Høflig aften med flødehorn og ”sexy voice”

The Attic Sleepers, Atlas, Aarhus

Høflig aften med flødehorn og ”sexy voice”

Anmeldt af Therese Wiwe Løbner | GAFFA

Arkivfoto

Lokalet var endnu næsten tomt, da jeg dukkede op. Hist og her sad nogle enkelte gråhårede og også nogle yngre grupper og ventede på, at The Attic Sleepers skulle gå på scenen. Det aarhusianske spillested, Atlas, var lørdag aften indhyllet i røg og en sparsom stearinbelysning, og det satte fra starten en afslappet, intim stemning.

Netop som jeg sad og trak gennemsnitsalderen ned, åbnedes dørene imidlertid for en hel folkeskoleklasse. Og da den umiskendelige hårpragt af The Attic Sleepers’ forsanger og guitarist, Mathias Barfod Boll, viste sig gennem tågen lidt efter kl. 21 sammen med kompagnonen Mathias Knigge Laursen og deres tre bandmedlemmer, var lokalet fyldt med en broget forsamling af unge på date, venindegrupper, forældre med børn, pensionister og andre interesserede lyttere.

Dugfriskt repertoire

The Attic Sleepers er aktuelle med debutpladen ”Transit”, der udkom så nyligt som 1. september i år. De havde således et dugfriskt repertoire at præsentere, og deres to singler ”Leopard” og ”Berlin” har allerede fået en del sendetid på flere radiostationer. Showet i dag var den anden af to releasekoncerter, og Barfod introducerede koncerten med et ”Dejligt at se jer! Vi har nogle nye sange at spille”.

Mathias Barfod er sanger og guitarist, mens Knigge er trommeslager og desuden styrer størstedelen af de elektroniske elementer i musikken. De to Mathiaser havde teamet op med Dennis DeBannic, Aske Bramming og René Damsbak på henholdsvis guitar, bas og trompet, som alle tre også havde et ekstra-job med at styre forskellige elektroniske elementer eller bidrage med synth og klaver.

På godt fem kvarter ledte The Attic Sleepers publikum igennem forskellige udtryk af musik, der bedst betegnes som ”folk-indie-pop”. 

Sexy voice og flødetrompet

Bandet lagde stærkt ud med nummeret ”Lost (August)” fra den nye plade. Her fik westernguitaren og vokalen lov at være i front fra starten. Og havde man forventet Barfods karakteristiske klokkeklare tenorrøst, som den opleves på både ”Transit” og debut-ep'en ”Lanquin” fra 2015 ventede der en overraskelse. Vokalen var sprød og luftig, på grænsen til det hæse, og kan bedst betegnes med en reference til tv-serien ”Friends”, hvor Phoebe Buffay bliver forkølet og opnår det, hun kalder ”Sexy voice”.

Om Barfods sexede vokal skyldtes en forkølelse, en vild bytur eller om den bare lyder sådan live, er egentlig ligegyldigt, bare den fortsætter sådan, for det var ganske enkelt toplækkert. Hæsheden fjernede tilpas meget af det blankpolerede i gruppens udtryk og tilførte mere kant, men samtidig påvirkede det på ingen måde Barfods dynamik, intonation eller den forbilledlige falset, som flere af gruppens sange gør brug af med stor succes.

Heldigvis var der til gengæld rigelig fløde på den trompet, som er et vellykket gennemgående element på både det nye album og i gruppens liveperformance. Det var blødt, melodisk og ekstremt kompetent hele vejen igennem.

Et spændende sted i koncerten var den fjerde sang, der var et aldrig-udgivet nummer. Undertegnede fik desværre ikke helt fat på sangens egentlige titel, men noterede noget i stil med ”Mood Swings”. Sangen gav et indtryk af, hvor The Attic Sleepers er på vej hen med deres lyd. Beatet var tungere og udtrykket lidt mere elektronisk, hvor eksempelvis bassen blev spillet på synth. 

Nøgenhed og skæve taktarter

Efter at have spillet fire ud af fem sange fra ep'en nåede bandet til sangen ”Advice” fra det nye album, der på alle måder var stripped down. Som Barfod selv sagde, da han tog guitaren af: ”Nu skal jeg være lidt mere nøgen”. Sangen blev sat i gang med samples og rumklangsklaver i en rolig, rød belysning, hvor der var helt fokus på Barfods sprøde stemme.

Dernæst bragede bandet derudad med ”Off into the Night”, der især udmærker sig med mellemspil i den skæve taktart 7/8. Den var både volumen- og håndværksmæssigt et af aftenens absolutte højdepunkter, men introen til sangen ”Berlin” var dog ganske enkelt uforglemmelig. Trompet og orgel præsterede et gennemharmoniseret stykke, der lænede sig op ad klassiske kirketonale kompositioner. Hér måtte jeg samle min underkæbe op fra gulvet, hvilket desværre ikke var The Attic Sleepers' fortjeneste, men derimod deres band. 

En høflig, halvhjertet afslutning

Da bandet gik af scenen efter sangen ”Leopard”, formåede ingen desværre at klappe dem ind igen – ja, der var ikke engang en 100% stående applaus til en ellers stående koncert. Det var ærligt talt en lidt halvhjertet hyldest, og publikum havde endda stadig ”When the Moon (December)” til gode, som ville have været et oplagt ekstranummer. 

Publikum gik høftligt hjem, ligesom de høftligt havde stået et stykke fra scenen hele aftenen, høfligt havde klappet efter alle numrene og høfligt grint, når Barfod ikke kunne finde sin capo.

The Attic Sleepers har ikke solgt ud

Det elektroniske var hele tiden til stede på både nye sange og tidlige ep-sange, men heldigvis blev det holdt på et diskret niveau, som vidner om, at The Attic Sleepers ikke helt har solgt ud. De elektroniske elementer fyldte ud i lydbilledet, men tog ikke opmærksomheden fra de organiske dele som westernguitar, trommesæt og trompet. Bandet beholder sin autenticitet med deres nye sange, og lad os håbe, at de ikke helt forsager den organiske lyd – det er nemlig dér, den virkelige kvalitet ligger. For i musik behøver man heldigvis ikke tale om omstillingsparathed.

Da jeg lørdag aften troppede op til koncert med The Attic Sleepers på Atlas i Aarhus, havde jeg én mission: Ikke at give det albumaktuelle orkester fire stjerner, hvilket de ellers har fået på stribe. Som det fremgår, indfriede jeg ikke målet. For oplevelsen var på alle måder bundsolid, velspillet og kompetent leveret. Den appellerede til alle de aldersgrupper, der var mødt op, og alting var generelt meget høfligt fra begge sider af scenen. Men jeg nåede hverken at blive indhyllet i en melankolsk trance eller smide alle hæmninger i en ustyrlig glædesdans. Jeg blev desværre ikke væltet bagover, men jeg var bestemt veltilpas og –fornøjet.

Sætliste:

1. Lost (August)
2. Pinball
3. Ikke-udgivet sang (Mood Swings?)
4. Lines
5. Burning
6. Airport
7. Ghost
8. Advice
9. Off into the Night
10. Berlin
11. Leopard


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA