MØ: When I Was Young


When I Was Young

Den danske verdensstjerne gearer ned på solid surprise-ep

GAFFA

EP / Sony Music
Udgivelse D. 26.10.2017
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

MØ er også hoppet med på den efterhånden ikke så overraskende surprise-udgivelsesbølge og har nu udsendt sin første samling af sange siden debutalbummet No Mythologies to Follow fra marts 2014. Denne gang gælder det ep’en When I Was Young med seks nye numre, hvor flere dog er blevet spillet live.

Som titlen antyder, møder vi på ep’en en MØ i det tilbageskuende, eftertænksomme og til tider melankolske hjørne. Både åbningsnummeret ”Roots” og afslutningen ”Run Away” er ballader helt uden trommer de første par minutter, mens de mellemliggende sange er lidt mere energiske. Ikke mindst ep’ens titelnummer, som benytter et dansabelt, reggae/dancehall-inspireret groove, som vi kender det fra MØs samarbejder med Major Lazer. Helt klart ep’ens mest oplagte hit, men der er også hitmateriale i ”Linking With You” med stort kor i omkvædet og en filtreret keyboardfigur, der ligeledes sender tankerne i retning af Diplo, som dog ikke er med på holdet denne gang.

”Roots” skiller sig ud med en brusende orgellyd, men ellers er der tale om en MØ i den velkendte, elektropoppede stil, vi kender fra debutalbummet og de efterfølgende singler. Hendes stemme har lykkeligvis stadig de karakteristiske småskringre fraseringer, der adskiller hende fra flertallet af autotunede og højglanspolerede popstjerner, om end hun også kan synge smukt i det helt lyse leje, som hun gør det i eksempelvis "Run Away".

Teksterne kredser om rødder, minder, ulykkelig kærlighed og eskapisme og er hverken specielt velskrevne, originale eller det modsatte. De seks numre holder sig alle omkring den klassiske popsangs tre minutter, og samlet er 20 minutters MØ en passende dosis pop fra det danske verdensnavn, som forhåbentlig kan holde den internationale karriere kørende med When I Was Young – også selvom ep’en ikke indeholder et potentielt hit på niveau med ”Lean On” eller ”Cold Water”.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA