Når Store Vega blot er en havefest

Benal, Store Vega, København, 30. september

Når Store Vega blot er en havefest

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Det er gået slag i slag, siden duoen debuterede i 2014. Dengang foregik det på Vegas Ideal Bar, der har plads til en lille udvalgt skare. Året efter havde de vokset sig store nok til Lille Vega, og sidste år ved denne tid badede de på fornemste vis Store Vega i himmellys, hvor gennembruddet virkede definitivt. 

Nærmest som klokkeværk er Benal tilbage i Store Vega, hvor den flotte træsal danner rammen om det triumftog, de er på med sommerens festivalkoncerter, P3-Prisen og det nye album “Hvis det virkelig er vigtigt” i baglommen. Hvad der før var en lille udvalgt skare har vokset sig til hvermandseje, og salen er pakket til randen med forventningsfulde fans. 

En havefest for gamle og nye bekendte 

Publikum skal ikke vente længe, for allerede klokken 21 sharp åbner Albert Wanscher og Benjamin Hav for “havefesten”, som den udsolgte koncert har heddet på Facebook. Man kan sige det er noget af en havefest, men betegnelsen er pudsigt passende, for “Garden Party” var jo netop, hvad Ricky Nelson kaldte sin tilbagevenden til Madison Square Garden, et sted hvor alle kendte ham, men ikke længere kunne genkende ham. Benal står nærmest i den omvendte situation, for med Benjamins karakteristiske bebrillede fjæs plastret på tv i bedste sendetid kender folk navnet og ansigtet, men ikke nødvendigvis musikken – endnu. Lad os se, hvordan de håndterer den kattepine… 

Opbygningen af aftenenens koncert skaber en bro mellem de tidlige udgivelser og det nye album. Man bemærker, at der er sket meget, når vi går fra den nye, lækre “Et Klap” og tilbage til “029” fra debuten “Baby”. De vildt associerende tekster burde som udgangspunkt mere være til hovedtelefon- end koncertmusik, men efterhånden har publikum fået dem ind under huden og reciterer dem ubesværet. Man sendes tilbage til firserne, hvor Lars HUG og Steffen Brandt også gjorde poetisk spoken word over elektroniske produktioner folkekært.      

Benjamins selvsikre ord giver ekko over Alberts techno 

Ligesom sidste år er der stillet en catwalk frem til Benjamin. Han indtager den, som når en Boeing 747-jumbojet lander på runwayen; intet kan ryste ham af landingsbanen. Hans dybe røst runger i hele rummet. Med årene er han blevet endnu mere selvsikker i at bruge stemmen som instrument, så enkelte ord og skrig får lov at give ekko over Alberts techno. 

Som vanligt står Albert tilbagetrukket, smilende bag pulten, mens Benjamin agerer frontmand. Det kan virke noget ulige, men omvendt er der ingen tvivl om hans rolle som musikleverandør, og også han har udviklet sig, så udtrykket er gået fra mere konventionel elektrohiphop til mere eksperimenterende dance og house og sågar fuldblods technopop. Alligevel er det svært ikke at smile, da Benjamin kigger om bag pulten og udbryder “Står du og spiller Counter Strike?!” Det gør han næppe, han er jo trods alt ikke Andy Fletcher i Depeche Mode, der står og ordner regnskab bag keyboardet. 

Bindegal med kvindevokal

Efter en skøn version af den boblende "Babelfisk", hvor især vers og musik går op i en højere enhed, er der fint besøg på scenen. Marie Key leverer et fejende flot på “Hvad Nu”, og også Katinka skinner på sidste års gennembrud “Sprog”, der etablerede, hvor godt Benjamin fungerer i selskab med d’damer. De to sanger-sangskriversker giver melankolsk melodi til Benjamins dybe, monotone flow, og når du’et i Benals univers ofte er en dame, virker det perfekt med samtalepartnere på scenen.

I publikum er der også fuld indlevelse i numrene. Alle skråler med, og det er en fornøjelse at se hærdebrede mænd med halstatoveringer blive skøbelige, når de synger med på den vidunderlige “Om Dig" featuring Liv Lykke i hæsblæsende topform. Det er tydeligt, Benal er blevet bindegal med kvindevokal, hvilket det nye album afsøger.

Og apropos tatoveringer er det ligeså fedt, når de lyse røster fra salen blandes med Benjamins stemme, mens han buster “Du ligner en der ska’ i kiosken / Han sagde, hva’ laver du, jeg sagde - boksen!”, for det er naturligvis kodeordet, til Orgi-E gæster scenen iført spraglet kimono og flabet flow, først “Tatovering” og derefter den nye “Hele Tiden” og til sidst “Fri”, hvor også Bai-D fra Suspekt er på scenen. 

Suspekt er vel nok stadig dansk raps bedste liveperformere, men de får kam til deres hår denne aften, for Benal står fast på scenen som en Gibraltarsten, mens gæsterne forsvinder ind og ud. Ikke engang Jokeren, der kommer valsende ind direkte fra Vild Med Dans og lægger sit oprindelige “Spændt Op Til Lir"-vers over Benals opdaterede “Hip Hop” kan fjerne fokus fra den store stemme, der kommer ud af Benjamins lille, skæve mund. 

En stærk performance uden da capo

Mod slutningen skrues tempoet op, og vi får “Uh Babe”, “Hvor Du Går Hen” med jazzsangerinden Cecilie Noer og titeltracket “Hvis Det Virkelig Er Vigtigt”, hvor Medina som den eneste gæst glimrer ved sit fravær, så stønnene er medbragt maskinelt. Men vi skal ikke klage. “I har allerede fået meget mere end i har betalt for,” skryder Benjamin kun halvt i sjov, og tilføjer med ekkokammer: “RABAT!” 

Man må sige, at vi har fået smæk for skillingen. Musikalsk og vokalmæssigt er det vel nok den stærkeste performance, jeg har oplevet fra Benal, og det er, i al ydmyghed, ikke mit første rodeo. Alligevel står jeg tilbage med lyst til endnu mere, da koncerten slutter brat, og lige meget hvor meget der klappes, hujes og lå-lå-lå’es kommer de ikke tilbage til da capo. 

En cliff-hanger lige efter Benals hoveder 

Det er som en cliff-hanger, hvor Benal er gået uden at sige farvel og vi må glæde os til næste års havefest, for at se vennerne igen. Som gode gamle Lukas Lunderskov, der oprindeligt var del af gruppen, synger midt i showet på Bootycall: “Havde jeg sagt på gensyn, havde jeg sikker bare ødelagt din fest / Uhh bare kald mig Houdini, men jeg tog bare hensyn.” Jeg kunne godt ønske mig, nu hvor de står så stærkt i deres eget udtryk, at de får endnu flere gæstevers, når nu gæster på omkvædene fungerer så fremragende. Men hvad bestemmer jeg. Som Ricky Nelson synger til sidst i Garden Party “See you can’t please everyone, so you got to please yourself”.

Benjamin Hav har vokset sig fra en lovende tekstforfatter med en skæv levering til en af dansk musiks stærkeste frontmænd. Albert Wanschers produktioner er gået fra undergrundsgrooves til landeplager. Koncerten fremstod som en fest lige efter Benals hoveder – og det tyder på, de har potentiale til endnu mere. Så må vi pænt vente på forløsningen, til de har lyst til at levere den.     

 

  

 

  

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA