Nikolaj Nørlund M Copenhagen Phil: Skamskudte Fugle

Nikolaj Nørlund M Copenhagen Phil
Skamskudte Fugle

Med sans for dramatik og den europæiske romantik

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 12.10.2017
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Med indspilningen af ViLLA sammen med symfoniorkestret Copenhagen Phil begav Nikolaj Nørlund sig ud på ukendt territorium. Albummet var et udspring af orkestrets koncertrække 60 Minutes, hvor en række danske kunstnere opførte deres sange med Copenhagen Phil. Med ViLLA tog Nikolaj Nørlund den et skridt videre og skrev sange til orkester.

Skamskudte fugle virker Nikolaj Nørlund – ikke overraskende – på mere sikker grund end den ellers vellykkede ViLLA. Men erfaring gør mester og ikke mindst, når det handler om nye erfaringer. Sammen med pianist og arrangør Adi Zukanovic løfter han sin nye sangskrivning i brugen af orkestrets store melodiske vingefang. Man kan sige, at Nikolaj Nørlund har bevæget sig længere end i orkestrets maskinrum og spiller sammen med Copenhagen Phil i stedet for at bruge dem som et virkemiddel i sine sange. Det er nemlig en mere forfinet og klassisk tone, som man mødes af på Skamskudte fugle, som Nørlund karakteriserer som en nordisk croon. Melodierne er helt rene og rensede for unødvendige strygersus, så han undgår at falde i den symfoniske fælde, hvor der går musical eller Disney i lydbilledet.

Det er ganske enkelt yderst forfinet på albummet, hvor Nikolaj Nørlund synger sig gennem en romantik, der er langt mere europæisk end nordisk. Selv synger Nikolaj Nørlund som den sidste romantiker med sin vidunderlige artikulation. På en gang forstilt og helt åben. Nikolaj Nørlund er en sand mester i at formilde de store budskaber og synge om kærlighedens åbenbaring.

Han har over årene haft fremragende samarbejder med kvindelige sangere, og Maria Laurette Friis indtager hovedrollen undervejs, hvor hun lægger mere på i udtrykket, som i den søgende Knudrede minder.

Og det virker mere end bare godt med skuespiller Danica Curcics recitation på outroen til Forrest i skibet, der er en af Nikolaj Nørlund mest sanselige kærlighedssange. Og det siger ikke så lidt om en sangskriver, der altid har sværmet om den sanselige kærlighed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA