Liam Gallagher: As You Were

Liam Gallagher
As You Were

Lyden af Liam, præcis som han er

GAFFA

CD / Warner
Udgivelse D. 06.10.2017
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

I kølvandet på en pr-kampagne, der mest har bestået af mere eller mindre, mest mere, direkte svinere mod brormand Noel, er Liam klar med sit første album i eget navn. Det er et utroligt Liamsk album, på både godt og ondt.

Det mest markante ved albummet er, at det ikke er indspillet med et ”rigtigt” band. I stedet har producer Greg Kurstin stået for de fleste instrumenter, suppleret af en større håndfuld studiemusikere. For et dedikeret band-menneske som Liam Gallagher kan det måske synes som helligbrøde, men på den anden side får han fuld fokus og opmærksomhed. Og så har Kurstin, der har både Adele og det seneste Foo Fighters-album på cv’et, gjort As You Were til et virkelig velklingende album.

Når det er bedst, lyder det både nærgående og -værende. Som den energiske You Better Run, hvor Liam selvbevidst galper ”You know me, I'm all or nothin’”, og netop derfor tilgiver man ham også den efterhånden slidte Helter Skelter-reference. Mundharpe-rockeren Wall of Glass er også en virkelig stærk single, fra den helt klassiske Oasis-skole, med en knivskarp produktion. Greedy Soul er også en god single, men her render man også ind i den unge Gallaghers akilleshæl. Han rimer som folkeskoleelev. Much/Touch. Gold/Told. Kiss’n’tell/Go to Hell. Det fortsætter bare. Der er ingen finesse eller melodi i ordene, og mindre karismatiske stemmer ville kunne brække numrene fuldstændig med ”poesi” af den type.

Den leder jo logisk hen til den uundgåelige sammenligning med Liams helte i The Beatles, og man undslipper den, selvfølgelig, heller ikke her. Der er masser af Lennon-feel på numre som For What It’s Worth og Universal Gleam. Men igen, ordene matcher hverken musik eller intentionerne, og det ender mere Julian end John. Også Chinatown er en ufarlig og småkedelig trille. I’ve All I Need er til gengæld en proper stor Gallagher-rockballade og står som et fint punktum for albummet.

Man tilgiver i høj grad Liams manglende evner som tekstforfatter, men det er, når alt kommer til alt, også meget af grunden til, at hans ting uden for Oasis-regi aldrig helt er lettet. Stemmen er god, attituden skinner igennem, men der er for mange nemme løsninger og banale rim.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA