David Gilmour: Live at Pompeii 2016

David Gilmour
Live at Pompeii 2016

Gilmour – godkendt genvisit i Pompeii

GAFFA

CD / Sony
Udgivelse D. 29.09.2017
Anmeldt af
Henrik Friis

Pompeii og Pink Floyd – de to navne har altså bare en mytisk samklang på grund af den ikoniske filmoptagelse med det romerske amfiteater som kulisse til Pink Floyds søgende, spacede udtryk anno 1971. 45 år efter fik David Gilmour så lov til at vende tilbage til det historiske område på sin turné for Rattle That Lock-albummet – endda for allerførste gang med tilskuere, siden området blev begravet i vulkanaske i år 79 – og selv om udspillet ikke nærmer sig samme legende-status, er det alligevel et album, der vil glæde Gilmour- og guitar-fans.

Det skyldes først og fremmest hovedpersonen, der gennem de to timer og tyve minutter virker intens både i sang og spil og formår at trække sig selv noget ud af den noget entonige skygge, de sene Floyd- og solo-albums har været mærket af. Sangene fra Rattle virker faktisk inspirerede, og blandingen med specielt gamle Floyd-numre giver første del af albummet karakter. Ikke så meget Money, der serveres noget lire-jammet. Men Wish You Were Here i total publikums-fællessang og specielt One of These Days (eneste genganger fra den gamle Pompeii-optagelse) med den smældende fede ekko-bas og Gilmours fræsende slide-spil fungerer bare godt.

I det hele taget er det et guitar-fan-album. Der er masser af spade – masser af Gilmours store flotte sound og rumklang, de glasklare toner, de grødede akkorder, de delikate effekter og den tålmodige bluesede feeling, der er blevet den nu 71-årige guitarists signatur og varemærke. Ingen nye strenge berøres – men han kan stadig det gamle.

Så kan det godt være, at den store visuelle side begynder at savnes i 2. halvleg på dette lydspor, hvor Fat Old Sun fra Atom Heart Mother taber sin fine skrøbelighed på den store scene, og hvor bidragene fra de senere år keder lidt i deres kedsomme midtersøgende-rock. For hør bare den fremragende guitar-sound i Sorrows start og slutning. Dét er personlighed – og overblik.

Gamle Floyd-fans vil stadig savne Roger Waters' mørke og bid, men med konklusion i Run Like Hell og Comfortably Numb fra Waters-inficerede The Wall smager det da lidt af…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA

// DAN