Beck: Colors

Beck
Colors

Beck har kridtet danseskoene på strømlinet og sprudlende udspil

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 13.10.2017
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Becks 13. album har efterhånden ladet vente på sig i noget tid, og i vanlig kontrær stil har det begavede multitalent valgt, at Colors skal være en dansabel og diametral modsætning til den blide, rolige og akustiske Grammy-vinder Morning Phase fra 2014.

Beck har kridtet danseskoene og skabt sit velsagtens mest klubvenlige album siden Midnite Vultures. Albummet starter kækt ud med titelnummeret, der ud over en flabet brug af panfløjter også har en snert af Röyksopps effektive elektroniske tæft over sig.

Produer Greg Kurstin har sat sit lidt for strømlinede fingeraftryk flere stedet på albummet, og blandt andet undervældende Seventh Heaven lever ikke op til sin titel og glider lidt for let ned, ligesom den energiske overgang til omkvædet på I’m So Free er mere irriterende end insisterende. Generelt savner man albummet igennem lidt flere kulørte krumspring og mere af den skæve slagkraft, manden gennem store dele af sin karriere har gjort til et af sine varemærker.

To andre af hr. Hansens varemærker er uforudsigelighed og melodier, og siden førstnævnte ikke viser sig mange gange på Colors, har Beck tydeligvis holdt sit fokus skarpt på velanrettede hooks. For eksempel er der en forfriskende fremdrift i Up All Night, der imponerer med en lydflade så bredsporet som en motorvej i Beijing.

Dear Life er klassisk Beck, når han er bedst (”you sang your swan song to the dogs, cause they made minced meat of the dreams you hung your hopes on”), og sammen med smittende Square One viser den, at der er rigeligt med godbidder på det ti numre lange udspil.

Selvom der er langt til den charmerende klippe-klistre-æstetik, der præger sprælske storværker som Odelay og Guero, lægger farverige Colors lægger sig stadig i selen og distraherer med No Distraction og i særdeleshed de (slid)stærke singler Dreams og tungt gungrende Wow, der ganske enkelt er i en klasse for sig.

Først på prægtige Fix Me sættes tempoet for alvor ned, og det rolige afslutningsnummer fungerer i sit antræk af klædelig godnatsang optimalt som velvalgt punktum på et lidt for strømlinet, men stadig sprudlende album fra den eminente ener.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA