Fortryllende toner fra Fyn

Tårn og Franske Piger, Huset, Aalborg

Fortryllende toner fra Fyn

Anmeldt af Cæcilie Kallehave | GAFFA

Når en koncert foregår på Huset, kan en kunstner næsten ikke undgå at nå ud over scenekanten – for den er nærmest ikke-eksisterende. Ikke desto mindre var det to meget forskellige koncerter, som de fynske bands Tårn og Franske Piger leverede fredag aften på Huset i Aalborg, hvor de på hver deres måde kom ud over scenekanten; Tårn med dans og tekster om flygtig kærlighed, og Franske Piger med deres indadvendte, men storslåede lydunivers, som man ikke kan undgå at blive draget af.

En koncert på dette års Roskilde gjorde, at Franske Piger var hovednavn til aftenens koncert, så Tårn startede ud som opvarmningsband – men måske det havde været bedre givet ud, hvis de havde fået lov til at lukke festen. For trods en lidt drømmende, svævende og langsom start bød Tårn alligevel op til dans, hvilket bestemt ikke var tilfældet for Franske Piger, som derimod gav plads til eftertænksomhed og mulighed for at zone lidt ud.

Tårn ****

Efter en lang, drømmende klaver-intro, som røg direkte over i aftenens første nummer ”Er Du Med?”, blev publikum inviteret med ind i Tårns univers. Efter et lavmælt tak bad forsanger Erik Apollo publikum om at rykke tættere på, så de kunne danse, for der var ingen tvivl om, at ”Læber Lyser Rødt” fik lidt mere gang i det ellers lidt afventende publikum, som var med på en svingom.

”Vi skal holde en fest – håber jeg!”, lød det fra forsangeren.

Her kunne man godt ønske lidt mere selvsikkerhed fra bandet, for der er ingen tvivl om, at det unge publikum var med på dans og flygtige kindkys under det mere rockede nummer ”Slip Mig”, hvor der også blevet skruet op for et lysshow af den anden verden.

Et lysshow, som stod i stærk kontrast til det melodiske og drømmende univers, som bandet vendte tilbage til efterfølgende. Under disse passager hersker der ingen tvivl om, at Tårn er bevidste om hver enkelt lille detalje i deres numre – både det tekniske og teksterne virker meget velovervejede.

Fra den ene yderlighed til den anden

Generelt var Tårns koncert præget af en fin og velafbalanceret vekselvirkning i mellem den vilde dans og det eftertænksomme drømmeunivers, hvor tankerne blot kan flyde – og hvor der også var rig mulighed for at lytte til teksterne, som bestemt er et lyt værd. Dog druknede teksten indimellem lidt i det momentvis kaotiske lydunivers, men det gør ikke teksterne mindre spændende – tværtimod gav det lyst til at lytte mere. Desuden blev mange af teksterne understøttet af et meget fint kor fra Ida Urd, som blot tilføjede lidt ekstra til mange af sangene.

Tårn havde også et par nye numre med. Herunder ”Frihed I Forfald”, som var den nye dreng i klassen. Igen virkede det dog lidt som om, at bandet tvivlede lidt på sig selv og nærmest undskyldende proklamerede, at de i hvert fald selv synes, at den er god – til deres held virkede publikum dog enige.

Modsat Franske Piger virkede Tårn meget bevidste om, at publikums øjne og øre hvilede på dem. Forsanger Erik Apollo kiggede flere gange ud over publikum med et smil – og fik heller ikke lagt skjul på, at dele af bandet i hvert fald skulle i byen senere.

Generelt virkede Tårn oplagte og taknemmelige under koncerten. De var nærværende, men momentvis fremstod de dog lidt usikre på, hvordan de skulle håndtere publikums begejstring:

”I ser flotte ud – jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv!”, lød det fra Erik Apollo.

Så valgte bandet atter at sætte gang i dansegulvet med ”Du Tror, Du ser”. Her druknede vokalen desværre lidt, men dog virkede det som en logisk overgang til den noget mere nedtonede ”Den Som Alting Drejer Sig Om”, som uden tvivl var et af aftens højdepunkter, hvor Eriks vokal og Daniel Scheffermanns guitar gik op i en højere enhed.

”Solskin Over Tage” var naturligvis ikke til at komme udenom og med sin langsomme opbygning virkede den som et perfekt nummer at slutte af på. Herved fik Tårn bundet en fin sløjfe på koncerten, som både startede og sluttede i det stille, men bestemt havde en vildere og mere fandenivoldsk midte, som blot understregede, hvor alsidige Tårn er.

Koncerten blev afsluttet med et kæmpe tak – og bandet klappede da også med sammen med publikum, men det virkede nu også til at være et velfortjent skulderklap efter en vellykket koncert fra Tårn.

Franske Piger ***

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Franske Piger rent teknisk er meget dygtige, men de er også en smule indadvendte, hvilket måske kan gå, når man spiller på Roskilde Festivals Rising-scene, men ikke på så relativt et lille spillested som Huset. Her får man nemlig for alvor fornemmelsen af, at Franske Piger lige så godt kunne have stået i øvelokalet derhjemme – specielt fordi den lille koncertsal på Huset ikke er særlig meget større end et øvelokale.

Arkivfoto af Tårn

Mængden af mennesker var da også indskrænket en del efter den dansefest, som Tårn havde åbnet op for – og som Franske Piger ikke valgte at fortsætte. De havde derimod et farvestrålende animationsshow kørende i baggrunden, som understøttede deres musikalske univers perfekt. Lysshowet kom blot fra en projektor, men bandet endte med næsten at indgå i de forskellige former og farver, som både blev kastet op på væggen bagerst og i deres ansigter.

Dette underbyggede stemningen i første nummer ”Livets Kollision” ganske fint. En sang, som havde en langsom opbygning, for så til slut at blive mere storladen – hvilket også virker til at være den skabelon, som mange af bandets numre følger.

”Det er dejligt at være her. I må gerne rykke lidt tættere på”, lød det kort fra forsanger Søren Friis.

På trods af den let indadvendte tilgang til koncerten fik Franske Piger dog alligevel vist, at de ved, hvad de har med at gøre – de vil bare helst holde det for sig selv.

De forskellige numre gled let og elegant over i hinanden – måske for let og elegant, da det momentvis var svært at vurdere, hvornår én sang gik over i en anden, men måske det bare er vilkårene i den lidt shoegaze-agtige genre, som Franske Piger bevæger sig indenfor.

Forvrænget virkelighed

Generelt var der begrænset interaktion med publikum under Franske Pigers koncert – hvilket naturligvis også gjorde, at publikum var væsentligt mere stille. Måske fordi der var færre mennesker – alternativt fordi folk lyttede mere.

”Det er fedt, at I lytter – man kan godt høre det heroppe, når publikum snakker”, lød det fra Søren Friis.

Og hvis man lyttede godt efter, så kunne starten af ”Helt Sammen” godt være inspireret af noget Tame Impala, men her havde bandet desværre valgt at forvrænge lyden Søren Friis’ ellers fine stemme. Den forvrængede lyd tog en del fokus fra alt andet, hvilket var ærgerligt, da hans stemme faktisk gjorde det godt live – og faktisk helst uden diverse lydeffekter, om end synthesizers og båndstøj gør det ganske fint i mange af deres sange.

Da tonerne til ”Bedringskys” blev slået an, livede publikum dog lidt op, og der lød et stille, men forsigtigt ”wuh”, fra publikum. Måske Franske Piger blot skulle have stoppet på toppen, da slutningen desværre gik hen og blev meget pludselig og lidt påtaget efter sidste nummer. De udbrød et tak, gik af scenen og lyset blev tændt. En meget brat opvågning fra det drømmende og nærmest søvndyssende univers, som dele af publikum havde været involveret i den sidste times tid.

Trods den indadvendte attitude kan man ikke tage det musikalske talent fra Franske Piger eller beundre deres sammenspil, som generelt fungerer rigtig godt. Det er uden tvivl en del af deres måde at spille live på, men det kan også blive for indadvendt og uoplagt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA