The Killers: Wonderful Wonderful

The Killers
Wonderful Wonderful

Et sted mellem musikhimlen og Las Vegas

GAFFA

CD / Island
Udgivelse D. 22.09.2017
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Få bands har så svært ved at definere sig selv som The Killers. Bandet, der live er decimeret til frontmand Brandon Flowers og trommeslager Ronnie Vannuci, findes i zonen mellem pop, rock og indie og har alligevel formået at blive et imponerende, stadionfyldende band.

Dette Las Vegas-holdets femte album afdækker ikke nogen rød tråd og blinker ind og ud som lysene på The Strip.

Førstesinglen The Man lyder umiskendeligt som Duran Duran i sin glitrende synth, Nile Rodgers-funk, catchy omkvæd, små kække breaks og lydbidder og helt igennem gennemførte 80'er-feel. Det holder faktisk ret godt.

Rut er en klassisk ballade, og Brandon Flowers' vokal får lov til at bære rigtig meget, hvilket giver nummeret ekstra pondus og swung. Desværre trækker et light c-stykke, hvor linjen ”I’ll climb” gentages til noget, der føles som uendelighed, rigtig meget ned. Hvorfor har producer Jacknife Lee ikke sagt stop?

Albummets bedste nummer finder man midtvejs. Tyson vs Douglas, inspireret af underhunden Buster Douglas’ knockoutsejr over den i 1990 uovervindelige Mike Tyson, viser The Killers spillende på alle deres styrker. Velplacerede riffs og pompøse-omkvæd.

Some Kind of Love og Life To Come er virkelig MOR-poprock sange, sidstnævnte co-written af OneRepublics Ryan Tedder. Out of My Mind er endnu et 80'er-opkog, hvor melodiens halten forsøges skjult af masser af små-cheesy keys, elektriske trommer og namedrop af Springsteen og McCartney. Førstnævnte står også som den tydelige inspiration på albumlukker Have All the Songs Been Written? Et hæderligt og seriøst patosladet stykke americana. The Calling er et miks af rhythm’n’blues-guitar og 90'er-synth og sjasker adstadigt under en bibel-tung tekst.

Og således står man lidt forvirret tilbage, når albummets 10 numre er ovre. For hvad vil The Killers? Spillelysten virker i orden, men ingen af albummets musikalske retninger virker specielt stringente eller gennemførte. Mest af alt truer albummet med at skubbe Flowers & co yderligere i en retning af at være et stadionband, som på plade er ligegyldige.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA