det er noget af et sidestykke at iagttage, hvordan en gruppe, der i sin essens spiller kompositioner med en minimalistisk kerne, finde en såre fin balance i instrumenteringens enormt alsidige roller.

Det samme gjaldt storhittet ”Daft Punk Is Playing At My House”, hvor temaet gik igen i både guitaren, stort opriggede synth-moduler og bas. Nummeret havde fået en puritansk nedbarberet makeover, der gav ekstra energi til de respektive musikere, som virkelig kunne udstråle både vitalitet og spilleglæde med de få kompositoriske virkemidler, sangen var blevet nedkogt til. Især trommeslager Pat Mahoney og percussionst Jerry Fuchs komplementerede hinanden formfuldendt med få, men dynamisk effektive punk-fraseringer. Noget, der reflekterede igen på "Movement".

 

Kollektiv inklusion

Det blev også inden for de første få numre vist, hvorfor LCD indtager en velfortjent plads som innovatører i deres egen ret. På ”Never Change” lod gruppen publikum vide, at der var materiale nok til både fødder og ører. Fra punken gled nummeret over i nænsomme anslag af disko-referencer, og den let genkendelige synth-melodi blev raffineret til at lyde, som var den taget ud af en Perry & Kingsley-sang. Sammen med en tøffende Moog-synth blev der åbnet for, at bandet på skift indtog ledende roller i at drive numrene frem, uden at miste den dansable tæft. Det er et sidestykke i sig selv blot at betragte den kollektive glæde, der stråler fra de respektive medlemmer i James Murphys soniske kollektiv.

For et kollektiv er måske den bedste måde at beskrive LCD’s grundessens på. Blandt musikerne var der ingen fine fornemmelser, når det gjaldt valg af instrument imellem numrene. Kun få medlemmer blev på deres pladser, og resten rendte frem og tilbage mellem koklokker, strengeinstrumenter ad libitum og modul-opsatte tangenter. Uden på noget tidspunkt at miste fornemmelsen for, hvordan numrenes interne fokus skulle fordeles. På et grundlag af repetition var der plads til at boltre sig i improvisatoriske udfoldelser, men med dansabiliteten som kompaspil. Det strålede ekstra på numre som ”Tribulations”, ”Yeah” og den nye ”Tonite”. Det gjorde samtidig, at James Murphy og sangerinden Nancy Whang havde råderum til at udfolde enormt velproportionerede vokalpræstationer, der både lød og føltes godt. Og når det på numre som ”You Wanted A Hit” blev hele gruppen, der sang med, var det hverken med ekstra effekter eller særligt prangende vokalteknik, at strofen ”We won’t be your babies anymore” blev reflekteret i publikums egne udbrud. Der var ingen hæmninger for udfoldelsen.

 

Kollektiv ekslusion

Det var en fest at beskue spilleglæden i plenum på Vegas scene. Og i sporadiske øjeblikke ville man også gerne selv have været inviteret med til den fest. Den helt klare force hos LCD ligger i deres evne til at eksekvere genre-vridninger i håndspillet kvalitet til pernitten perfektion. Men den eksalterede glæde gled flere gange over i enerverende tomgang og en mathed, der tog pusten ud af flere numre, ligesom der et stykke inde i koncerten opstod tumult om de ledningsmættede synthesizere. Det var ikke forvirring, der slog pusten helt ud af projektet, men det var med til at eksludere publikum i momenter.

Men skidt pyt. Hvad betyder det egentlig i grunden, når man er bandet, der har skrevet ”Dance Yrself Clean” og ”All My Friends”. De to ekstranumre, som vi i publikum blev lovet af Murphy, der ikke gav en fløjtende noget-som-helst for rockistiske konventioner om god koncertskik. Skulle man tænke, at det genopstandne ensemble er på landevejene kun for at spæde lidt til privatøkonomien, kan man være så god at tage ind og se LCD Soundsystem en af de næste to dage. Det er bestemt stadig et band med vitaliteten på det rette sted.

 

Sætliste:

Yr City’s A Sucker
Daft Punk Is Playing At My House
I Can Change
Get Innocuous!
You Wanted A Hit
Tribulations
Movement
Yeah
Someone Great
Call the Police
American Dream
Tonite
New York, I Love You
----------

Dance Yrself Clean
All My Friends


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA