Hurtige indskud af feminint talent

Hun Solo, Train, Aarhus

Hurtige indskud af feminint talent

Anmeldt af Nanna Westergaard | GAFFA

Vi lever i en tid, hvor Grøn Koncert ikke havde én eneste kvinde på årets program, og hvor kun 11 procent af de nominerede til Danish Music Awards er kvinder. Det er en tid, hvor initiavtagerne bag HUN SOLO ikke vil acceptere et ”Der er bare ikke nok kvindelige artister at vælge imellem” som et svar.

HUN SOLO blev således startet i 2016 af musikerne Nana Jacobi og Kirstine Stubbe Teglbjærg med ønsket om at sætte spot på de mange talentfulde og spændende kvindelige musikere, der findes i det danske musiklandskab.

Til aftenens koncert får det velmenende projekt dog næppe bevist noget over for arrangørerne bag hverken GRØN eller DMA, da den eneste af aftenens fem artister, der har været aktiv i 2017, er den svenske Cajsa Siik, der udgav albummet Domino i maj. På programmet finder vi derudover Sys Bjerre, Mendoza og initiativtagerne selv, Nana Jacobi og Kirstine Stubbe Teglbjærg, hvilket dufter en smule af ananas i egen juice.

Men jeg prøver at lade disse tanker fare, da jeg træder ind på Train, som i aftenens anledning er blevet indrettet til intimkoncert, med store, sorte gardiner, som skærmer lokalets sider, samt borde og stoleopsætninger foran scenen. Jeg glemmer mine forudindtagede idéer for en stund og lader koncertoplevelsen stå for sig selv.

De fem kvinder på programmet leverer hver deres solokoncert, hvor de står mutters alene på scenen kun komponeret af sig selv, et instrument og/eller et backingtrack. Det er dog fem forholdsvis korte koncerter, og det er derfor også begrænset, hvor meget der er at sige til de enkelte optrædende. Personligt forventer jeg, når jeg tager til en koncert med flere optrædende, at det godt kan blive sent, men i dette tilfælde stod jeg ude i garderoben for at hente min jakke allerede to timer efter, jeg havde afleveret den. Og det var med en indlagt pause på cirka tyve minutter.

Det er virkelig ærgerligt, for man når ikke andet end netop at føle sig henført til den enkelte kunstners stemning, før man hører ordene ”Den sidste sang, jeg vil spille, er…” og kort efter bliver introduceret for en ny kunstner, med ny musik og ny stemning. Man skal være omstillingsparat for at følge med.

Kirstine Stubbe Teglbjærg ***

Den tidligere Blue Foundations-sangerinde er uden tvivl en dygtig musiker, og det står også meget klart for mig efter hendes optræden. Det virker nemt for hende at slå guitarens strenge an, mens hun leger med pedaler og pre-komponerede lyde, når hun går fra at åbne koncerten med en hård og nærmest elektronisk lyd til at lade guitaren og sin luftige stemme stå mere for sig selv på nummeret ”Drømmenes lyd”.

Men selvom hun er utroligt dygtig, når det aldrig rigtig længere end det. Det når aldrig rigtig ind under huden og kommer til at lyde som noget, jeg tror, jeg har hørt før, uden helt at kunne sætte fingeren på, hvor jeg har hørt det. Og måske er det netop på grund af den begrænsede tid, Teglbjærg har på scenen, at jeg ikke når at føle, at jeg lærer hende at kende. Den dyrebare tid bliver brugt på at spille god musik, hvilket i grunden jo er fornuftigt nok, men her går det også op for mig, hvor meget det kan betyde, at en musiker tager sig tiden til at skabe et bånd med publikum. Det er der desværre ikke tid til under en tyve minutters koncert.

Nana Jacobi ***

Nana Jacobi arbejder for tiden med dansksproget materiale til et nyt album, som forventes på gaden i starten af 2018, og det er primært dette nye materiale, hun spiller i aftenens anledning.

Hun åbner sin optræden med at sige ”Nu er I jo blevet lovet noget larm”, og giver sig så til at larme på sit keyboard, hvilket bliver mødt af en stærk kontrast i form af hendes meget organiske og lyse stemme. Dette bliver særligt understreget i hendes korarrangement, hvor hun selv synger nogle lange ”Uuuh”-fraseringer og lader de yderste tangenter på keyboardets højre side stemme i på de lyseste toner.

Det bliver kun til en enkelt afstikker ind i Jacobis bagkatalog i form af sangen ”I Put My Foot Down”, som altså må siges ikke at være hendes stærkeste nummer. Både tekst og akkompagnement er forholdsvist uinspirerende om end let genkendeligt grundet de mange gentagelser, og man hurtigt får en fornemmelse af, at sangen kører på repeat. Men så kan man jo glæde sig over, at der snart er nyt materiale på vej, som baseret på denne optræden har mere at byde på.

Sys Bjerre ****

”Malene”-sangerinden blev kendt for at være vred i 2008, men nu har hun valgt at være glad. Hun åbner sin mini-koncert med to stille sange om sin far, hvilket klæder hendes sarte, men smukke stemme helt utroligt godt, om end teksterne får et lille islæt af festsange i ny og næ. Generelt kan Bjerres del af aftenen hurtigt komme til at virke som et underholdende indslag uden særligt musikalsk dybde, men hun formår at skabe en forbindelse til publikum, at få os til at grine og føle, at vi kommer lidt tættere på hende. Noget poetisk eller musikalsk geni er hun ikke, hendes tekster er banale, men det er nu engang også en del af charmen.

Charme mangler hun bestemt intet af, mens hun leverer sine humoristiske anekdoter og søde sange på ukulele og klaver, men én ting kunne hun godt have brugt noget mere af. Ja, jeg vil ikke lade det ligge, men lidt mere tid på scenen kunne have været rart. Sys Bjerre har brugt meget af sin tid på fortælle historier og være sød og personlig, og derfor bliver det kun til meget få numre fra hendes hånd.

Cajsa Siik ****

Efter pausen går den svenske sangerinde Cajsa Siik på scenen. Hun spørger på engelsk, hvordan publikum har det: ”Sunday mood?”. Vi er i et søndagshumør, og til dette passer Siiks mørke og melankolske pop perfekt. Hendes musik er derudover også fuldstændigt oplagt til disse intime rammer. Hun spiller guitar og synger, mens et tryk på en pedal sikrer akkompagnementet, og selvom jeg har det lidt stramt med at kunne høre et band, jeg ikke kan se, så fungerer det godt for intimkoncerten at se Cajsa Siik helt alene på scenen indrammet af et blåt og hvidt lys.

Siik fortæller, at hun kommer fra Umeå i det nordligste Sverige, hvor der kun bliver tolv grader varmt om sommeren, og det er umuligt at gro et salathoved, og måske er det derfor, hendes musik er så melankolsk. Det er en kort fortælling, og meget mere bliver det ikke til, men det er også en velvalgt fortælling, for det er virkelig med til at give koncerten det sidste nøk, så man faktisk føler, at man kommer tæt på.

Mendoza ***

Jeg vil gerne slå fast, at jeg synes Mendoza har fantastisk stort potentiale, men hvor de intime rammer var perfekte for Sys Bjerre og Cajsa Siiks personlige optrædener, så gør de Mendoza en stor bjørnetjeneste. Hun spørger os, om vi er klar til ”bass in the face”, men det lader det ikke til, at vi er. Hun forsøger krampagtigt at få publikum til i det mindste at ryste lidt på skuldrene, men de behagelige siddepladser indbyder ikke til det. Hun forsøger sig endda med et cover af Bloodhound Gangs 1999-hit ”The Bad Touch”, som de fleste må kende og have svært ved at sidde stille til, men at sidde roligt lykkes det alligevel for det stædige publikum.

Mendoza burde stå på en club med svedige kroppe, for uanset hvor meget hendes musik opfordrer til bevægelse, kommer det ikke til at ske denne søndag aften. Inden hendes sidste nummer beder hun publikum om at rejse sig op, og dette gør vi troligt, hvilket da også leder til et par enkelte svajende kroppe, inden aftenens fire tidligere optrædende træder ind på bagscenen og synger kor til det sidste omkvæd.

Alt i alt ****

Alle de forudindtagede idéer, jeg havde inden koncerten, som jeg lagde til siden, kommer ikke farende tilbage, da de sidste klapsalver har lagt sig, så jeg kan ikke benægte, at denne aften har gjort noget godt for mig. Det er skam også nogle musikalske og talentfulde kvinder, jeg har oplevet, og problemet er vel egentlig, som jeg allerede har rodet meget rundt i, at jeg gerne ville have oplevet dem noget mere.

Hvis tiden er et problem, så vil jeg personligt foretrække, at man udvalgte et mindre antal musikere og i stedet gav dem en hæderlig mængde tid på scenen, i stedet for disse hej-og-farvel-optrædener. Måske bør jeg også bemærke, at det blandt publikum ikke lader til at have ødelagt deres aften, for de klapper både ivrigt og længe efter de enkelte koncerter. Men ikke desto mindre er det altså ærgerligt, hvis der går næsten lige så meget tid med applaus, som der går med musik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA