Dykket ind i drømmenes støj

Slowdive, DR Koncerthuset Studie 2

Dykket ind i drømmenes støj

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Der kunne lige så godt være stille. Den omsluttende og overvældende stilhed ved støjen. De symfoniske og støjende lydflader virker som en naturlig forlængelse af rummets betonklang. Slowdive er en del af det rum i DR Koncerthuset, og de fængende vokalharmonier hos Rachel Goswell og Neil Halstead er personlige og direkte, som var enhver blandt publikum den eneste modtager. Alligevel er alle blandt publikum en del af koncerten, som var de en forlængelse af bandets optræden.

Det blålilla skær fra scenen er betagende og gribende, imens den omsluttende støj mødes af melodiøse lydflader. Vi er vidne til en helhedsoplevelse, der sjældent opleves så unik, dragende og samtidig så fuldendt udført. Slowdives minimalisme under Slomo fra bandets seneste, selvbetitlede album er et udtryk for, hvordan vi i aften lige så godt kunne befinde os tilbage i begyndelsen af 90’erne. Publikum er blevet ældre, det samme er bandet, og rummet en smule større, men Slowdives talent for at komponere altomsluttende drømmepop er uforlignelig, ligesom den var for 25 år siden. Lydbilledet er fængslende i en sceneopsætning, hvor bandet nærmest udgør silhuetter i det psykedeliske bagtæppe.

Lysets dimension

Jeg har før oplevet Slowdive. To gange på Roskilde Festival, og begge oplevelser står lige magisk i hukommelsen. Men festivalkoncerter er ofte udgjort af visse begrænsninger, der kan sætte en dæmper på helhedsoplevelsen. I aften har kvintetten fra Reading til gengæld medbragt alle de tunge skyts, der skal til for at suge publikum ind i deres drømmende og støjende lydunivers. Scenens bagtæppe og lyssætningen står i forlængelse af musikken, der under Catch the Breeze opbygger de drømmende lydflader, imens Rachel Goswells vokal ligger ulmende under musikkens maleriske udtryk. Det visuelle giver en ekstra dimension, jeg ikke tidligere har oplevet hos Slowdive. Det er hypnotiserende, ligesom det er overvældende hos The Jesus And Mary Chain, og sættet udvikler sig derfor som en enhed, fremfor en række tilfældigt placerede numre fra bandets bagkatalog.

Støjens opbygger sig i en kaotisk kulmination, hvor lyset og lyden mødes og skaber et samlet og smukt billede af det, shoegazing kan formå at omfavne. Simons Scotts tunge og buldrende trommer trækkes i forgrunden under Crazy for You og er udtryk for en detalje af bandets soniske udtryk, imens Neil Halstead og Rachel Goswells vokaler mødes i drømmende og beroligende harmonier. Det er udpenslende og dybt og samtidig et udtryk for, hvordan Slowdive bevæger sig i et auditivt univers, hvor musikken bygges op omkring kulminationen.

Drømmende melankoli

Under Star Roving tages publikum med ind i det mere popmusikalske aspekt af Slowdives lydunivers. Det er kontrasten til de drømmende lydflader, som Slowdive hidtil har befundet sig i, og det er intenst og voldsomt. Den ulmende vokal og drømmende melankoli på Avalyn mødes af en messende støj. Hastigheden er skruet ned og skaber en mur af lyd, der i al sin overvældenhed virker som en forlængelse af det rum, vi står i. Støjen udgør rummet og skaber den beroligende effekt, som ellers kun er forårsaget af stilheden. I sine støjende lydbilleder formår Slowdive at skabe en overrumplende effekt, der forstærkes under Everyone Knows. Det patosbetonede udtryk trækkes frem, imens Rachel Goswell bevæger sig tilbage i baggrunden, der i sine instrumentale lydflader skaber smukke og melodiøse billeder.

De opbyggende lydbilleder, der er karakteristiske for Slowdive, har til formål at blive nedbrudt. Det er det, der giver Slowdive sit udtryk og den kant, der har bragt bandet ind i samme bog som The Jesus And Mary Chain og My Bloody Valentine, og som i dag har skabt inspirationer langt ud over indie-scenen og ind i metalkulturens grumme favntag. When the Sun Hits er den kraftfulde magtdemonstration, hvor de opbyggende og dragende melodier langsomt udvikler sig til den gribende støj, der kan virke altomsluttende. Det er smukt og samtidig farligt.

Musikkens krøllede sind

Igennem koncerten er Slowdive et udtryk for musikalsk præcision, der mødes af et strømlinet visuelt udtryk. Musikken virker til tider næsten symfonisk, og uanset støjen eller melodierne er det smukke altid i centrum. Syd Barretts Golden Hair er et perfekt eksempel på den musikalske præcision, hvor nummeret bevæger sig langt fra sin originale udgave og får et nyt element og sit helt eget udtryk. Rachel Goswells vokal står i begyndelsen næsten alene, kun mødt af Neil Halsteads guitar. Melankolien strømmer udover scenekanten og er den godnatsang, vi alle gerne vil have, men alligevel er lidt bange for. Det transcenderende udtryk gør fremførelsen mere direkte og psykedelisk og står som en hyldest til Syd Barretts krøllede sind.

Imens bandet bevæger sig af scenen, fortsætter de støjende lydflader med at strømme af sted. Bagest på scenen står tre store spots, som blinker mekanisk på publikum. Vi holdes fast og opdager knap bandets tur backstage, før de igen er tilbage med Sugar for the Pill. Slowdive har med 40 Days gemt det bedste til sidst af en koncert, der har vist sig fra sin mest omsluttende og betagende side. Det visuelle mødes af det soniske og skaber den balance, der for mange er umulig at nå. Den balance kan være hypnotiserende, og timer kan virke som få minutter. Og i sit overvældende og altomsluttende lydbillede bevæger Slowdive ind i sin ultimative lydkulmination.

 

Sætliste

Slomo

Catch the Breeze

Crazy for You

Star Roving

Avalyn

Souvlaki Space Station

Everyone Knows

Blue Skied And Clear

When the Sun Hits

No Longer Making Time

Dagger

Alison

Golden Hair

Ekstra

Sugar for the Pill

40 Days


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA