Koncentreret kraftpræstation fra kælderen

Kellermensch, VoxHall, Aarhus (turnéstart)

Koncentreret kraftpræstation fra kælderen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er med tårnhøje forventninger, jeg indfinder mig på VoxHall denne fredag aften. Kellermensch står på plakaten, og de udgav tilbage i januar et af årets hidtil bedste danske album, Goliath. En på én gang tung, dyster, aggressiv, melankolsk, melodisk og hjerteskærende smuk rockplade, som kommer hele vejen rundt i følelsesregistret på mindre end 37 minutter. Gruppen fulgte albummet op med fremragende koncerter på Spot og Roskilde Festival – og spillede desuden i hjembyen Esbjerg, og det var sikkert også forrygende – og nu er de så taget på Danmarksturné med start i Aarhus. Jeg er ikke alene i min positive indstilling, for koncerten har længe været udsolgt. Publikum viser sig at være ganske blandet, både i alder og udseende. En del T-shirts med logoer for Slayer og Helhorse viser bandets appel hos metalmiljøet, mens andre bærer hipsterskæg og andre igen er sværere at proppe i kategori.

Det er da også jubelråb, bandet bliver mødt af, da de træder ind på scenen. I studiet er de syv, live hele otte med besætningen sang/guitar, guitar, guitar/kontrabas, bas, keyboard/kor, orgel/kor/growl og trommer. Alene lineuppen fortæller, at dette band er noget helt særligt. Gruppen og lægger ud med "Atheist in a Foxhole" fra Goliath. En sang, der begynder stille, men udvikler sig til et heftigt rocknummer, hvor Niels Grøndahls (eks-Under Byen) smukt vemodige violin giver et særligt bidrag til lydbilledet – som den i øvrigt gør på hovedparten af sangene. Det samme gør John V. Laursens kontrabas og Christian Sindermanns sumpede orgel.

Visuelt er det el-bassist Claudio Wolff Suez, der tiltrækker sig mest opmærksomhed. Hvor alle de øvrige musikere er klædt i sort, en del i jakkesæt, bærer han en skrigrød skjorte og er i øvrigt den, der bevæger sig mest rundt på scenen, mens han spiller på sin bas, som hænger næsten helt oppe under halsen på ham. Han er ikke den, der spiller flest toner, men hans bidrag er alligevel vigtigt, som det gælder for samtlige musikere.

 

Ude på vippen

Sanger og sangskriver Sebastian Wolff træder for alvor i karakter på sættets tredje sang, ”How to Get By”, hvor han er helt alene på scenen og i følgespottet med sin elektriske guitar. Hans klagende stemme og Nick Cave-associerende fremtoning passer fremragende til sangenes melankolske undertone, og han får i andre sange masser af med- og modspil af Christian Sindermann både på kor og som metal-inspireret growler, især i numre fra Kellermenschs otte år gamle, selvbetitlede debutalbum, der var mere metalorienteret end det nyeste, men ligesom dette også trækker på mørkemandsrock som Nick Cave og en flosset singer-songwriter som Tom Waits. Det gælder eksempelvis den bastunge fortolkning af Neil Young-klassikeren ”Don’t Let it Bring You Down” og ”Rattle the Bones”, men Sindermann brøler også igennem i ”Black Dress” fra 2010-ep’en Narcissus og Moth fra det seneste album. 

Den vuggende ”The Day You Walked” fra debuten sætter så småt gang i fællessang og -klap fra det overraskende stille publikum, der dog kommer mere i sving på balladen ”30 Silver Coins” og den Bruce Springsteen-ihukommende og bilradiovenlige ”Army Ants”, der slutter hovedsættet efter kun 65 minutter. Vi får dog to ekstranumre, publikumsfavoritterne ”Bad Sign” og ”Moribund Town”, hvor Sebastian Wolff i begge tilfælde bevæger sig ud på rækværket foran scenen og synger, mens han holder en koncertgænger i hånden for ikke at falde. Wolff sagde i marts i et interview med GAFFA, at han foretrak koncerter, hvor det hele kunne falde hinanden, og det er måske situationer som denne, han tænker på. Det bliver dog ikke så vildt som under Spot, hvor han var ude i regulær stavediving, men et lille faremoment er der dog stadig, og i øvrigt falder hans mikrofon ud i begyndelsen af ”Bad Sign”. Sådan kan det jo gå, når det hele er live. 

Kellermensch takker af til massive klapsalver, og det er da også en koncentreret kraftpræstation, de har begået – i øvrigt på et massivt lydniveau, og trods ørepropper har jeg stadig en hyletone i ørerne, når dette skrives. Blot kan man ærgre sig over, at Sebastian Wolff siger så lidt til publikum mellem sangene. Det bliver til goddag og farvel og ikke meget mere, og det virker lidt som et antiklimaks, selvom musikken kan tale for sig selv. Én ting er sikkert: Kellermensch er et af Danmarks bedste bands i disse år og i øvrigt et af de forholdsvis få orkestre herhjemme, der stadig spiller rock og tilmed kan få nye dimensioner ud af den hårdt prøvede genre – ved eksempelvis at inddrage instrumenter som violin, orgel og kontrabas samt growl. Nu mangler de bare at få et internationalt gennembrud – det fortjener de.

 

Opvarmning: Bellhound Choir ***

Inden Kellermensch går på scenen, får vi en halv times opvarmning ved Bellhound Choir alias sanger, sangskriver og guitarist Christian Hede Madsen, hvis seneste album er produceret af Kellermensch-sanger Sebastian Wolff Worried Kid. Med dyb, hæs og solid vokal og skiftevis dobro- og westernguitar spiller han seks fine sange i den folk-blusede stil, med brug af bottleneck på guitaren, både akkord- og fingerspil og solidt musikerhåndværk. Udtrykket er dog en smule for langsomt og lavmælt til en fredag aften, og publikum knevrer uhøfligt løs, selvom VoxHall for nylig har sat skilte op, der opfordrer til det præcis modsatte. Bellhound Choir ville klart gøre sig bedre for et mere lydhørt og gerne siddende publikum på eksempelvis Tønder Festival, for der er absolut potentiale i projektet.

 

Se flere turnédatoer med Kellermensch på GAFFA.dk/live

 

Sætliste:

Atheist in a Foxhole

All That I Can Say

How To Get By

Don’t Let it Bring You Down

Mediocre Man

Rattle the Bones

Black Dress

Remainder

The Pain of Salvation

The Day You Walked

Lost at Sea

30 Silver Coins

Army Ants

Ekstra:

Bad Sign

Moribund Town


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA