Rumpistol: Drops

Rumpistol
Drops

Dråber fra nære, fjerne og digitale verdener

GAFFA

Album / Rump Recordings
Udgivelse D. 30.08.2017
Anmeldt af
Jens Dræby

Det har taget nogle årtier for den brede musikelsker at få et rimeligt forhold til den særlige udefinerbare elektroniske musik, som nogle gange kaldes for electronica og andre gange kaldes for blip-blop-musik. Med internettet var der mange tracks og udgivelser, der trak frikort bare for at være anderledes, og fordi mange først fik øjnene op for den såkaldt nyskabende computermusik gennem toneangivende blogs.

Rumpistols nye ep Drops hører til i en tid, hvor der ikke skulle meget til at imponere. Dengang hvor melankolske gutter som Anders Trentemøller og Mike Sheridan hev en masse unge mennesker med ombord på den gyngende skyde af knitrende samples og blærede basgange. Rumpistols nye er dog ikke udpræget cool, og det er heldigt, for der er langt mere plads til gode såvel som dårlige indfald på de seks små dråber, der ud fra titlerne gerne skulle dryppe efter hvert sit tema, men ender med at blive en variation på den samme sampletunge midtempo-formel.

Det er ikke mærkeligt, at forløberen for de sløve gyngende glitchbeats David Tipper er blevet glad for Rumpistol. Jens B. Christiansen har da også med Rumpistol-navnet sat sig for at servere lidt til netop Tipper og Additech-crowdet med den afslappede og alligevel vilde Forest Drops. Svingende knækbeats og underliggende rumlen sættes i kontrast med dryppende klare melodier og charmerende guitarsamples. Den afsluttende Swing Drops er den mere åbenlyse reference, da denne bruger nogle meget genrebestemte samples, der går igen for Tipper, Jpod og mange andre inden for det swingende og brækkende electronicaslæng. Det er en helt umiskendelig og svært beskrevet lyd af en lommeregner, hvis den kunne prutte og bøvse.

Det er på ingen måde banebrydende musik. Det er til gengæld endnu en solid ep til dem, der savner lidt yderliggende musik, der stadig har swing. Drops' bedste tracks er Pentatonic Drops og Kosmik Drops, da disse lyder knap så inspirerede og langt mere fokuserede i den iboende stemningsfyldte idé. Pentatonic fortæller en historie med varme instrumenter og små bobler af modemlyde, der langsomt kribler frem, mens en gennemgående bølge af melodi holder orden på musikken. Kosmik rammer, som navnet antyder, et soundtrack til en forunderlig rejse, der er lige dele undervand og outer space med dæmpede rytmer og taktfast fremgang i en intergalaktisk ubåd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA