Guddommeligt gensyn med mesteren fra Melbourne

Nick Cave & The Bad Seeds, Royal Arena, København

Guddommeligt gensyn med mesteren fra Melbourne

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Det er en aften med høje forventninger – og det taler sit eget tydelige sprog, at selve lokalet er fire-fem gange større end de venues, som plejer at lægge scene til Nick Cave & The Bad Seeds herhjemme.

Manden har, på én gang paradoksalt og indlysende, opnået hvad der ligner et folkeligt gennembrud i Danmark de senere år, ikke mindst efter albummet "Push the Sky Away" fra 2013.

Men ikke nok med det: Det er også en 60-årig mestersangskriver, som er i byen for første gang i et par år – ikke mindst for at spille sangene fra "Skeleton Tree": Caves fragmentariske og rystende stærke musikalske meditation over teenagesønnens død i 2015.

Syv af dem får vi i aften i København, i hvad der skal vise sig at blive (endnu) en medrivende seance med en af rockmusikkens allervigtigste skikkelser.

Dramatisk effekt

Et triumvirat af sange fra det seneste album åbner ceremonien omkring klokken 20, inden "Higgs Boson Blues" med sine febervisioner om Robert Johnson, Miley Cyrus med meget mere sparker gang i selve rockkoncerten. Et ritual, Cave mestrer som få, når han samler menigheden og forkynder sine tekster med myndig røst og dramatisk gestik fra scenen.

"Look at me now, I’m flying, I’m transforming,” synger han – lidt længere henne i sættet – i "Jubilee Street", og det er netop dét, han gør: Tranformeres til noget større, lige foran os. Ligesom publikum rockes og løftes ud af normaliteten, om så blot for en stund.

Med "From Her to Eternity" gribes med stor dramatisk effekt tilbage til debutalbummet af samme navn; han ser næsten triumferende ud, som han står der i karakteristisk jakkesæt, åben skjorte og det tilbagestrøgne, sorte hår. Som om han, mellem linjerne, ville sige: ”Se på mig, nu! Jeg er flyvende, jeg vibrerer, jeg forandres!”

Siden trakteres med et par af Caves store ballader i skikkelse af "The Ship Song" og "Into My Arms". Førstnævnte med Warren Ellis vemodige violin i en central rolle, så den smukke, sekulære salme kommer til at lyde som noget fra ”No More Shall We Part”.

Og "Into My Arms" minsandten som fællessang, inden "Girl in Amber" og "I Need You" placeres sitrende stærkt midt i sættet. En ung mand forsøger at få et godt billede med sin telefon, mens Cave står lige over ham og foredrager de hjerteskærende linjer om at ”nothing really matters when the one you love is gone.”

Forrygende

Siden når publikumsinddragelsen dog nye højder, da Cave – efter selv at have været ude blandt publikum i "The Weeping Song” – inviterer publikum på scenen til ekstranumrene. Det er et lettere bizart optrin: Cave som synger de voldsomme strofer om "Stagger Lee", mens bandet er skjult bag et større antal fortrinsvis unge mennesker med smartphones.

Eller som Cave synger i aften, i en let omskrevet linje fra nyklassikeren "Red Right Hand": ”You'll see him in your head / on your internet / You’ll see him on your Instagram page / And hey buddy, I'm warning you to turn it off!”, idet han bøjer sig dybt ned og stirrer på en ung kvinde på første række.

Det er Cave og The Bad Seeds i deres sublime balanceakt mellem kaos og kontrol; umiddelbart inden den eksplosive finale er det regulære sæt blevet afsluttet med de æteriske "Distant Sky" – med den danske sopran Else Torp som gæstesolist – og titelnummeret fra "Skeleton Tree".

Et godt og gribende gensyn for nogle – for andre i aften formentlig en forrygende førstegangsoplevelse. Under alle omstændigheder var aftenens koncert en stor oplevelse – sådan som Nick Cave & The Bad Seeds i øvrigt altid er det på scenen. Mesterligt. 

 

Sætliste:

1. Anthrocene
2. Jesus Alone
3. Magneto
4. Higgs Boson Blues
5. From Her to Eternity
6. Tupelo
7. Jubilee Street
8. The Ship Song
9. Into My Arms
10. Girl in Amber
11. I Need You
12. Red Right Hand
13. The Mercy Seat
14. Distant Sky
15. Skeleton Tree
Ekstra:
16. The Weeping Song
17. Stagger Lee
18. Push the Sky Away


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA