Storartede Stones levede fuldt op til sig selv

The Rolling Stones, Telia Parken, København

Storartede Stones levede fuldt op til sig selv

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

”Jeg ved det godt: Det er bare rock’n’roll, men jeg kan lide det!,” sang Mick Jagger dengang i ´74 – og i aften på Østerbro, hvor netop semi-signatursangen "It’s Only Rock’n’Roll (But I Like It)" sættes ind allerede som andet nummer, efter en klædeligt løs "Sympathy for the Devil" har åbnet festen lidt over ni.

Jaja, det er én af gruppens til hudløshed citerede linjer, dén ovenfor – men den er så også et centralt statement for det orkester, som i aften træder op i København, 55 (!) år inde i karrieren. Mine damer og herrer – The Rolling Stones-cirkusset er kommet til byen, for at folde en hitparade ud over et forventningsfuldt publikum iført smartphones og fadøl.

Og gudhjælpemig om de gamle drenge ikke er til sinds at levere den mest charmerende koncert, jeg mindes at have oplevet med koryfæerne de sidste par årtier. Det er ganske rigtigt fire-fem årtier siden, bandet ramte sit kreative og kulturhistoriske klimaks. Men, hey, det’ bare rockn’nroll; det er underholdning, mand.

Hvilket det i øvrigt hele tiden har været, underholdning altså – også selvom Stones for en stund leverede lydsporet til et reelt, kulturelt opbrud, dengang i anden halvdel af 1960’erne. Siden er bandets hovedattraktion blevet de store, tilbageskuende stadionkoncerter snarere end de studieplader, gruppen gennem årene har givet os med jævne mellemrum.
 
Den store fortælling
Også i aften byder sætlisten på en forudsigelig perlerække af regulære rockklassikere, garneret med blandede godter inklusive et par udpluk fra "Blue & Lonesome"; bandets fine tilbagevenden til (blues)rødderne fra sidste år. Ja, selv de notorisk dårlige lydforhold i Parken synes at være under nogenlunde kontrol i aften.

Charlie Watts er den første, som viser sig på scenen; siden kommer Keith Richards og Ron Wood valsende synkront ind på og stiller sig op på hver side af Jagger, som allerede har stillet sig i positur center stage. Og som stadig synger røven ud af bukserne, tilsyneladende til stede i de sangfortællinger, han i aften lægger ned for publikum for gud ved hvilken gang.

Om slaveskibet fra Guldkysten med kurs mod bomuldsmarker i de amerikanske sydstater (”Brown Sugar”) – hvor bluesmusikken siden groede frem, kan man tilføje. Om selve Satan på strejftog i 1900-tallets vestlige samtidshistorie (”Sympathy for the Devil”).

De tumlende terninger (”Tumbling Dice”). Voldtægt og mord, som ”kun er et skud væk” (”Gimme Shelter”). Den evige liderbuks på sin tidløse jagt efter bare et øjebliks tilfredsstillelse (”Satisfaction”). Og så videre.

Det er der, alt sammen, i aften, her i København. Som en del af den store Stonesfortælling; det store illusionsnummer og trick, som rockritualet også er – og som The Rolling Stones har mestret i en grad så prædikatet ”verdens største rock’n’roll-band” ikke har hængt ved uden grund.
 
Pot og hindbærsnitter
”Midnight Rambler” er som altid et højdepunkt i sættet – et sejt groovende eksempel på det, som kan siges at være The Rolling Stones centrale greb: Det originale og elementært medrivende og i grunden meget britiske take på den gamle, amerikanske bluesmusik.

Og samtidig en morbid sag om den virkelige kvindemorder ”Boston-kvæleren,” som ved udgivelsen i ’69 gav anledning til en del feministisk kritik om voldsforherligelse og misogyni. Måske en sag for Everyday Sexism Project Danmark, Henrik Marstal eller en universitær kronikør på Dagbladet Politiken, at den slags afsynges på nationalstadion i 2017?

Kræftramte Ron Wood træder til med slidstærke soli, når Richards tager en slapper – hvilket han gør en del, i aften, hvis vi nu skal være ærlige. Mens Mick Jagger binder løjerne sammen med småsnak på gebrokkent dansk og ting som "det er vores 25. koncert her" og "tusind tak!".

Billige point, javist – men ikke desto mindre ganske sjovt og charmerende, når Jagger fortæller om bandets ophold i den danske hovedstad. ”Vi lejede nogle cykler og kørte ud til Christiania, røg en masse pot og spiste en masse hindbærsnitter – og så tog vi Limo’en tilbage…”

Vi får en forrygende "Paint It, Black" – og "Under My Thumb", Jaggers antydningsvist sadomasochistiske 1966-tekst, som i aftenens levering stadig er ti gange så saftig som samfulde 1000 (eller hvor mange der nu er) sider i "50 Shades of Grey-trilogien".

Som sættet skrider frem, glemmer en del af publikum tilsneladende næsten at stå og filme storskærmene med deres telefoner og er til stede i situationen – også selvom det ikke ligefrem kommer til tumultariske optrin foran scenen.

Koncertens sidste etape er en regulær bredside af klassikere, kulminerende i karrierehøjdepunktet "Gimme Shelter" og endelig "(I Can't Get No) Satisfaction", mens fyrværkeri i scenens sider detoneres. Ja, det er bare rock’n’roll – men indimellem er det faktisk også alt, hvad man har brug for. Eksemplarisk, i al sin uperfekthed.
 
Sætliste:
1. Sympathy for the Devil

2. It's Only Rock 'n' Roll (But I Like It)

3. Tumbling Dice

4. Just Your Fool

5. Ride 'Em on Down

6. Under My Thumb

7. Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)

8. You Can't Always Get What You Want

9. Paint It Black

10. Honky Tonk Women

11. Happy
 (Keith Ricards på leadvokal)
12. Slipping Away
 (Keith Richards på leadvokal)
13. Miss You

14. Midnight Rambler

15. Street Fighting Man

16. Start Me Up

17. Brown Sugar

18. Jumpin' Jack Flash

Ekstranumre
:
19. Gimme Shelter

20. (I Can't Get No) Satisfaction


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA