Svært at stå stille til Eirene og PALA – men det lykkes (næsten)

Pala + Eirene, Atlas, Aarhus

Svært at stå stille til Eirene og PALA – men det lykkes (næsten)

Anmeldt af Nanna Westergaard | GAFFA

Selvom både PALA og Eirene inden denne aften kun har udgivet en single hver, er mine forventninger tårnhøje. Både Palas single ”Weekend Girl” og Eirenes ”Never Enough” er nemlig fantastiske dansenumre, der gør, at man tager til koncerten med en forhåbning om ikke at kunne stå stille hele aftenen.

Eirene: autentisk elektropop med fyldt chokolade *****

Den aarhusianske trio Eirene har trukket aftenens korte strå med at starte ballet. Jeg siger korte strå, fordi det sjældent er nemt for et relativt ukendt band at fyre op for en fest, men det er ikke noget, Eirene lader sig belaste med. Lige fra den første strofe leverer de med en bombastisk energi, der trækker publikum tættere på scenen som en magnet.

Den magnetiske tiltrækningskraft skyldes muligvis også, at det er sjældent, man hører elektronisk pop, der lyder så autentisk live. Dette skyldes i meget høj grad trommeslager Klaus Ager Sørensen, både på grund af hans kraft, der ville være de fleste rockbands værdig, og på grund af hans tydelige placering både på scenen og i lydbilledet. Og her er det desuden også værd at nævne autenticiteten i de elektriske lyde, eller måske ikke så meget i lydene, som, hvis man lukkede øjnene, stadig ville fremstå udelukkende præproducerede, men deres frembringelse, som bliver udført af Sebastian Vistisen Toft på synths. Han spiller med en entusiasme, som er med til at gøre live-oplevelsen så særdeles ægte.

Koncertens højdepunkt opstår, da Eirene overrasker publikum og får besøg på scenen af rapperen Sebastian Bang Monti, aka. MONTI, der optrådte på Roskilde Festival i år. Men faktisk taler det ikke imod bandet, at højdepunktet opstår i samarbejde med rapperen. Popsange med rapstykker er oftest noget, der giver et minus i min bog, da det lyder som et billigt trick til at udfylde sangen og samtidig skabe lidt uventet variation, men foreningen mellem Eirene og Monti er så harmonisk, at den uventede variation ikke bare lyder som et billigt trick, men som en reel lækker overraskelse, som fyldt chokolade.

Til gengæld er det det segment af koncerten, der normalt ville give et plus i min bog, der ender med at trække ned her. Under et enkelt nummer bliver forsanger Kristian Kolby Eriksen nemlig efterladt alene på scenen med sit keyboard. Dette sker lige efter, Monti har været på scenen, så koncerten går meget pludselig fra sit højeste til sit laveste energiniveau, hvilket giver showet et unaturligt flow. Samtidig lykkes det heller ikke helt Eriksen at opnå det oprigtige øjeblik, der sikkert har været tiltænkt med det stille nummer. Det er ellers netop sådan en sang, der kunne have givet den energiske indbydelse til dansefest et nyt niveau, men i stedet bare er nemt glemt blandt de andre sange.

Eirene slutter af med at spille deres eneste single ”Never Enough”, og man kan nemt mærke på publikum, at nu kommer endelig den ene sang, de kender, og derfor lykkes det trioen at slutte koncerten på endnu et højdepunkt.

PALA: 80’er-flødepop med stadionrock-fornemmelser ***** (billedet)

PALAs frontmand Søren Ulsig ligner mest en 80’er-flødefyr, da han træder ind på scenen med sin løse og temmelig opknappede skjorte – men det mener jeg kun godt, for han kombinerer det med en karisma, der får mig til at se, hvad min mor så i Duran Duran, da hun var ung. Og ikke mindst fungerer det, fordi der under skjorten gemmer sig en dyb og fyldig vokal, som flytter tankerne væk fra George Michael og tættere på Nick Cave, en vokal, der giver de ungdommelige og dansable kærlighedssange et modent præg.

Bandet beskriver sig selv som et broderskab, hvilket skinner klart igennem, når de står på scenen. Man kan ikke blive andet end glad over at bevidne interaktionen imellem medlemmerne, og ikke mindst se, at de ikke er for seje til at smile til hinanden over deres optræden. Særligt guitarist Jens Holme Hansen er overalt på scenen og skaber kontakt med sine bandlemmer. Hans energi på scenen giver ham en vis Marty McFly-vibe, der kortvarigt henleder mine tanker på Michael J. Foxs optræden med ”Johnny B. Goode” i ”Back to the Future”.

PALA fyrer deres single ”Weekend Girl” af allerede som nummer tre på sætlisten, men det fungerer heldigvis meget godt, fordi de på denne måde tidligt får tændt op for publikum, hvilket gør det nemmere for dem at komme ud over scenekanten. De er et popband, lige indtil man blinker, og pludselig har fornemmelsen af at stå over for et stadionrockband. Særligt i de instrumentale dele bliver følelserne storladne, og man bliver mindet om, hvor dygtige musikere det er, der gemmer sig bag den lettilgængelige pop. Og at det ikke mindst er denne dygtighed, der gør, at musikken kan være så tilgængelig, uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Det eneste tidspunkt, man kortvarigt får fornemmelsen af, at de unge mænd på scenen ikke har 100 procent styr på, hvad de laver, er da Søren Ulsig finder sig selv stående med en mikrofon i hver hånd og vælger at droppe den ene på gulvet, hvilket giver en ubehagelig dunk-lyd – og desuden bare er en lidt absurd scene at være vidne til.

Selvom ”Weekend Girl” allerede er blevet skudt af i starten af sættet, lykkes det også PALA at slutte på et højdepunkt. Her skifter bandet, og forsanger Søren Ulsig især, lige til et lidt højere gear for at tage det sidste skridt ud over scenekanten. Og dette mener jeg ganske bogstaveligt, da Ulsig træder ned fra scenen og går en hurtig tur forbi den forreste række og ellers bare kommunikerer mere med publikum om at få dem til at få armene i vejret – og når først de er blevet opfordret til det, har de bestemt ikke noget imod at deltage.

Sammenfattende om aftenen kan man sige, at både Eirene og PALA leverede energiske og dansable melodier, som det var svært at stå stille til. Det lykkedes dog et par stykker i publikum, og det lykkedes til tider også mig selv. Men det eneste, de to grupper egentlig mangler for at nå det sidste stykke, er et publikum, der kender deres sange bedre. Og det har jeg ingen tvivl om, at de nok skal få.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA