Middelhøj pistolføring

Machine Gun Kelly, Store Vega, København

Middelhøj pistolføring

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Han er lidt af et fænomen, ham Machine Gun Kelly. Han er vokset op på den forkerte side af sporene i Cleveland, Ohio og har med en kombination af Justin Biebers babyfjæs og Yelawolfs tavoveringer i snart ti år slået sig fast som sin generations unge rap’n’roll-håb. Nu skal han så spille i Store Vega efter en sommer med kæmpestore festivaljobs og stadionkoncerter. 

Allerede ved ankomsten til koncertstedet tror jeg, at jeg står ansigt til ansigt med selveste Machine Gun Kelly. Det viser sig dog at være en af de utallige unge mænd, der har iført sig samme bandana, frisure og halstatoveringer som maskinpistolen himself. Det minder grangiveligt om dengang i sluthalvfemserne, da jeg som alle de andre Stans afblegede garnet for at komme til at ligne Eminem en lille smule. Fanskaren er heller ikke helt ulig Ems: unge rebeller, der rapper med ord for ord og piger, der hyler på, at han skal tage trøjen af. Dog er Stans’ne ikke helt så talrige, i al fald herhjemme, så det er halvfyldt, men engageret sal, der på slaget ni taktfast skråler “MGK, MGK…!” Og tre minutter efter åbenbarer han sig på scenen. 

Cleveland Rocks!…And Raps 

Til trods for vi ikke er så talstærkt et publikum, får vi det helt store stadionshow serveret. Der er dommedagsklokker på scenen, guitarister der spiller op til Adidas-rock og en trommeslager, der konstant laver tricks med stikkerne. På et podium af kampesten skuer Machine Gun Kelly ned på os iført et outfit, der minder om Neos i Matrix. Han rapper sit nye anthem, “The Gunner”, og publikum rapper højt fra første fløjt. Dog ser man hurtigt, at han er vant til større scener, for i stedet for at skue ned på publikum, virker det snarere, som om han rapper ned i jorden. Men det lyder lyder og flyder godt for kanonøren, der beskriver de sidste år på landevejen: 

“Let them suicide doors up
So much smoke, can't photo us
I'm out west like the gold rush, 1942 poured up
I ain't spent one night sober
since I turned 20 years old
But I'm on my Jeezy in 2005 "Trap or Die" shit
The everyday 100, this ain't no facade shit”

Også “Golden God” og “Wild Boy” prædikes fra podiet, før Young Gunner nedstiger og møder os i øjenhøjde på “At My Best”. Nummeret handler om, at hvis man vil have hans gode sider, må man også sluge de dårlige. En af hans lidt anstrengende sider er hans passion for guitarspil. Egentlig føjer det i starten energi og musikalitet til showet, at han selv klimprer med, men efterhånden trækker det tænder ud at lytte til soloerne, der ikke ligefrem bliver skarpere, desto mere alkohol og røg han indtager. 

Tributen til vennen Chester Bennington med Linkin Park-nummeret “Numb”, der blandes med hans egen “Kiss The Sky” er faktisk rigtig fin, ligesom den Awolnation-inspirerede “Sails” får publikum til at rocke med. 

Machine Gun Kelly er i det hele taget svært underholdende og serverer endda en anekdote om at vågne splitternøgen i København efter en våd tur på Hive. Hvis man hører til typen, der mener, rap peakede med NuMetal, er jeg sikker på man synes, at Clevelands store søn rocks.       

Musikalske spredehagl fra maskinpistolen 

Det kan være svært at finde rigtig musikalsk kvalitetet i showet. “Bad Things” og “Bad Mother F*cker” har en fin blues-vibe uden at lyde som noget virkelig originalt, mens “Alpha Omega” bare minder om intronumrene og demonstrerer, at maskinpistolen har arvet bysbørnene Bone Thugs N’ Harmonys tempofyldte flow. 

Det, MGK mangler i dybde kompenserer han for i showmanship. Det er tydeligt at se, at han er wrestling-fan, når han stiller sig i The Rocks positur, mens lyset skifter fra WWE Raw-rødt til Smackdown-blåt. Han smider også trøjen på det rigtige tidspunkt, så damerne hviner af fryd over den lettere slidte post-teenage-krop. Højdepunktet kommer på “Till I Die”, hvor en ung publikummer indtager scenen og får lov at rappe med, hvorefter han som en anden Rey Mysterio tyres ud i publikum til crowdsurfing. Stadig er det dog mere underholdende end medrivende. 

Da Machine Gun Kelly går på scenen til ekstranummeret “27” om egen legendestatus i den sagnomspundne alder, må man sige, at han har leveret, hvad fanskaren kom efter. Alligevel har jeg følelsen af, at noget mangler. Måske havde han for meget overskud til, at det virkede, som han han rigtigt havde noget på spil. Måske var pistolen for maskinel. Der blev skudt med musikalske spredehagl, der strejfede her og der, uden det ramte mig. 

Der var middelhøj pistolføring fra Machine Gun Kelly, der ikke rigtigt gik under huden. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA