Kontraster i det grå hus

Mew, Musikkens Hus, Aalborg

Kontraster i det grå hus

Anmeldt af Jeppe Søndergaard | GAFFA

Arkivfoto

Efter i september at have spillet så forskellige steder som Hong Kong, Sydney og sågar Nuuk var Mew i aften tilbage i moderlandet på en kold efterårsdag. En slags minitour blev skudt i gang i Musikkens Hus i Aalborg og tager dem videre til Vega i morgen og fredag, lørdag til Aarhus og derpå videre nordpå til Oslo og Göteborg. Men til aftenens koncert:

Vi er et godt stykke under jorden i den grå firkant, Musikkens Hus, nærmere bestemt Intimsalen på sal -3. En perifær klaustrofobi kunne titte frem hos selv den modigste, når man står her 10 meter under jorden, men rummet fyldes heldigvis hurtigt af summende stemmer, pæne skjorter og henkastet latter. I modsætning til de større sale har denne en rå, moderne teateragtig vibe, med det sorte gulv og den minimalistiske scene, og skal vise sig at komplementere de senere hovedaktørers optræden ganske fint. 

Til sagte bifald går dagens opvarmning Lydmor på. Hjemvendt fra et års spontant ophold i Shanghai giver hun publikum en kunstnerisk injektion af groovende elektroniske beats, inciterende vokal og David Lynch-agtig weirdness med længere spoken word-passager og et nyligt orientalsk strejf. Charmerende og original. 

Efter en lille halv time går Mew på med stærke visuals i ryggen – her menes ikke albummet, selvklart, men et visuelt bagtæppe af underfundige figurer, der aftenen igennem er både modstykke og medspiller til lydsiden. Åbneren “In A Better Place” er en for Mew ret straight-forward popsang, der med sit enkle, effektive synth-tema bliver ledt over i to af de helt store fra bagkataloget: “Special” og “The Zookeeper’s Boy”. Begge enormt stærke sange med dejligt drev i versene og de næsten signaturagtige Jonas Bjerre-omkvæd med engleagtig falset og knivskarpe melodier. Især “The Zookeeper’s Boy” fungerer fremragende i aften. De mange harmoniske skift bliver bakket op af lige så omskiftelige og obskure hybridfigurer i visuals’ene: specielt en victoriansk pigekjole med tigerhoved gør indtryk.

Det simple i det komplekse

Generelt mestrer Mew det dualistiske og kontrasterne i musikken. De storladne og opløftende omkvæd med Jonas Bjerres fine vokal ofte fungerer som skarp modsætning til knasende guitarstykker. “Satellites” fra + - er et eksempel på en sang, der nærmest fungerer bedre live end på pladen – i denne version kommer en af Bjerres specialiteter, "det uventede akkordskift", virkelig til sin ret. En anden er “Carry Me to Safety” fra Visuals, en inciterende og udflydende melodi, der får lov at udfolde sig i et underfundigt og snørklet arrangement. 

Der er vel ingen bands, i hvert fald danske, der så evident mestrer at få komplekse harmoniske og rytmiske stykker til at spille sammen på en måde, så man ikke tænker over det. Og så det oven i købet fremstår som appelerende rock! Et af aftenens ekstranumre “Am I Wry? No” er et eksempel, og den fungererer også til aften glimrende med sit kontante, insisterende åbningsriff (hvilket riff!) og ustyrlige, men afstemte trommer. 

Mew lever op til deres musiks stemning og er ikke ligefrem udadvendte på scenen. Nogle vil måske opponere imod den manglende kontakt til publikum, men det er rart med et band, der tør udvise beskedenhed og ydmyghed overfor sange, der i princippet er så stærke, at man godt kunne "prale" lidt mere med dem. Det ligger dog ikke i bandets, og nok især Jonas Bjerres, DNA. I stedet bliver man bare gang på gang mindet om, hvor store sange Mew har skrevet - det er også tilfældet, da sættes afsluttes med den storslåede og rørende “Comforting Sounds”. 

Sætliste:

In a Better Place

Special

The Zookeeper's Boy

Satellites

Candy Pieces

Introducing Palace Players

Snow Brigade

Twist Quest

Start

Water Slides

Apocalypso / Saviours of Jazz Ballet

Carry Me to Safety

Ekstra:

Nothingness and No Regrets / Seasons

Am I Wry? No

156

Comforting Sounds

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA