Masser af potentiale på den aarhusianske upcomingfestival – trods mangel på kvinder og danske tekster

Sundays, Silque, Peppermint B, Turquoise Sun, Monti, Oppenheimer, Radar, Aarhus

Masser af potentiale på den aarhusianske upcomingfestival – trods mangel på kvinder og danske tekster

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er 18. gang, at den aarhusianske vækstlagsfestival Oppenheimer – tidligere Oppenheimers Eftermiddag – finder sted. Gennem årene har festivalen i stil med Spot præsenteret talentfulde dansk upcoming-navne, hvoraf adskillige siden er blevet etablerede kunstnere, blandt andre Dúné, The Blue Van og Fallulah, ligesom aktuelle, fremadstormende navne som Sonja Hald, Velvet Volume og Aksglæde også har kunnet opleves hos Oppenheimer. Der er altså en god mulighed for at se dansk musiks fremtid, hvis man kigger forbi, og det gør GAFFA derfor hvert år.

Årets festival består af fem bands, der alle får lov at spille i en halv time, med en halv times pause mellem hver. Da første navn går på, er der cirka 100 personer i lokalet. I løbet af aftenen topper rummet med omkring 150, altså cirka halvfyldt. Hverken succes eller fiasko på den front.

 

Sundays – iørefaldende folk-pop-rock med stærk vokal ****

Aftenen begynder med kvartetten Sundays. Det er lidt ærgerligt, at gruppenavnet minder så meget om det engelske 90’er-indieband The Sundays, og i det hele taget er de fleste engelske navneord i flertal vist efterhånden brugt til bandnavne. Derudover er der ikke meget at klage over hos Sundays. Gruppen er centreret omkring den aarhusianske sanger, sangskriver og akustiske guitarist Magnus Jacobsen, der har en fortid i det desværre nu opløste, men glimrende rockband Dance With Dirt, som aldrig nåede den store udbredelse trods sejr i KarriereKanonen i 2012.

Sundays er blødere, en slags melodisk folk-pop-rock præget af fremtrædende akustisk guitar, både finger- og akkordspil, flotte korpassager fra bassisten Marie, korte, fængende figurer på el-guitar og Magnus Jacobsens ret lyse og stærke, udtryksfulde vokal, som ofte gør brug af falset. Sangene er iørefaldende og ofte i midt-tempo, og fængende er især åbningsnummeret ”Take it for My Love”, ”Carry Me” og den afsluttende ”Avalanche”, der melodisk minder lidt om The Rolling Stones’ ”You Can’t Always Get What You Want” og får sat gang i fællessang. En god start på aftenen.

 

Silque – all in på psychrocken ****

Den psykedeliske rock har fået en revival i de senere år med navne som Spids Nøgenhat, Black Angels, Tame Impala og mange flere, og den københavnske kvartet Silque går også all in på stilen. Antallet af guitarpedaler på scenen vokser betragteligt, der kommer en storskærm op på bagscenen, musikernes hår er generelt noget længere end Sundays’, to af medlemmerne bærer storblomstrede skjorter, og lyden er ganske høj, da gruppen lægger ud med det langsomme og tunge ”Suncatcher”. Musikerne spiller solidt, mens Anders Friis’ leadvokal er smurt ind i kraftig rumklang, der gør den lidt anonym, og han får hyppigt assistance af trommeslageren Lauge Heebøll på kor.

Flere tunge og langsomme sange følger, inden en mere afdæmpet ballade bryder det massive lydbillede. Nummeret er præget af strygere på backtrack, og selvom det ville have været bedre med rigtige instrumenter på scenen, er sangen – hvor leadvokalen er mere i fokus end i de andre numre – et af højdepunkterne sammen med den efterfølgende, ret poppede ”Dive” med et iørefaldende synthtema (atter på backtrack) og en storskærm, som nu viser en køretur i en storby ved nattetide. Ellers har storskærmen kun været brugt til at vise bandets navn belyst i psykedeliske farver.

”Gloria”, der også er ganske ørehængende og ret lavmælt, i hvert fald i begyndelsen, er et andet højdepunkt, inden Silque lukker mere en mere rocket sang og annoncerer udgivelsen af deres debutalbum 6. oktober. Selvom Silque ikke ligefrem har genopfundet den psykedeliske rockmusik, skal det album nok blive spændende at lytte til.

 

Peppermint B – poppet sideprojekt med stor erfaring *****

Den københavnske kvartet Peppermint B rummer aftenens mest erfarne musiker, nemlig Steffen Westmark, der i mere end 15 år har været forsanger og guitarist i The Blue Van, der som nævnt tidligere har optrådt på Oppenheimer. Gruppen eksisterer stadig, men Westmark har taget et lille frikvarter med sideprojektet Peppermint B, der er noget mere poppet end hans andet orkester, men rummer nogle af de samme kvaliteter: Velskrevne, melodiske og tempofyldte sange, kompetente og velklædte musikere og en stærk, forholdsvis lys lead-vokal. Og en let retroorienteret lyd, der i tilfældet Peppermint B både peger mod britisk 60’er-pop, amerikansk westcoastrock fra 70’erne og 90’ernes britpop.

Et højdepunkt er ”Amber Sun” med gæstesolo fra Turquoise Suns tenorsaxofonist Andreas Kristiansen. Et andet er ”Because We’re Together” med energisk akustisk rytmeguitar, et tredje er ”Friends” med et fængende tema på el-guitar, men på intet tidspunkt bliver Peppermint B kedelige. Dog er det mærkeligt, at ingen af de tre musikere synger kor, selvom de opløftende sange i den grad lægger op til det. Alle korpassager består af Steffen Westmark, hvis stemme bliver dubbet elektronisk, og det fremstår lidt fesent. Publikum kunne i princippet synge med, men det er der nu ikke mange, der gør. Så kendte er Peppermint B ikke endnu, men det kan kun være et spørgsmål om tid, og om hvor meget Steffen Westmark vil tygge pebermynte i forhold til, hvor meget han vil køre rundt i den blå vogn.

 

Turquoise Sun – mere psych med potentiale ****

Fra en ravfarvet sol til en tyrkis af slagsen. Med aarhusianske Turquiose Sun er vi igen tilbage ved den psykedeliske rock, denne gang med hele seks musikere på scenen: to gange guitar, bas, trommer og to på keyboard, hvoraf den ene er førnævnte Andreas Kristiansen, der også spiller saxofon og er den ene af gruppens forsangere, mens den anden er den barfodede guitarist Frederik Linde. De to synger både i kor og leadvokal på skift og gør det fint uden at overrumple. Modsat hos Silque er der hos Turquoise Sun hele tiden gang i storskærmen, der viser farvestrålende animationer og klip fra diverse tv-programmer, heriblandt The Simpsons, i en grad så gruppen nok lige skal tjekke rettighederne, hvis de får mere succes, end de har på nuværende tidspunkt.

Gruppen lægger ud med deres nok mest kendte sang, den ganske iørefaldende og ret poppede ”Easytree”, der er et højdepunkt sammen med den noget mere rockede og dynamiske ”Tunnel Vision”, der lægger stille ud, men kommer omkring flere støjende klimakser undervejs og også byder på lyden af hylende politisirener. Sangene er temmelig lange, så vi får kun fem af slagsen i løbet af gruppens halve time på scenen. Saxofonen kommer ikke så meget i spil, som jeg havde håbet på, men trutter lidt med hist og her. Alt i alt dog en absolut gedigen koncert, selvom heller ikke Turquoise Sun gentænker den psykedeliske rock radikalt – men mindre kan bestemt også gøre det.

 

Monti – håndspillet hiphop med imponerende flow *****

Efter fire grupper, der spiller en eller anden afart af rock i enten blødere eller hårdere aftapning, slutter Oppenheimer med en gang hiphop fra Aarhus-gruppe Monti. Orkestret adskiller sig fra mange andre navne på den danske hiphop-scene ved dels at være et fuldgyldigt liveband med hele fem instrumentalister – guitar, bas, trommer, keyboard og en elektronik-betjener, der også er backup-rapper – dels at have en frontfigur, der rapper på engelsk. Sebastian Bang Monti er en fremragende rapper med et imponerende flow, meget amerikansklydende udtale og ordrige tekster, der – i hvert fald i det omfang, jeg kan nå at opfatte dem – er langt hinsides de platheder og den selvfedme, man kan finde på en del af den danske hiphop-scene.

Sebastian Bang Monti kommer langt ud over scenekanten med sin professionalisme og sin udadvendte attitude, og musikerne spiller fortrinligt. Det swinger og har masser af potentiale i catchy sange som ”Survival” og ”Rare”. Keyboardet har saftig orgel-lyd, guitaren er funky og får også lov at spille en enkelt solo, som Monti dog rapper henover, og trommespillet er alsidigt med både akustiske og elektroniske trommer. Det eneste, jeg synes, gruppen mangler, er lidt sungne passager for afvekslingens skyld, men det er en smagssag. Vi kommer i hvert fald til at høre meget mere til Monti.

 

Endnu engang har Oppenheimer vist fem særdeles talentfulde orkestre, der alle har kvaliteter til at nå langt. Man kan ærgre sig lidt over, at ingen af årets grupper synger på dansk, og at der i løbet af hele aftenen kun var en enkelt kvinde på scenen – bassist og korsanger Marie fra Sundays – men udvalget afspejler formodentlig ansøgerfeltet. Jeg taler af erfaring, da jeg tidligere har siddet i juryen. Én ting er sikkert: Jeg kommer tilbage næste år.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA