Jazzsangerinden vendte afstand til intimitet

Diana Krall, Operaen, København

Jazzsangerinden vendte afstand til intimitet

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Den canadiske jazzsangerinde har med en perlerække af prisværdige album og en mere eller mindre permanent koncertturné slået sit renommé fast: Hun kan levere vokaljazzen på den mest overbevisende, charmerende og forførende vis. Derfor var selveste Operaen i København også meldt udsolgt forud for hendes optræden lørdag aften.

En del af det materiale, hun tog med sig på scenen – eller i hvert fald forløsningen af det – syntes dog ikke at egne sig til de store dimensioner i salen. Under åbningsnummeret, Nat King Coles Deed I Do – en meget inderlig, rørende, intim ballade – sad jeg således på 14. række og tænkte: ”Bare man kunne se hende – som andet end en miniaturefigur på scenen”. Nummeret blev fint forløst, men dets karakter matchede ikke rummets størrelse. Dertil var afstanden mellem kunstneren og publikum for stor. (Godt man ikke sad på 3. balkon). Oplevelsen blev ikke bedre under de følgende numre, L-O-V-E, Isn’t It Romantic og Night And Day – om end lyden gradvist blev justeret og mere fortættet.

Men cirka midtvejs i koncerten skete der noget. Med en 12-14 minutter lang, drævende og helt og aldeles svedig versionering af Tom Waits’ nummer Temptation kom sangerinden og hendes eminente sidemen – guitaristen Anthony Wilson, violinisten Stuart Duncan, bassisten Robert Hurst og trommeslageren Karriem Riggins – for alvor ud over scenekanten. Med en fortættet, nu særdeles god lyd, en dunkel lyssætning og nogle helt enkle visuals formåede den absolut velspillende konstellation at få tag i publikum – især takket være Anthony Wilsons og Stuart Duncans respektindgydende præstationer. At Diana Krall selv, som solist i det efterfølgende nummer – Joni Mitchells A Case of You – formåede at bevare taget i publikum var al ære værd. Lyden var nu så optimal, at hun kunne synge sagte og alligevel overvinde afstanden og opbygge intimitet. Det her var Diana Krall på absolut højeste niveau. Vokaljazzen, når den er allerbedst.

Det interessante er, at Krall – som få andre – netop kan dét: levere vokaljazzen på overbevisende, charmerende og forførende vis. Lørdag gjorde hun det med autoritet, med en afslappet attitude og et næsten nonchalant, afslappet forhold til klaveret, kompositionerne og sammenspillet. Den evne afspejler et både kunstnerisk og teknisk overskud, som er sjældent.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA