Mimi Terris: Den stora skalan

Mimi Terris
Den stora skalan

Flot nyt fra den unge, svenske jazzsangerinde

GAFFA

Album / Calibrated Music
Udgivelse D. 29.09.2017
Anmeldt af
Ivan Rod

Den svenske jazzsangerinde, Mimi Terris, er det nye dyr i den svenske åbenbaring. Hun er den naturlige arvtager efter koryfæer som Alice Babs og Monica Zetterlund: en sangerinde, der reelt kan kombinere den retrospektive swingjazz og den svenske visetradition og revitalisere begge genrer.

Hun høstede for to år siden, fortjent, anmelderroser for sit gennembrudsalbum, Flytta Hemifrån, men opfølgeren, Den store skalan, er alligevel et mere modigt og modent udspil.

Mimi Terris har selv skrevet broderparten af numrene herpå, og hun har gjort det eminent godt – lyrisk såvel som musisk. Da hun samtidig har formået at samle sine sidemen og føre dem i én og samme retning, er albummet blevet meget fokuseret og sammenhængende, et godt bud på en ny klassiker.

Bedste numre er efter min mening Den store skalan og det følgende nummer, Päronträdet, der som eneste nummer lugter lidt af Motown. Ellers veksler musikken mellem jazzballader, soul, swing og 70’er-pop med umiskendelige elementer af svenske visetradition. Og uanset hvad – er blæserne centralt placeret i lydbilledet, side om side med og fint afstemt vokalen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA