Sternlumen: Nørrebro Nights

Sternlumen
Nørrebro Nights

Dragende, minimalistisk soloalbum

GAFFA

Album / Gateway Music
Udgivelse D. 23.09.2017
Anmeldt af
Ivan Rod

Sternlumen = klaver og klaverbokser. Men Sternlumen er også – for at være mere præcis – slet og ret Thomas Kudela, som nu – med Nørrebro Nights – udgiver sit andet soloklaveralbum med egne minimalistiske kompositioner og improvisationer. Hvor den tysk-fødte, på Nørrebro i København bosiddende pianist henter sin inspiration, skal jeg ikke kunne sige, men et godt bud er hos komponister / pianister som John Cage, Steve Reich, Philip Glass og Max Richter. Måske især hos sidstnævnte. For der er samme repetitive element, samme optagethed af riterne hos Thomas Kudela, som der er hos landsmanden Max Richter. Heraf følger, at klavermusikken på Nørrebro Nights på én gang er enkel og kompleks. Den er konstant magnetisk, sine steder meditativ, sine steder melankolsk. Uanset hvad suger den lytteren ind i en spiral, der drejer om egen akse, som vand, der suges ned i et afløb. For nogle lyttere vil den helt sikkert forekomme trættende i al sin repetition. For andre helt sikkert dragende – det gælder for undertegnede – men uafrystelig er den ikke. Den er fascinerende, men ikke formfuldendt. Selv om et nummer som Kierkegaard Between Trees and Spheres i sig selv er noget nær mesterlig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA